Annonce – I samarbejde med Sinnerup.
Min mor bager denne græskarkage hele tiden, og jeg mener HELE TIDEN. Den er smadder god, så jeg forstår hende godt. Faktisk har jeg også selv bagt den 3 gange den seneste uges tid.

Hvis du kan lide svampede kager og kager som minder om gulerodskage og squashkage, så vil du også kunne lide denne. Det er jeg ganske sikker på.

Jeg har bagt kagen i en af Sinnerups nye silikoneforme. Jeg elsker formen! Du kan også sagtens bage den i en springform, så vil jeg nok bruge ca. str. 20-24. Tjek altid efter med en kødnål eller lignende, så kagen ikke får hverken for lidt eller for meget.

Græskarkagen er toppet med en helt klassisk creamcheesefrosting med vanilje og citron. Jeg håber at I vil få glæde af opskriften her i efteråret hvor der er rig mulighed for at finde græskar i både haver og supermarkeder. God bagelyst!

Kærligst fra Nip


GRÆSKARKAGE (8-10 personer)

GRÆSKARKAGE
ca. 400 g valgfri græskar (uden skræl)
175 g brun farin
75 g rørsukker
3 æg
1,75 dl vindruekerneolie
1 økologisk appelsin (saft og fintrevet skal)
1-2 tsk ingefær (fintrevet)
1 tsk stødt kanel
1 tsk stødt kardemomme
1 tsk salt
1 tsk bagepulver
1 tsk natron
225 g hvedemel

Start med at skære græskar ud og kom det i en gryde. Tilføj lidt vand og lad det koge i 15-20 min. ved middelvarme.
Hæld overskydende vand fra og stavblend forsigtigt eller mos med en gaffel. Lad det køle af.

Pisk brun farin, rørsukker, æg, vindruekerneolie, appelsinsaft, appelsinskal og ingefær sammen.
Kanel, kardemomme, salt, bagepulver, natron og hvedemel blandes sammen i en anden skål.
350 g græskarmos blandes i de våde ingredienser. Herefter sies og vendes de tørre ingredienser i.
Spray din silikoneform med bagefedt eller lidt smagsneutral olie. Hæld dejen i.
Bag græskarkagen ved 170 grader varmluft i ca. 30-35 minutter. Lad kagen køle helt af.

CREAMCHEESE FROSTING
150 g flormelis
100 g blødt smør
150 g flødeost (fx Philadelphia original)
1 tsk vaniljepaste eller tilsvarende vaniljesukker
Skal af 1 økologisk citron

Pisk flormelis og smør sammen til det er lyst og luftigt.
Tilsæt de øvrige ingredienser og pisk videre til en ensartet konsistens.
Fordel det ovenpå kagen med en kniv eller hæld det på en sprøjtepose med en flot tyl og sprøjt et flot mønster.
Dekorér evt. græskarrkagen med spiselige blomsterr og chokoladekugler som jeg har gjort her.