Imens at jeg drømmer om selv at kunne plukke friske hindbær, så må jeg indtil videre nøjes med dem fra supermarkedet. Til gengæld gjorde de sig altså virkelig godt i denne hindbærtærte med pistacie.
Det var en af weekendens søde projekter, som Martin og jeg kastede os over, og vi blev begge svært tilfredse med både udseende og smag. Imens at Martin lærte mig at lave flere lækre skumfiduser, så lærte jeg ham at lave denne her tærte.
Den består af en sprød og virkelig lækker mørdej med mandelmel, pistacie frangipane, hindbærmousse og friske bær. Ovenpå lavede Martin en fin snirkel af chokolade imens at jeg var igang med at spraye kagen med velvetspray. Den er meget nemmere end den måske lyder, for formen vi har brugt indeholder både en tærte- og en mousseform. Og se så lige snittet på billedet herunder, blev det ikke fint?
Kærligst fra Nip
HINDBÆRTÆRTE MED PISTACIE (8 personer)
HINDBÆRMOUSSE
2 blade husblas
100 g hindbær
1/2 citron
Korn af 1/2 vaniljestang
30 g sukker
1 dl fløde
Læg husblas i blød i koldt vand
Varm hindbær, citronsaft, vaniljekorn og sukker op. Stavblend og si det i en lille skål.
Vrid husblassen fri for vand og smelt den i. Lad det køle til stuetemperatur.
Pisk fløden til flødeskum og vend den afkølede hindbærsirup i.
Hæld moussen i en silikoneform og sæt den i fryseren til den er gennemfrossen.
TÆRTEBUND
40 g mandelmel
125 g hvedemel
60 g flormelis
125 g koldt smør
1/2 æg
Mandelmel, hvedemel og flormelis blandes i en skål. Tilsæt smør i tern.
Nulr smøret godt sammen med de tørre ingredienser til det ligner rasp.
Pisk ægget let og saml dejen med ægget. Pak dejen ind og læg den på køl i ca. 20-30 min.
Når dejen er kold rulles den ud (2 mm) og kommes i tærteformen.
PISTACIE FRANGIPANE
100 g sukker
100 g blødt smør
100 g pistaciemel (groft-blendet pistacienødder uden skal)
1 æg (small)
Pisk alle ingreidenserne godt sammen og fordel det i formen beklædt med tærtedej.
Lad det dog ikke gå helt op til kanten af formen. Bag den i ca. 20 minutter ved 200 grader.
Lad tærten køle helt af.
SAMLING + DEKORATION
Pink velvetspray
Ruby Chokolade (Callebaut)
Friske hindbær
Pistacienødder uden skal
Tag den frosne hindbærmousse ud af fryseren og læg den evt på bunden af to vandglas.
Spray med velvetspray og flyt herefter moussen over på den afkølede tærte.
Temperér Ruby chokolade og lav fine chokolade snirkler.
Skær hindbær over i halve og dekorér med både dem og knaldgrønne pistacienødder.
Har bagt denne kage, da jeg skyldte kage på kontoret, og skal hilse fra mine kollegaer, og sige, at den smagte megalækkert, så der er flere af dem, som skal ind på denne side og studere dine lækre opskrifter. Tak for at du deler dem med os Nipuni Juilie <3 <3
Hej Jette,
Det gør mig bare så glad at høre at dine kollegaer og dig var vilde med kagen. Tak for din søde besked – det betyder virkelig meget. God weekend 🙂 Mange Hilsner Nip
Hej nip,
Hvad er tricket til at få så skarpe kanter? mine kanter falder altid sammen og ned over fyldet 🙁
Hej Camilla,
Jeg tænker at du mener tærtedejen, ikke sandt?
Jeg bruger en perforeret tærteform og bageplade – dvs form og plade med små huller, som gør din tærte sprød og lækker fordi der kommer luft til. Du skal sørge for at trykke dejen fast i tærteformen, så falder den ingen steder. Promise 🙂
Mange Hilsner Nip
Hej Nip 🙂
Nu har jeg lavet denne et par gange! Helt vildt god ❤️
Men nu er jeg kommet til at glemme at putte et æg i pistacieblandingen – og kagen står i ovnen.. Har det nogen betydning? ♀️
Mvh Line
Hej Line,
Hvor dejligt at høre, tak for dine søde ord!
Jeg har aldrig selv prøvet uden æg, men ægget får det til at hæve og gør også at det ikke er for tørt. Men mon ikke at din blev god alligevel, det håber jeg. Mange Hilsner Nip
Har ikke denne form, men en rund, hvilken str skal jeg bruge, til denne opskrift?
På forhånd mange tak.
Super smuk tærte❤️ Vh Helle
Hej Helle,
Jeg tror du skal bruge en som er ca 20-24 cm i diameter 🙂 Tak for pæne pæne ord.
Mange Hilsner Nip
Hej nip
Er igang med at prøve denne lækre tærte og kunne godt tænke mig at bruge den til en fest, hvor der også skal være en masse andre kager. Derfor vil jeg høre om man kan fryse den ned og hvor længe den kan være på frys?
Hej Mia,
Jeg har ikke prøvet at fryse denne, men har prøvet andre tærter og det kan man godt. Et par uger før kan du godt lave den i så fald 🙂
Mange Hilsner Nip
Er det saltet pistacie nødder?
Hej Tine,
Nej det er usaltede og afskallede pistacienødder. De kaldes nogle gange ‘Konditorpistacie’.
Mange Hilsner Nip