Studenterbrød er en spøjs og forpulet dejlig kage. Faktisk er studenterbrød en kombination af en sprød tærtebund, et lag syrligt marmelade, et godt lag trøffelmasse og glasur på toppen. What’s not to like?

Jeg har lavet helt klassiske studenterbrød, da jeg godt kan lide dem præcis som de er – bare på min egen måde og med mine egne kageopskrifter.

Jeg bruger både Nutella og god mørk rom i trøffelmassen, som jeg synes gør det eminent i både træstammer, trøfler og studenterbrød. Du kan naturligvis bruge rom-essens i stedet, men husk ikke at erstatte 1:1, da det da vil komme til at smage meget kraftigt af rom essens. Det er knapt så lækkert.

Jeg har dekoreret mine studenterbrød lidt anderledes, men du kan gøre det helt som du har lyst til. Fx med hvid glasur og regnbuefarvet krymmel som bageren også gør. Eller måske med frysetørret hindbær på toppen? Prøv dig frem – jeg glæder mig til at se dit resultat. Du kan som altid dele det med mig ved at tagge mig på Instagram eller sende mig et billede.

Kærligst fra Nip


STUDENTERBRØD (ca. 10 personer)

MØRDEJSBUND
150 g hvedemel
40 g flormelis
1 nip salt
1/2 æg
90 g koldt smør

Hvedemel, flormelis og salt blandes i en skål og det kolde smør (skåret i små tern) tilsættes.
Nulr smøret godt sammen med de tørre ingredienser til det ligner rasp.
Pisk ægget let og saml dejen med det. Pak den ind og læg den på køl i ca. 20-30 min.
Når dejen er kold rulles den ud og stikkes ud med en kvadratisk udstikker ca. 20 x 20 cm.
Prik huller i bunden med en gaffel eller bag den på en perforeret plade (uden bagepapir).
Bag bunden ved 200 grader til den er let gylden. Det tager ca. 10-12 minutter. Lad den køle af.
NIPS TIPS! Hvis ikke du har en kvadratisk form, så brug en alm. kagering som udstikker.

TRØFFELMASSE
500 g kagerester (evt. en god brownie)
150 g Nutella
5 spsk hindbærmarmelade
5 spsk god mørk rom
5 spsk kakao

Bræk kageresterne i små stykker og kom dem i en skål. Tilsæt de resterende ingredienser og ælt.
Brug samme form som du udstak bunden med og placér denne på et skærebræt med bagepapir under.
Pres nu trøffelmassen ned i formen og sørg for at det bliver så jævnt som muligt.
Sæt formen i fryseren i ca. 30 minutter (eller dobbelt så lang tid i køleskabet).

SAMLING OG DEKORATION
Hindbærmarmelade
Flormelis
Past. æggehvider
Farver (fx. orange, lilla og lyserød)

Smør et lag hindbærmarmelade på den afkølede mørdejsbund.
Læg herefter den kolde trøffelmasse ovenpå så kanterne flugter.
Bland flormelis og past. æggehvider (eller lidt lunt vand) til en god tyk glasur.
Farv eksempelvis din glasur i tre farver og hæld skiftevis lidt af farverne på kagen.
Tag herefter en tandstik eller anden spids ting og lav swirls i glasuren, for at skabe et mønster.
Du trækker altså tandstikken rundt i glasuren, så farverne blandes sammen.
Sæt kagen på køl til det har sat sig og skær den herefter ud i passende stykker og anret dem på et fad.

2 comments on “Studenterbrød”

  1. Har tænkt mig at lave dem til min datters fødselsdag men har ikke rom hvor meget rom essens tror du der skal i?

    • Hej Wicky,
      Smag til, for rom-essens er meget kraftigt i smagen, så der skal ikke så meget til 🙂 Måske bare 1 tsk, men smag til.
      Mange Hilsner Nip

Skriv et svar