Enten er jeg for sent ude eller også er jeg for tidligt ude med en juledessert til 2021. Anyway .. Denne panna cotta med kiresbær er noget af det nærmeste du kommer et alternativ til traditionel ris a la mande.

Jeg elsker ris a la mande så jeg kommer ikke til at skifte den ud den 24. december, men til gengæld kan jeg nemt spise panna cotta resten af året. Måske du også kan? Det er også en ret fin dessert til eksempelvis nytårsaften.
Det er en meget lille, enkel og ikke-tung dessert. Her har jeg valgt at det skulle være vanilje panna cotta med kirsebær, men du kan også bruge appelsinpuré, passionsfrugt eller noget helt tredje.

Denne dessert tager faktisk udgangspunkt i min opskrift på panna cotta med brombær fra Bagedysten. Her er den så tallerken-anrettet, men du kan også anrette i glas og pynte på toppen hvis du mere er til den slags dessert. Det står dig helt frit for.

Kærligst fra Nip


PANNA COTTA MED KIRSEBÆR (6 stk)

VANILJE PANNA COTTA
2 blade husblas
3,5 dl piskefløde
Korn af 1 vaniljestang
30 g sukker

Start med at lægge husblas i blød i koldt vand.
Skrab kornene ud af vaniljestængerne og bland det med sukker, så kornene skilles fra hinanden.
Varm vanilje, sukker og fløde op til kogepunktet og smelt husblassen i. Hæld det nu i en kande.
Sæt kanden i køleskabet og rør i fløden ofte, så der ikke dannes en hinde.
Ved at røre i kanden undgår du at alle vaniljekornene falder til bunds når du støber den.
Når massen er nogenlunde kold hældes det i silikoneforme og sættes i fryseren.
NIPS TIPS! Jeg har anvendt denne form, men du kan også bruge en anden.

ANRETNING
1 glas amarena kirsebær (fx fra Fabbri – den i den blå/hvide krukke)
Hvide chokoladesnirkler
Spiselige blomster
Chokoaldekugler trillet i guldstøv

Fordel ca. 2-3 spsk sirup/lage fra krukken med amarenakirsebær i hver skål/dyb tallerken.
Læg en frossen panna cotta ovenpå og pynt evt. med snirkler, guldkugler og spiselige blomster.

Skriv et svar