Hjemme hos mig rimer efterår og æbler på hinanden. Her får I en opskrift på en smaddergod og meget nem æbletærte med nøddemazarin.
Den er måske ikke et festfyrværkeri at se på, men jeg lover jer for at det er en kage som nærmest ikke kommer på tallerkenen før at den er væk igen.
For et års tid siden lavede jeg denne tærte både med pærer og med æbler, og begge dele fungerer virkelig godt sammen med den lækre nøddemazarin. Jeg elsker kombinationen af æbler og hasselnødder, men vil du hellere anvende eksempelvis mandler kan du sagtens gøre det.
OG husk så at tilføje rigeligt med flødeskum, cremefraiche, vaniljeis eller noget andet godt til. Jeg er personligt helt pjattet med flødeskum, så det spiser jeg næsten altid til tærter ligesom jeg har gjort her.
Mange kærlige hilsner,
Nip
ÆBLETÆRTE MED NØDDEMAZARIN (6-7 personer)
TÆRTEBUND
150 g hvedemel
40 g flormelis
1 nip salt
1/2 æg
85 g koldt smør
Hvedemel, flormelis og salt blandes i en skål og det kolde smør (skåret i små tern) tilsættes.
Nulr smøret godt sammen med de tørre ingredienser til det ligner rasp.
Pisk ægget let og saml dejen med ægget. Pak den ind og læg den på køl i ca. 20-30 min.
Når dejen er kold rulles den ud (2 mm) og kommes i en tærteform (ca. 20-22 cm).
Jeg anvender en perforeret tærteform og en perforeret bageplade (uden bagepapir).
En anden tærteform kan selvfølgelig også anvendes, men ovenstående gør bunden ekstra sprød.
NØDDEMAZARIN
100 g hasselnødder
150 g marcipan (groftrevet)
100 g sukker
100 g brunet eller alm. smør (smeltet og afkølet)
1 æg
Hak hasselnødderne groft og bland ca. 60 g af det med de øvrige ingredienser.
De resterende ca. 40 g nødder anvendes til dekoration ovenpå tærten når den er bagt.
Fordel nøddemazarin i tærtebunden.
ÆBLEBÅDE
1-2 æbler
Kanelsukker
Skyl æblerne, fjern kernehuset og skær dem i både.
Pres forsigtigt æblebådene ned let ned i nøddemazarinen.
Drys med kanelsukker og bag tærten i ca. 40 minutter ved 175 grader.
Drys med de resterende hasselnødder og lad kagen blive serveret lun.