Fastelavnsboller kommer i alle afskygninger og disse choux au craquelin med solbær og hvid chokoladecreme er lige strøget ind i samlingen. Jeg elsker vandbakkelse med kiks som det jo egentlig er.
Jeg har valgt at flække dem på midten og fylde dem med syrlig solbærmarmelade og en lækker og luftig chokoladecreme med citron. De er nemme og de er piv-gode!
Det tager ingen tid at lave vandbakkelser og heldigvis for det. Jeg har gjort det endnu nemmere at lave disse fastelavnsboller, da jeg har købt mig til en god solbærmarmelade. Den hvide chokoladecreme kan du sætte på køl om aftenen før du vil lave fastelavnsbollerne og så tager det ikke lang tid at smække disse små hapsere sammen.
Du kan også finde en udgave med vaniljecreme og hindbær her eller en version med marengs og lemoncurd her.
Jeg ønsker jer alle en dejlig onsdag,
Kærligst fra Nip
CHOUX AU CRAQUELIN MED SOLBÆR (10-12 stk)
HVID CHOKOLADECREME MED CITRON
2 blade husblas
5 dl piskefløde
130 g hvid chokolade (hakket)
1 økologisk citron
Start med at lægge husblas i blød i koldt vand.
Varm fløde, citronskal (1 citron) og citronsaft (1/2 citron) op til lige under kogepunktet.
Hæld det over den hvide chokolade og lad det stå i 1-2 minutter før det røres sammen.
Vrid husblassen for vand og smelt den i.
Dæk skålen med husholdningsfilm så det rører ved overfladen af cremen.
Sæt skålen i køleskabet til den er helt kold. Gerne over natten.
KIKS
50 g smør
50 g rørsukker
50 g hvedemel
Ælt alle ingredienserne sammen og rul kiksedejen ud mellem to stykker bagepapir.
Læg det i køleskabet eller fryseren til det er koldt og udstik herefter runde kiks (ca. 5-6 cm i diameter).
Imens kiksedejen er på køl kan du lave vandbakkelserne.
VANDBAKKELSE
55 g smør
1 dl vand
1 tsk sukker
70 g hvedemel
2 æg / ca. 100 g sammenpisket
Start med at tænde ovnen på 200 grader.
Kog vand, smør og sukker op i en gryde til smøret er smeltet. Rør hele tiden i gryden.
Tag gryden af blusset og tilsæt melet.
Rør nu godt med en grydeske indtil at dejen er bagt af og nemt slipper gryden. Hæld dejen i en røreskål.
Dejen skal køle i ca. 10 minutter. Pisk herefter sammenpisket æg i dejen, lidt ad gangen.
Kom vandbakkelsesdejen på en sprøjtepose med stor tyl. Jeg har brugt en med takker denne gang.
Sprøjt dutter (ca. 5 cm) på en bageplade med bagepapir. Husk at lave god afstand mellem dem.
Læg en lille rund kiks på toppen af dem alle og bag dem i ca. 25-30 minutter. Hold øje med din ovn.
Lad vandbakkelserne køle af inden at de fyldes.
NIPS TIPS! Husk ikke åbne ovnlågen imens de er i ovnen, da vandbakkelsesdejen da vil klaske sammen.
SAMLING / DEKORATION
Chokoladecreme (som du har stående på køl)
Solbærmarmelade
Evt. frysetørret solbærpulver
Chokoladecremen piskes luftig på røremaskine eller med elpisker. Pas på den ikke skiller!
Hæld den i en sprøjtepose med stor stjernetyl eller en anden du kan lide.
Skær vandbakkelserne over og sprøjt to ringe af chokoladecreme på alle bundene.
Placér lidt solbærmarmelade i hver fordybning og læg toppen af vandbakkelserne ovenpå.
Dekorér evt. med et lille drys af solbærstøv på toppen.
Hej Nip. Kan cremen fryses og gemmes til en anden gang, hvis man har meget creme til overs?
Hej Katrine,
Beklager det sene svar – din besked har gemt sig!
Det kan den nok godt, men det er ikke helt sikkert at den har samme lækre konsistens efter en tur på frys.
Mange Hilsner
Nip
Hej Nip. Jeg skal forsøge at bage dem der i weekenden. Hvor længe kan kiksen holde sig sprød, tænker du? Jeg vil bage vandbakkelserne om morgenen ved 8 tiden og vi skal spise dem omkring kl.14
Hej,
Årh jeg tror det er for sent jeg svarer dig, desværre. Du kan sagtens bage vandbakkelserne den ene dag og opbevarer dem i en kagedåse til dagen efter, hvor du fylder dem før servering 🙂
Mange Hilsner Nip