I går holdte min gode veninde sin 30 års fødselsdag og jeg havde denne banakage med chokolademousse med til hendes kagebord. Banankage er bare altid godt og at den så er pakket ind i mousse, gør den bare endnu finere.

Jeg havde egentlig lidt glemt at jeg havde lovet at komme med en kage, så jeg måtte lige skynde mig at improvisere lidt. Det viste sig at blive en ret god idé, så nu skal I ikke snydes for opskriften.

Jeg har også tidligere lavet banakage på flere forskellige måde, så her kan du finde banan cupcakes og banankage med karamel. Mulighederne er mange og denne gang blev det med chokolademousse omkring. Dekorationen står dig som altid helt frit for, og mulighederne er uendelige.

Jeg tænker at bruge et par timer mere i køkkenet i dag at bage, for efter at Den Store Bagedyst startede i går, så har jeg haft bagetrang. Det program kan et eller andet magisk. Jeg ved ikke hvad jeg skal bage, jeg ved bare at jeg SKAL bage et eller andet.

Kan I have den dejligste søndag,
Kærligst fra Nip


BANANKAGE MED CHOKOLADEMOUSSE (ca. 12 PERSONER)

BANANKAGE
75 g smør
2 æg
100 g sukker
Korn af 1/2 vaniljestang
75 g hvedemel
1/2 tsk bagepulver
2 bananer (meget modne)
50 g mælkechokolade (grofthakket)

Start med at tænde ovnen på 180 grader
Smelt smøret og sæt det til side
Pisk æg, sukker og korn fra én vaniljestang til en lys, luftig og let masse
Vend herefter mel, bagepulver og det afkølede smør i.
Bræk de bananerne i små stykker og mos dem med en gaffel, og vend dem herefter i dejen.
Tilsæt chokoladen og hæld herefter dejen i en rund form (20 cm) og bag kagen i ca. 20-25 min.
Læg den kolde kage i en større form (24 cm) med bagepapir i bunden og kageplast i kanten.

MÆLKECHOKOLADEMOUSSE
4,5 blade husblas
3 dl piskefløde
300 g mælkechokolade
3 dl piskefløde (pisket til flødeskum)

Læg husblas i blød i koldt vand.
Kog 3 dl piskefløde op, smelt husblassen i og hæld det over chokoladen så det dækkes helt.
Lad det stå i 1 minuts tid, og rør så fra midten af skålen til det samler sig til en homogen creme.
Vend den afkølede chokoladecreme med flødeskum og hæld det over kagen.
Sæt den i fryseren eller køleskabet til den har sat sig helt og dekorér lige inden servering.

DEKORATION
Til denne kage har jeg revet chokoladespåner med et fint rivejern. Derudover har jeg dekoreret med chokoladeperler, chokoladesnirkler og chokolade macarons

4 comments on “Banankage med chokolademousse”

  1. Hej! Det lyder til at være en lækker kage 🙂
    Hvor længe anbefaler du at den skal stå i køleskabet, når moussen skal sætte sig?
    Mvh

    • Hej Signe,
      Hvor dejligt du synes det. Banankage er altid lækkert hvis du spørger mig.
      ALlerhelst til dagen efter, for at kagen sætter sig bedst, men ellers i 4-5 timer. Hvis det skal gå meget stærkt kan du smide den i fryseren 😉
      Mange Hilsner Nip

  2. Hej Julie
    Jeg elsker at kigge paa din hjemmeside, og give mig i kast med nogen af dine kager.
    Kan du vise hvordan du har lavet din lange chokoladesnirkel?
    Jeg har kun proevet at lave snirkler med en stribe, jeg kan ikke lige se hvordan jeg kan faa flere striber til at sidde sammen.
    Haaber du kan hjalpe mig.
    Hilsen
    Katrine

    • Hej Katrine,
      Sikke nogle søde ord, tusinde tusinde tak 🙂
      Chokoladesnirkler kan du helt sikkert finde, hvis du søger på YouTube, eller måske på Google.
      Det foregår på samme måde med flere striber, du vrider dem bare ikke helt fra hinanden (som ved de enkelte).

      Mange Hilsner
      Nip

Skriv et svar