Forleden var jeg på besøg hos Martin, og udover at lave marcipan påskeæg så har vi også lavet en omgang påske cupcakes. Alt skulle nemlig handle om påske.
De er chokoladetunge på toppen, hvor chokoladerederne gemmer på påskeæg, men selve cupcaken er med ribs som gør dem saftige og syrlige. Derudover har vi også tilføjet hvid chokolade i dejen, som altid er godt med syrlige bær.
Har du ikke ribs kan de nemt erstattes med andre bær du kan lide. Det er cupcakes som er nemme at gå til og de tager ikke mere end 1 times tid at lave, samlet set. Børn vil specielt finde det sjovt at lave rederne eller dekorere dem på en helt anden måde, så tag endelig alle barnlige sjæle med i køkkenet. Kun fantasien sætter grænser for kreativiteten.
Jeg håber at I alle har en dejlig påske,
Kærligst fra Nip
PÅSKE CUPCAKES (12 personer)
CUPCAKES
150 g sukker
1 æg
100 g smør
1,5 dl sødmælk
275 g hvedemel
1 tsk bagepulver
3 tsk vaniljesukker
100 g ribs (eller andre bær)
100 g hvid chokolade (grofthakket)
Start med at tænde ovnen på 200 grader.
Pisk æg og sukker lyst og luftigt.
Smelt smøret og tilsæt herefter sødmælk. Hæld det i æggemassen.
Bland hvedemel, bagepulver og vaniljesukker sammen og sigt det i.
Vend ribs og hvid chokolade i dejen og fordel det i cupcake forme.
Bages i ca. 20-25 minutter og herefter skal de køle helt af.
CHOKOLADE FROSTING
100 g mørk chokolade
100 g smør (blødt)
100 g flormelis
+ Chokolade påskeæg
Smelt chokolade i en skål over vandbad eller i mikroovn og lad det køle lidt af.
Pisk blødt smør og flormelis godt sammen og tilføj herefter den afkølede chokolade.
Hæld det hele i en sprøjtepose med en tyl som kan lave ‘reder’ (fx Wilton 234) eller en anden tyl du kan lide.
Dekorér hver cupcake med chokoladefrosting og læg herefter et par chokolade påskeæg i midten.
Kan man bruge frosne bær? 🙂
Hvor lang tid før kan man ca. lave cupcakes uden de bliver tørre når man spiser dem? 🙂
Hej Charlotte,
Du kan lave dem flere uger før, hvis du opbevarer dem i fryseren. Hvis de skal stå i køleskabet, så synes jeg at de er bedst når de har stået 1 dag. Du kan også lade dem stå 2-3 dage, men det optimale er at lave dem dagen før de skal spises 🙂
Mange Hilsner Nip