SÅ er de her, de små Nutella bites. Jeg kan godt mærke at jeg ikke er den eneste som er pjattet med Nutella, så nu skal I sørme også få opskriften.
De er kanon-nemme at lave og tager heller ikke forfærdelig lang tid. Jeg mener .. Har I overhovedet en undskyldning for ikke at kaste jer ud i de små hapsere?
Selve kagen er en brownie med (masser af) Nutella og på toppen er de dekoreret med en karamelcreme og friske bær. Selve kagen og cremen er forholdsvis tunge elementer, hvorfor friske hindbær (eller andre bær) gør det særdeles godt sammen med.
De er super elegante på et kage-tapas-bord, men kan også nemt serveres i alle mulige andre anledninger. Jeg overvejer selv at servere de små Nutella bites når jeg snart skal holde min egen fødselsdag.
Kærligst fra Nip
NUTELLA BITES (ca. 16-20 stk)
KARAMELCREME
2 dl piskefløde
100 g karamelchokolade (fx. Callebaut Gold)
Varm piskefløden op til lige under kogepunktet og hæld over chokoladen som skal være hakket.
Rør det til en ensartet masse, og sæt det i køleskabet til det er helt koldt.
Pisk det til en karamelcreme og hæld det på en sprøjtepose med en stor takket tyl.
NUTELLA BITES
100 g mørk chokolade
100 g smør
150 g Nutella
200 g sukker
3 æg
1 nip salt
50 g hvedemel
75 g marcipan (groftrevet)
Tænd ovnen på 175 grader.
Smelt mørk chokolade og smør i en skål i mikroovn (eller vandbad). Rør herefter Nutella i.
Pisk sukker og æg sammen til en luftig æggesnaps. Tilføj chokoladeblandingen og rør.
Vend salt, hvedemel og marcipan i dejen.
Beklæd en firkantet form (ca. 20×20) med bagepapir i bunden og hæld dejen i.
Bages i ca. 20-25 minutter og skal herefter køle helt af.
DEKORATION
Friske bær eller anden topping
Med en rund udstikker (ca. 3 cm) udstikkes små runde kager af den store.
Gem overskydende kage i fryseren og lav trøfler eller træstammer af resterne.
Lav fine toppe med karamelcreme og pynt herefter alle Nutella bites med friske bær.
Kan kagen holde sig fint på køl hvis de laves dagen før? Eller bliver de tørre og kedelige?
Hej Mette,
Det kan de sagtens 🙂
Kærligst Nip
Hej Nip,
Kan man godt droppe marcipanen i disse, og i så fald skal det så erstattes med andet
Hej Sarah,
Ja det kan du godt. Du kan tilsætte lidt ekstra mel 🙂
Mange Hilsner Nip
Når kagerne er pyntet, skal de så på køl?
Hej Nathalie,
De skal spises 😉 Ej du kan godt sætte dem på køl.
Mange Hilsner Nip
Hej Nip! Har du erfaring med at lave toppingen og bare opbevare det i 3 dage på køl? Eller evt fryse det ned inden piskning og så piske det op på dagen?
Hej Amalie,
Du kan godt lade det stå på køl, men du skal sørge for at det får stuetemperatur før du topper dine kager OG så vil jeg foreslå at du spiser dem samme dag de laves (når toppingen har været på køl i 3 dage). Jeg håber det giver mening 🙂
Mange Hilsner Nip
Har lige prøvet karamelcremen, og det ville bare ikke blive luftig/stivne, og endte med at skille Har du nogen ide om hvad jeg kan have gjort forkert?
Hej Pernilla,
Det har jeg også engang prøvet og det er SÅ træls. Min creme var simpelthen ikke kold nok, så den skal virkelig være iskold (ikke frossen) når du pisker den op, så bør det lykkedes. Jeg håber at du har mod på at give det endnu et forsøg 🙂
Mange Hilsner
Nip
Hej Nip! Jeg skal bage de her i morgen, men jeg har kun en springform på 18 cm og en på 24 cm – hvilken en ville du tænke, at jeg skulle bruge? Tænker at kagen bliver alt for høj i 18 cm, men måske lidt for lav i 24?
Hej Amalie,
Jeg tror jeg ville bage i en 18 cm og så give dem lidt ekstra tid 🙂
Mange Hilsner Nip
Hvor ser de bare fine ud – kagetapas er altid godt.
Tusinde tak 🙂 Kagetapas er bare altid godt, jeg er enig!
Kan kagerne bages i forvejen og fryses med?
Ja det kan de 🙂
Hvornår kan men tage kagen ud af fryseren når men skal brug den?
En times tid eller to før 🙂
Hej nip.
175 grader normal ovn eller varmluft?
Hej Mille,
Det er alm. konventionel ovn (ikke varmluft) 🙂
Mange Hilsner Nip
Tak for hurtig svar