Annonce – bagt i ny springform som snart kommer i Sinnerup.
Jeg har testet flere gange og nu synes jeg at jeg er kommet frem til mit ultimative bud på en svampet gulerodskage med ostecreme. Klassisk, enkelt og forrygende godt.

Det kan godt være at den ikke ser ud af meget, men gulerodskage er og bliver et hit hos mig. Det er en af de kager jeg aldrig bliver træt af og specielt ikke denne med valnødder og masser af gulerod.

Nogle gange er det simple bare det bedste. Jeg elsker at lave moussekager i flere lag og med flot glaze, men sådan en helt simpel gulerodskage kan jeg derimod spise mange flere stykker af. Jeg har bagt den i en af de nye springforme fra Sinnerup, som lander både online og i butikker inden længe. Faktisk kommer der masser bagegrej, så I kan godt glæde jer!

Jeg håber at I har lyst til at prøve denne nemme og virkelig svampet gulerodskage!

Kærligst fra Nip


GULERODSKAGE (10 personer)

GULERODSKAGE
200 g brun farin
200 g smør (blødt)
3 æg
175 g hvedemel
2 tsk stødt kanel
1,5 tsk bagepulver
1 tsk salt
250 g gulerødder (skrællet)
En håndfuld valnødder

Start med at tænde ovnen på 175 grader.
Brun farin og blødt smør piskes luftigt. Tilsæt 1 æg af gangen og pisk mellem hvert æg.
Hvedemel, kanel, bagepulver og salt røres sammen i en skål og sigtes i dejen. Vend det sammen.
Riv gulerødderne på et groft rivejern og hak valnødderne groft. Vend begge dele i dejen.
Fordel dejen i en springform (22 cm) med bagepapir i bunden og lidt fedtstof i kanten.
Bages i ca. 35-40 minutter. Hold øje med en tandstik/kødnål. Lad kagen køle helt af.

OSTECREME
250 g flormelis
200 g blødt smør
150 g flødeost (fx Philadelphia original)
1 tsk vaniljesukker
Saft af 1/2 citron

Pisk flormelis og smør sammen til det er lyst og luftigt.
Tilsæt de øvrige ingredienser og pisk videre til en ensartet konsistens.
Fordel det ovenpå kagen med en kniv eller hæld det på en sprøjtepose med en flot tyl og sprøjt et fint mønster.

Skriv et svar