Da jeg var barn var det mig som fik masser af påskeæg af min familie, men i år er det mig som giver dem disse påskeæg med nougatcrunch i midten. Sammen med min kære ven Martin har jeg nemlig lavet virkelig mange. Som i VIRKELIG mange.

De er helt perfekte som værtindegave, på påskebordet, eller bare til at snacke når sukkertrangen melder sig. Hvem kender ikke det?

I går mødtes Martin og jeg igen for at nørde søde sager, og det her er resultatet. Det er virkelig fantastisk at møde et andet menneske som man klinger med med det samme, og så deler vi den samme søde passion. Det er jeg ret vild med.

Jeg håber at I får en masse dejlige påskedage med dem I holder af,
De kærligste påskehilsner,
Nip


PÅSKEÆG MED NOUGATCRUNCH (ca. 12 stk)

NOUGATCRUNCH
50 g sukker
100 g mandler
150 g nougat

Sukker hældes på en pande og varmes op ved middel varme til en gylden karamel.
Tilføj mandler og rør godt rundt. Hæld det herefter til afkøling på et stykke bagepapir.
Når de er kolde hakkes de fint med en savtakket kniv eller i en minihakker.
Smelt nougat i en skål over vandbad eller i mikroovn og tilsæt nøddeblandingen. HUSK at gemme lidt til pynt.
Sæt skålen i køleskabet i ca. 30 minutter og tril så ca. 12 små kugler af massen.

MARCIPANÆG
200 g marcipan
100 g mælkechokolade
30 g mørk chokolade

Del marcipanen op i ca. 12 ligestore stykker, evt. ved at veje dem af.
Flad marcipanen ud og kom en nougatcrunch-kugle i hver, og fold marcipanen rundt om. Form til påskeæg.

Smelt eller temperer mælkechokoladen og rul æggene heri. Lad dem tørre på et stykke bagepapir.
Smelt den mørke chokolade og kom den på en sprøjtepose og klip et mini-hul i posen.
Dekorér med striber af mørk chokolade og drys med lidt af nøddecrunchen.

2 comments on “Påskeæg med nougatcrunch”

Skriv et svar