Annonce – anrettet på stel fra Sinnerup.
Jeg har kombineret nogle af mine yndlingssmage i denne hindbærdessert med Nutella. Dette er mit farverige bud på nytårsdesserten 2020.
Desserten er lavet med hindbær som er mit yndlingsbær og med Nutella og mælkechokolade, som er mine foretrukne chokolader. Den smager ret klassisk, ser moderne ud i sit udtryk og bliver helt sikkert et hit nytårsaften.
Vi skulle have fejret nytår med gode venner og deres børn, men grundet den nuværende (Corona)situation har vi alle valgt at holde det hver for sig. Desserten (og maden for den sags skyld) skal dog stadig være ligeså god som havde vi været mange, og fejringen skal vi heller ikke være foruden. Denne hindbærdessert med Nutella er nu klar til at blive anrettet og serveret.
Jeg håber at I alle sammen får en fantastisk nytårsaften – hvordan end I vælger at fejre det. Måske denne dessert eller en af mine andre kommer på bordet hos dig? I så fald, så vil jeg elske at se billeder. Jeg bliver så glad og stolt når I har lyst at lave mine opskrifter. Jeg ønsker jer alle et godt og sødt nytår.
Kærligst fra Nip
HINDBÆRDESSERT MED NUTELLA (8 personer)
HINDBÆR INDLÆG
1,5-2 blade husblas
1,5-2 dl hindbærpuré
Læg husblas i blød i koldt vand
Varm hindbærpuré op til lige under kogepunktet og smelt husblassen deri.
Hæld det i en form (fx silikoneform, ca. 16-18 cm) og sæt den i fryseren.
Når indlægget er frossent udstikkes 8 små indlæg (som passer ned i formen som kagen støbes i).
NIPS TIPS! Hindbærpuré består af frosne hindbær kogt med lidt sukker og citron. Stavblend og si til puré.
Du kan også støbe indlæg i små halvkugle-forme eller en anden lille form som passer.
NUTELLA BROWNIE
2 æg
200 g sukker
80 g hvedemel
30 g kakaopulver
100 g Nutella
100 g smør (smeltet)
+ lidt flagesalt
Start med at tænde ovnen på 175 grader.
Pisk æg og sukker sammen og sigt de tørre ingredienser i. Vend det sammen.
Vend herefter Nutella og smeltet smør i dejen.
Hæld dejen i en form (rund eller firkantet, ca. 22 cm) og bag kagen i ca. 25 minutter.
Når den er kold udstikkes 8 små bunde (samme udstikker som til hindbær-indlægget).
NIPS TIPS! Hvis du synes at din brownie er for høj kan du skære lidt af de små bunde.
Der er en hel del kage i overskud, men det kan du spise eller gemme og lave til trøfler.
MÆLKECHOKOLADEMOUSSE
2 blade husblas
2 dl piskefløde
175 g mælkechokolade
2 dl piskefløde (pisket til flødeskum)
Læg husblas i blød i koldt vand.
Kog 2 dl piskefløde op, smelt husblassen i og hæld det over chokoladen så det dækkes helt.
Lad det stå i 1 minuts tid, og rør så fra midten af skålen til det samler sig til en homogen creme.
Vend flødeskum i til chokolademousse. Fyld en ‘stoneform’ (eller lignende) ca. halvt med mousse.
Læg herefter et hindbærindlæg og en Nutella browniebund i og sæt dem i fryseren til de er frosne.
NIPS TIPS! Du kan med fordel presse hindbærindlæg + bund sammen før de lægges ned i moussen.
HINDBÆRMOUSSE QUENELLE
1,5 blad husblas
1 dl hindbærpuré
Lidt vaniljepasta eller vaniljesukker
1,5 dl piskefløde
Læg husblas i blød i koldt vand
Hindbærpuré og vanilje varmes op til lige under kogepunktet og husblassen smeltes i.
Fløden piskes til flødeskum og den afkølede hindbærsirup vendes i.
Hældes på en sprøjtepose og herefter i en ‘quenelleform’ (eller anden) som lægges i fryseren.
GLAZE
5 blade husblas
100 g glukosesirup
150 g sukker
100 g vand
100 g kondenseret mælk
110 g hvid chokolade (hakket)
Pink farve + evt. lidt glitter
Læg husblas i blød i koldt vand.
