Jeg tror vitterligt ikke at jeg kender nogen som ikke kan lide jordbær, så denne jordbærtærte med hasselnødde frangipane vil forhåbentlig vække begejstring hos de fleste.
Mine studieveninder og jeg tog den med til Aalborg hvor vi besøgte den ene af pigernes mor, og kagen var væk på ingen tid. Nedenfor kan I se det mest hyggelige sommerbord som var dækket da vi kom på besøg. Dét er da sommerligt!
Jordbær og sommer går hånd i hånd, hvis I spørger mig. Kagen er egentlig tiltænkt 8 personer, men vi var altså kun 4 til at spise den. Denne jordbærtærte er nemlig lavet med en sprød tærtebund, hasselnødde frangipane, mælkechokolade, konditorcreme og masser af friske danske jordbær. De danske jordbær er bare de allerbedste lige nu, og igen har jeg været på jordbærjagt i mine forældres store bed.
Med så lang en sommerferie som jeg har skal der laves masser af tærter og uden tvivl også flere med jordbær.
Kærlige sommerhilsner,
Nip
JORDBÆRTÆRTE MED HASSELNØDDE FRANGIPANE (8 personer)
MØRDEJSBUND
150 g smør (stuetemperatur)
280 g mel
100 g flormelis
Korn fra 1 vaniljestang
1 æg
Start med at tænde ovnen på 200 grader.
Ælt smøret sammen med mel og flormelis og saml det med ægget.
Læg dejen på køl i ca 30 minutter.
Rul dejen ud og fordel den i en tærteform (ca. 20-22 cm) og sæt den på køl i ca. 15 min.
Der er rigeligt med dej til at lave tærten større eller gemme det i køleskabet til en anden dag.
Prik huller med en gaffel i dejen og forbag tærtebunden i ca 10 minutter.
HASSELNØDDE FRANGIPANE
130 g hasselnødder
130 g sukker
130 g blødt smør
1 æg (small)
+ 70-100 g mælkechokolade
Blend nødderne i en minihakker til groft nøddemel. Det må godt stadig have lidt bid.
Pisk sukker og smør let, lyst og luftigt. Tilsæt nøddemel og æg og pisk herefter igen.
Fordel hele molevitten i den forbagte tærtebund og bag den nu i 20-25 minutter ved 175 graders varme.
Smelt chokolade over vandbad og smør det ud på kagen. Lad den køle helt af.
KONDITORCREME
Korn af 1/2 vaniljestang
1 dl sødmælk
25 g æggeblommer
15 g sukker
1/4 dl sødmælk
15 g maizena
1 dl piskefløde
Vaniljekorn, den tomme vaniljestang og 1 dl sødmælk varmes op til lige under kogepunktet.
I en skål piskes æggeblommer, sukker, den resterende del mælk og maizena sammen.
Under piskning hældes vanilje-mælken ned i æggemassen.
Herefter hældes det over i gryden igen og varmes op imens der hele tiden røres i gryden.
Hæld cremen i en skål og læg film på selve cremen, så der ikke dannes kondens. Sæt cremen på køl.
Pisk fløde til flødeskum og sæt det til side.
Tag vaniljestangen op og pisk cremen godt. Vend flødeskummen sammen med cremen.
Spred det ud på kagen med en paletkniv, og så er kagen klar til at blive dekoreret.
DEKORATION
Friske (danske) jordbær
Skyl alle jordbær og skær dem i tynde skiver. Læg dem som en blomst ovenpå cremen.
Dekorér evt. yderligere med lidt friske mynteblade og lidt blomster.