Udover at Martin og jeg sidste søndag lavede rabarbertrifli, så lavede vi også denne store pandekagekage med nutella og hindbær. Har I nogensinde smagt det? Hvis ikke, så bliver I simpelthen nødt til at prøve det.
Vi havde begge seriøse cravings for pandekager, og det endte med at vi besluttede os for at bygge en helt anden slags lagkage end den traditionelle med lagekagebunde.
Vi lagde skiftevis pandekagerne sammen med et lag nutellacreme og et lag hindbærcreme. Det er en kombination som jeg er virkelig glad for, og det håber jeg også at I bliver. Den er nem at lave og kan lægges sammen med marmelade, lemoncurd, flødeskum eller noget helt andet.
Kærligst fra Nip
PANDEKAGEKAGE MED NUTELLA OG HINDBÆR (12-14 personer)
PANDEKAGER
10 æg
4 dl mælk
1 dl øl
1 spsk sukker
350 g mel
+ smør til stegning
Pisk det hele sammen og si det nu ned i en høj kande. Sæt denne i køleskabet i ca. 30 minutter.
Varm en medium størrelse pande op og pensl med smeltet smør.
Bag nu pandekager af det hele. Vi fik ca. 15-20 pandekager ud af denne portion.
NUTELLACREME
2,5 dl piskefløde
3-4 spsk Nutella
Pisk begge dele sammen til en tyk creme.
HINDBÆRCREME
2,5 dl piskefløde
1 tsk vaniljepaste (eller tilsvarende i vaniljesukker)
200 g friske hindbær
Pisk fløde og vaniljepasta til en flødeskum.
Mas forsigtigt hindbær i en skål og vend dem i skummet.
SAMLING
Forskellige friske bær
Guldstøv
Læg en pandekage på fadet som din pandekagekage skal serveres på.
Herefter fordeles et tyndt lag nutellacreme og en pandekage, efterfulgt af et tyndt lag hindbærcreme og en pandekage.
Fortsæt sådan til der ikke er flere pandekager, og fordel så et lag nutellacreme på toppen.
Fordel de friske bær på toppen og pynt med lidt guld.
Sæt kagen i køleskabet i ca. 30-40 min, så den kan sætte sig lidt. Herefter kan den skæres fint ud.