Det er faktisk ikke første gang jeg laver denne brownie med hindbær, men jeg synes at kombinationen er så god, så denne kage har jeg lavet igen.
Brownien er tung og moussen er sød. Øverst er et lag citruscreme, som gør kagen lidt syrlig, og det passer ret godt til. Denne her kage er en af de nemmere kager, og så kan den (som mange andre) dekoreres på utallige måder.
Denne Store Bededagsferie står virkelig i bagningens tegn. Forleden var det disse Snickerssnitter fra Den Store Bagedyst, og i går bagte jeg både denne kage og lavede is. Jeg har mange nye kage- og dessertplaner i ærmet og jeg glæder mig meget til at vise jer hvad det er.
Jeg ønsker jer alle en skøn søndag,
Kærligst fra Nip
BROWNIE MED HINDBÆR (10 personer)
BROWNIE
150 g smør
150 g mørk chokolade
150 g sukker
2 æg
110 g hvedemel
Start med at tænde ovnen på 175 grader.
Smelt smør og chokolade over vandbad eller i mikroovn og sæt det til side.
Sukker og æg piskes til en lys og luftig masse og chokoladeblandingen piskes i.
Vend til sidst hvedemel i og hæld dejen i en springform (20cm) med bagepapir i bunden.
Bag kagen i ca. 20 minutter og lad den køle af. Udstik herefter en mindre kage (ca. 14-16 cm).
Vask formen (20 cm), læg kageplast rundt i kanten og læg kagen tilbage.
NIPS TIP! Du behøver ikke at udstikke kagen. Du kan også hælde moussen direkte på hvis du vil.
Jeg udstikker brownien, for at skjule den med hindbærmousse.
HINDBÆRMOUSSE
200 g hindbær
3 blade husblas
75 g sukker
Korn af 1/2 vaniljestang
Saft af 1 citron
2 dl piskefløde
100 g græsk yoghurt (10 %)
Læg husblas i blød i koldt vand
Kog hindbær, citronsaft, sukker og vaniljekorn op og lad det simre i 5-10 minutter.
Stavblend og si herefter det hele, og smelt husblassen i. Lad det køle af.
Pisk fløden til flødeskum og vend det sammen med den græske yoghurt. Tilsæt hindbærsirupen.
Fordel det over hele kagen, så både kagens sider og overflade dækkes af mousse.
Sæt kagen i fryseren til den har sat sig helt.
CITRUSCREME
2 blade husblas
Saften fra 1 citron
1/2 dl vand
1,5 dl fløde
50 g flormelis
Lidt. pink farve
Husblas udblødes i koldt vand inden det skal anvendes.
De resterende ingredienser opvarmes i en gryde og husblassen smeltes i. Lad det køle lidt.
Hæld citruscremen over kagen og lad den sætte sig i køleskabet.
Dekorér til sidst kagen lige inden servering.
Hejsa. Jeg skal lave denne kage på torsdag, men den skal først serveres på lørdag og jeg vil derfor høre, hvor lang tid før du anbefaler at den tages ud af fryseren? Og må citruscremen først komme på når den tages ud af fryseren?
Hilsen Kathrine
Hej Kathrine,
Du kan evt. tage den ud af fryseren og sætte den i køleskabet 1-2 timer før servering. Jeg vil anbefale at du tilføjer citruscremen når du flytter kagen fra frys til køl 🙂
Mange Hilsner Nip
Hej Nip
Den ser vildt god ud
Lige et par spørgsmål: Når den at tø op i køleskabet på 1-2 timer, hvis den har stået på frost i flere dage?
Pynter man den lige når man tager den ud ag fryseren og sætter den i køleskabet?
Vh. Marina
Hej
Kan man godt bruge frosne hindbær?
Samt behøver kagen komme i fryseren, hvis den laves dagen før, kan den så nøjes med at stå i køleskabet?
På forhånd tak
Hilsen Lise
Hej Lise,
Ja du kan godt bruge frosne hindbær – det plejer jeg også at gøre 🙂
Du kan godt sætte den i køleskabet, men kanten på kagen bliver flottest efter en tur i fryseren, da moussen kan hænge lidt fast i kageplasten, hvis den kommer fra køleskabet fremfor fryseren.
Mange Hilsner
Nip
Hej Nip. Hvor længe kan den opbevares på frost før servering?
Hej Isabella,
Den kan godt stå på frost i flere uger før 🙂
Mange Hilsner Nip
Varm luft eller alm ovn
Det er almindelig 🙂