Annonce – I samarbejde med Sinnerup.
Hvis ikke vi skal have en sommerkage med røde bær så ved jeg snart ikke. Ribs, hindbær og jordbær på toppen af en saftig mazarinkage med Nutella og konditorcreme. Den minder egentlig en hel del om en jordbærkage, men så alligevel lidt anderledes.
Inde på min Instagramprofil, kan du se hvordan jeg laver kagen fra start til slut. Jeg håber at det kan bruges når du forhåbentlig selv har lyst at kaste dig ud i at bage den.
Hvis du før har lavet min jordbærkage i glas, så vil du se en stor lighed til denne kage.
Jeg har bagt sommerkagen med røde bær i en af de nye springforme fra Sinnerup. Det er blevet mine yndlingsforme, for de er meget nemme at arbejde, kagen klistrer ikke til formen og selve formen er også meget nem at fore med bagepapir. Sidstnævnte viser jeg jer inde på min instagram.
Nu håber jeg at du har lyst til at kaste dig ud i kagen som jeg simpelthen bare elsker. Du behøver i øvrigt ikke at bruge 3 slags bær som jeg. Du kan pynte med lige præcis de bær (eller andet frugt) du har lyst til.
Kærligst fra Nip
SOMMERKAGE MED RØDE BÆR (10 personer)
KONDITORCREME
Korn af 1 vaniljestang
2 dl sødmælk
50 g æggeblommer
30 g sukker
0,5 dl sødmælk
25 g maizena
2 dl piskefløde (pisket til flødeskum)
Start gerne med konditorcremen, da den skal køle ned.
Vaniljekorn, den tomme vaniljestang og 2 dl sødmælk varmes op til lige under kogepunktet.
I en skål piskes æggeblommer, sukker, 0,5 dl sødmælk og maizena sammen.
Under piskning hældes vanilje-mælken ned i æggemassen.
Herefter hældes det over i gryden igen og kog cremen op imens der hele tiden røres i gryden.
Hæld cremen i en skål og læg film på selve cremen, så der ikke dannes kondens.
Sæt cremen på køl i et par timer til den er helt kold.
Før servering tager du vaniljestangen op og pisker cremen godt. Vend flødeskum i.
MAZARINKAGE
200 g blødt smør
150 g sukker
1 tsk vaniljesukker
1 økologisk citron
90 g mandelmel
175 g marcipan (groftrevet)
nip salt
3 æg
Start med at tænde ovnen på 175 grader.
Riv marcipan på et groft rivejern og citronskal på et fint rivejern. Gem selve citronen til senere.
Pisk alle ingredienserne (pånær æg) sammen. Tilsæt herefter 1 æg af gangen og pisk mellem hvert æg.
Fordel dejen i en foret springform (ca. 22-23 cm) og bag den midt i ovnen i ca. 30 minutter.
Lad kagen køle helt af før du fortsætter.
ANRETNING
Jordbær, hindbær og røde ribs
4-5 spsk Nutella
Placer kagen på et fad.
Smelt forsigtigt Nutella i mikroovn (ca. 5-10 sekunder) og smør det ud på kagen.
Fordel ligeledes konditorcremen ovenpå kagen og herefter (de rene og skyllede) bær.