Som jeg nævnte forleden har jeg indgået et spændende samarbejde med Jakobsens Honning, og i dag er det en nem og virkelig god jordbærdessert med crumble på glas.
Det her er en af de opskrifter som kan laves kort før at gæsterne er på trapperne. Så selvom at den måske ser vanskelig ud, så kan den laves hurtigt.
Desserten består af en sprød honning crumble i bunden, jordbærmousse og jordbærgelé. De sjove koraller eller tuiles du ser på toppen af desserten er en nem måde at lave dekorativ pynt til en kage eller dessert. De kan nemt undlades, men de giver et fint finish på desserterne sammen med de flotte røde jordbær.
Påskekagen med citron og honning som jeg også har lavet i samarbejde med Jakobsens Honning finder du her. Denne lille jordbærdessert er også perfekt her i påskedagene, eller en anden god gang i foråret og sommeren. Jeg håber at du vil kunne lide den.
Kærligst fra Nip
JORDBÆRDESSERT MED CRUMBLE (6 personer)
HONNING CRUMBLE
3 spsk honning (fx økologisk cremet smagfuld fra Jakobsens)
60 g havregryn
90 g koldt smør
80 g hakkede mandler
Alle ingredienserne blendes eller æltes og spredes ud på et stykke bagepapir.
Bages ved 175 grader i ca. 10 minutter til det er gyldent. Lad det køle helt af.
Smuldr det let sammen og fordel det i bunden af 6 glas.
JORDBÆRMOUSSE
2 blade husblas
150 g jordbær
2 spsk smørepålæg med jordbær og honning
Saft af 1 citron
1,5 dl piskefløde
Start med at lægge husblas i blød i koldt vand.
Varm jordbær, smørepålæg og citronsaft op til jordbærene er helt møre.
Stavblend det hele og si det efterfølgende, så der blot er en fin jordbærsirup tilbage.
Vrid husblassen fri for vand og smelt den i jordbærsiruppen. Lad det køle af.
Fløde piskes til flødeskum og jordbærsiruppen vendes forsigtigt i.
Hæld det ned i hvert dessertglas og sæt dem herefter i køleskabet til de har sat sig.
JORDBÆRGELE
1 blad husblas
2 spsk smørepålæg med jordbær og honning
Saft af 1 citron
Start med at lægge husblas i blød i koldt vand.
Varm smørepålæg og citronsaft op i en gryde og smelt husblassen deri. Lad det køle af.
Hæld nu lidt afkølet jordbærgele i hvert glas og sæt dem tilbage på køl.
TUILES
15 g smagsneutral olie
30 g vand
5 g hvedemel
Lidt rød farve
Bland olie, vand, hvedemel og rød farve, og steg det på en meget varm pande til der ikke er mere olie tilbage.
Læg derefter din tuiles på et stykke køkkenrulle, som kan suge det sidste olie.
Når dine tuiles er kolde kan de anvendes til dekoration.
DEKORATION
6 friske jordbær
Rød skovsyre
Skær jordbær i stykker og placer dem ovenpå hver dessert med rød skovsyre og et stykke tuiles.
Hej Nip,
Hvad kan man bruge i stedet for https://jakobsens.com/da/forbruger/180-g-smoerepaalaeg-jordbaer-honning/ når man nu ikke kan få det mere?
Hej Hannah,
Gud ja, jeg kan godt se at produktet er udgået.
Du kan evt. tilføje lidt honning eller sukker til din jordbærlage – så skulle du gerne få det søde element i moussen 🙂
Mange Hilsner
Nip
Hej!
Det ser flot ud! Hvordan laver man tuiles. Det giver simpelthen ikke noget flot netværk at gøre det efter opskriften, selv om alt er målt præcist op. ØV
Hej Grethe,
Øv hvor træls det ikke virker for dig. Du kan evt. se en video som denne på youtube: https://www.youtube.com/watch?v=Q_urZxcUe-0
Mvh Nip