Annonce – anrettet i dessertglas fra Sinnerup.
Sidst jeg besøgte mine forældre fik jeg en masse fine røde ribs med hjem og de er nu forvandlet til denne ribsdessert i glas med en top af brændt marengs og et lag sprødt crumble i bunden. Det er ik’ så ring’ endda, vil jeg gerne hilse at sige.
Du kan også bruge andre bær end ribs, men jeg synes bare at de er så pokkers gode og syrlige, hvilket passer godt til den søde brændte marengs.
Jeg var for ikke så lang tid siden forbi Sinnerup, hvor jeg fandt de fineste dessertglas som jeg synes passer perfekt til netop denne dessert. Du kan bruge lige de glas du har lyst til. Disse glas er til 2 store desserter, så hvis du bruger mindre glas kan du godt få portionen til at række til 4 små desserter.
Har du ribs i haven er det bare om at få plukket dem og ellers er jeg sikker på du også kan finde nogle i et supermarked – lækkert er det hvert fald med de syrlige bær. Det er vi ellevilde med herhjemme.
Søde sommerhilsner,
Nip
RIBSDESSERT I GLAS (2-4 glas)
CRUMBLE
30 g koldt smør
30 g flormelis
50 g mandelmel
1 nip salt
1 nip groft lakridspulver (kan undlades)
Tænd ovnen på 175 grader (varmluft).
Smuldre smør, flormelis, mandelmel og salt sammen og spred det ud på en bageplade med bagepapir.
Bages i ca. 5-7 minutter eller indtil det er gyldent. Lad det køle helt af og tilføj en smule lakridspulver.
Fordel din crumble i 2-4 glas. Jeg har til denne opskrift brugt 2 store dessertglas.
RIBSMOUSSE
1,5 blad husblas
150 g ribs
75 g sukker
1/2 tsk vaniljesukker
Saft af 1/2 citron
1,5 dl piskefløde
1 æggehvide
1-2 spsk flormelis
Start med at lægge husblad i blød i koldt vand.
Ribs, sukker, vaniljesukker og citronsaft koges op til lige under kogepunktet. Stavblend herefter.
Sies til en ribssirup og husblassen smeltes heri. Lad det køle til stuetemperatur.
Piskefløde piskes til flødeskum i en skål. Æggehvide + flormelis piskes til marengs i en anden skål.
Vend forsigtigt flødeskum og ribssirup sammen og vend herefter marengsen i.
Hæld det på en sprøjtepose og fordel det over din crumble i alle glas. Stilles på køl i min. 1 time.
MARENGS
2 æggehvider
150 g sukker
50 ml vand
+ gasbrænder
Pisk æggehviderne stive og sæt dem til side.
Varm sukker og vand op til 117 grader og hæld det i en tynd stråle ned i æggehviderne imens der piskes.
Pisk i ca. 5-8 minutter. Marengsen skal være helt sej.
Fyld marengsen på en sprøjtepose med en flot tyl. Sprøjt det i hvert dessertglas og brænd med en gasbrænder.
Dekorér med friske ribs og evt. et lille nip lakridspulver. Så er der serveret.
Hej Nip
Det lyder virkelig lækkert. Men desværre har jeg ingen ribs. Kan man evt bruge rabarber i stedet for ribs? Og skal der i så fald laves noget om på opskriften, eller vil du hellere anbefale en anden opskrift, der vil være bedre til rabarber?
Mvh. Bodil