
Æbleskiver er og bliver indbegrebet af jul. I min familie har der, siden før jeg blev født, været en tradition om at vi spiser æbleskiver sammen. Hjemmelavet – altid hjemmelavet. Mange er kommet ind i familien og sidste år lavede min storebror intet mindre end 300 stk. Vi er ret pjattet med dem kan I godt høre.
Jeg kan desværre ikke komme til den årlige æbleskivetradition dette år, så derfor har jeg sammen med min veninde lavet hjemmelavet æbleskiver på den go’e gammeldaws måde.
Denne dessert-kage er min uden tvivl favorit hvis det skal gå stærkt og tiden er knap. Det var den i går, juleaftensdag, da gæsterne var på trapperne. Jeg fik derfor bikset denne sammen og alt blev spist, trods at den var ganske stor og der tilmed var flere forskellige kager og julegodter på bordet. Men man går altså ikke galt i byen med en Pavlova med chokoladecreme, flødeskum og bær.
I går, lille juleaften, tog jeg på den helt store tur for at komme på julebesøg hos mennesker jeg ikke har set længe. Jeg synes at det er så hyggeligt at køre rundt på besøg, også selvom at nogle af besøgene var forholdsvis korte. Det var en lang, men helt igennem fantastisk lille juleaften. Jeg besøgte blandt andet en af mine bedste venner og hans søde, rare familie, som jeg kender ret godt. Hans stedfar skrev for nogle dage siden, at adgangsbilletten, som han så fint kaldte det, skulle være en kage. Den skulle være god, være uden frugt, men med masser af chokolade.
Det er ikke så længe siden at jeg havde små søde slikmunde på besøg og serverede julegodter for dem. Det vakte tilsyneladende ret stor begejstring (også hos ham som normalt ikke spiser chokolade), for jeg nåede kun at fange ét eneste billede inden at små chokolade-jægere havde tømt fadet. Okay, jeg hjalp måske også til selv. Jeg har derfor i dag været i køkkenet og lavet endnu en portion, og denne gang en endnu større én af slagsen. Det kan også snildt være, at det bare er en undskyldning for at spise dem igen. Det vides ikke helt med sikkerhed. Der er kommet en stor portion ud af det og denne gang er det meget hyggelige og snaskede trøffelkugler med appelsinskal, karamel og mørk chokolade.