Varm glukosesirup, sukker og vand op til det rammer kogepunktet. Tilføj kondenseret mælk og husblas.
Kom chokoladen i en høj kande og tilføj farve og evt. lidt glitter. Hæld den varme masse over.
Sæt stavblenderen skråt ned, for herefter at rejse den op igen uden at løfte den. Stavblend forsigtigt.
Når glazen rammer en temperatur på ca. 34-36 grader er den klar.
Tag de frosne kager ud af fryseren og læg dem på en rist med bagepapir under.
Hæld glaze over alle kager og sæt dem i køleskabet til de skal anrettes.
NIPS TIPS! Overskydende glaze kan gemmes i en plastbøtte og opbevares i fryseren til en anden gang.
Herefter skal det blot varmes op til arbejdstemperatur i mikroovn og så kan du glaze igen.
ANRETNING
KRYSTALLISERET CHOKOLADE
100 g ruby chokolade (eller en anden slags)
100 g vand
100 g sukker
Smelt chokoladen i mikroovn eller over vandbad og sæt det til side i en lille røreskål.
Kog vand og sukker op til ca. 130-135 grader. Hold øje med et termometer.
Hæld den varme sukkersirup i en tynd stråle ned i chokoladen imens du pisker med en elpisker.
Du vil hurtigt se at chokoladen krystalliserer. Lad det tørre/køle af på et stykke bagepair.
NIPS TIPS! Kan forberedes i god tid og opbevares i en kagedåse eller lignende.
YDERLIGERE DEKORATION
Spiselige blomster
Spiseligt guldstøv
Jeg har til denne dessert valgt at anrette på sorte og helt flade tallerkener.
Kontrasten mellem den pink dessert og den sorte tallerken fra Sinnerup er virkelig flot og festlig synes jeg.
Placér den lille kage på tallerkenen sammen med en frossen hindbærmousse og de andre elementer.
OBS! Hvis kagerne lige er blevet glazet før du anretter skal de tø op i ca. 1,5 time i køleskabet.
Glazer man imens de er frosne, og så kan fryse dem igen, eller skal de tø op efter man har glazet
Hej,
Du glazer en frossen kage/dessert og sætter den i køleskabet efter, så kan den tø op der 🙂
Mange Hilsner Nip
Jeg fik kun kommet et stk husblas i chokolademoussen, kan den stadig holde formen når den tør op?
Hej Bibi,
Jeg har først set din kommentar nu. Jeg håber at din kage blev god 🙂 Godt nytår!
Mange Hilsner Nip
Hvilket mærke er den pink farve du har brugt til glaze fra?
Hej,
Jeg bruger en pink fra Wilton 🙂
Mange Hilsner Nip
Hvis man nu ikke lige har sødmælk, tror du så man vil kunne bruge fløde eller minimælk i stedet til glazen?
Hej Christina,
Jeg tror jeg ville gå med minimælk, men jeg har ikke prøvet så jeg kan ikke garantere noget 🙂
Mange Hilsner Nip
Hej Nip:)
Bliver glazen for tyk hvis man putter den på dagen inden?
Mvh Camilla
Hej Camilla,
Nej det gør den ikke, så længe det er den rette konsistens når den kommer på kagen 🙂 Det er hvert fald min erfaring. Jeg glazer næsten altid dagen før (hvis jeg har mulighed for det).
Mange Hilsner Nip
Hej Nip
Jeg er i tvivl om, om min kage kan nå at tø op.
Jeg vil glaze den i morgen formiddag, men jeg bliver usikker på om den kan nå at tø op inden i morgen aften, hvor den skal spises 🙂
Hej Therese,
Det kan den sagtens 🙂 Når du har glazet kagerne skal du bare sætte dem i køleskabet og så tager det mellem 1-2 timer for dem at tø op.
Mange Hilsner Nip
Hej Nip.
Kan man også bruge Gold chokolade i glazen, og i så fald er det så samme mængde? Undlader man så bare farven, så den bliver guld? 🙂
Hej Stine,
Ja du kan nemt erstatte hvid chokolade med gold 🙂 Jeg ville bruge samme mængde. Det smager også godt med gold! Du kan evt. lige give den et skud guld glitter også.
Mange Hilsner Nip