Hvis der er noget som ikke indeholder mange ingredienser, men alligevel nemt kan gå galt, så er det marengs. De kommer i alverdens farver, former og konsistenser, men her kommer mine bedste tips og tricks.

Her får I en helt basic opskrift, og så er det bare at prøve den med forskellige farver, tyller osv. Kun fantasien sætter grænser, for marengs kan se ud på utallige måder.

Det er også muligt at tilføje smag, eller måske drysse med glitter eller nøddeflager. Netop det kan være med til at pifte dem op på alverdens måder.

NIPS TIPS :: MARENGS

  1. Æggehviderne er nemmest at piske til skum hvis de har stuetemperatur.
  2. Sørg for at alle redskaber er helt rene. Lidt eddike kan hjælpe med at få bugt med urenheder.
  3. Det er nemmest at piske marengs i en metalskål, da den ikke binder fedt på samme måde som plastik.
  4. Pisk indtil at ALLE sukkerkorn er forsvundet, for at få den bedste marengs.
  5. Anvend pastafarve istedet for frugtfarve, da pastafarve ikke vil gøre marengsmassen flydende.
  6. Vent gerne med at tage bagepladen ud af ovnen til ovnen er blevet kold, da de derved ikke falder sammen.
  7. Opbevar marengs i en lufttæt beholder. Eksempelvis en kagedåse eller lignende.

Kærligst fra Nip


MARENGS 

GRUNDOPSKRIFT
125 g past. æggehvider
125 g sukker
125 g flormelis
Evt. lidt pastafarve eller frysetørret bærpulver

Start med at tænde ovnen på 100 grader.
Pisk æggehviderne til skum på en røremaskine eller med en elpisker.
Imens der piskes tilføjes sukkeret på én gang.
Pisk indtil at man ikke længere kan se sukkerkorn i massen.
Herefter sigtes flormelis i, lidt af gangen.
Tilføj evt. også lidt pastafarve og/eller frysetørret bærpulver.
Kom marengsmassen på en sprøjtepose med den ønsket tyl.
Sprøjt dutter på bageplader med bagepapir og bag dem i ca. 50-60 minutter.
Eller sprøjt et stort hjerte eller fuglereder ud. Bages i ca. 1 time og 15 minutter.

Skriv et svar