Det er vidst ingen hemmelighed at mine Snickers snitter i det første program af Den Store Bagedyst ikke så ud som på billederne her, men det skulle de jo altså have gjort.
Netop sådan her så de nemlig ud da jeg inden programmerne øvede dem herhjemme igen og igen. I dag deler jeg opskriften på mit allerførste bagværk i Den Store Bagedyst, så læs endelig med. De er MUMS!
Jeg tænkte på Snickers snitter med det samme jeg fik at vide at Favoritudfordringen skulle være snitter. Jeg er helt pjattet med saltkaramel, og tydeligvis også med lidt for meget salt. Upsi woopsi! Heldigvis kan man snildt skære noget af saltmængden væk i opskriften, og så er de virkelig virkelig gode med både en sprød peanutsbund, fyld af saltkaramel og masser af chokolade på toppen.
Mønsteret laves ved at sprøjte tynde striber chokolade vandret på kagen, med omkring 1-2 centimers afstand. Når der er striber på tværs af hele kagen tages en tynd og spids genstand som fx en tandstik, kødnål eller kniv, og så køres den lodret igennem de vandrette striber. Dette skal gøres med ca 4 cm afstand. Bagefter køres der imellem de lodrette striber den modsatte vej, og så skulle mønsteret som her gerne komme frem. Det er lidt svært at forklare det bedre end det her, men jeg håber at det giver bare lidt mening, ellers så skriv.
Hvis du vil læse mere om mine tanker og se billeder fra program 1, så kan det læses HER.
Rigtig dejlig og solrig mandag eftermiddag,
Kærligst fra Nip
SNICKERS SNITTER (8 personer)
PEANUT-KIKSEKAGE
110 g smør
100 g saltede peanuts
200 g hvedemel
100 g sukker
Start med at tænde ovnen på 190 grader.
Smelt smøret og sæt det til side.
Blend peanuts til groft mel og bland herefter alle ingredienserne sammen.
Pres dejen ned i en firkantet form beklædt med bagepapir.
Bag bunden i ca. 18-20 minutter og sæt den herefter på køl.
SALTKARAMEL
180 g karamelliseret chokolade
20 g lys sirup
2 dl piskefløde
100 g sukker
200 g saltede peanuts
Hak chokoladen og kom den i en skål sammen med siruppen. Stil skålen til side.
Varm piskefløden op til lige under kogepunktet og sæt herefter gryden til side.
Smelt sukker til karamel i en anden gryde. Rør helst ikke rundt i gryden, da der ellers dannes klumper af karamellen.
Hæld forsigtigt den varme fløde ned i karamellen og rør godt rundt.
Hæld den varme karamel-fløde hen over chokoladen.
Lad det stå i cirka 1 minut før den, fra midten af skålen, røres helt ensartet.
Tilføj de saltede peanuts og hæld hele molevitten over kiksebunden og sæt den i fryseren til det har sat sig.
DEKORATION
50 g karamelliseret chokolade
200 g mørk chokolade
50 g smør
½ dl piskefløde
+ Lidt havsalt og peanuts
Smelt de 50 g chokoladen, lad det køle lidt og hæld det så i lille sprøjtepose.
Smelt de 200 g chokolade og smøret over vandbad.
Tag det af, hæld fløden i, rør det sammen og hæld det over kagen.
Klip et lille hul i sprøjteposen med chokolade og lav mønster på kagen.
Sæt kagen tilbage i fryseren til den har sat sig helt og herefter kan den skæres.
Dekorer med havsalt flager og peanuts.
Hej nip
Kunne ikke lige læse mig frem til om formen må være af porcelæn? Og vil du mene det er en god kage at lave – fryse ned og så have i fryseren til når man får gæster? Altså hvor længe kan den ligge i fryseren og hvor længe før serveringen skal jeg så huske at tage den op?
Hej Tina,
Formen kan også være i porcelæn, men personligt synes jeg at porcelæn kan være svært at styre – temperaturmæssigt 🙂 Jeg har ikke prøvet at fryse den ned, men det tænker jeg sagtens at du kan gøre. Den skal formentlig tø op i hvertfald 2 timer (i køleskabet).
Mange Hilsner Nip
Hej Nip,
Jeg har ledt lidt efter den karamelliserede chokolade du bruger, men er meget i tvivl om præcis hvilken du anvender Har du mulighed for at skrive det korrekte navn ned?
Tak.
Line
Kan den laves dagen før servering? I så fald, hvornår skal den så ud af fryseren? Lige før servering eller efter nogle timer og så på køl natten over evt?
Hej Karina,
Ja det kan den godt. Hvis du ikke har travlt kan du nemt bare lade den sætte sig i køleskabet,
og tage den ud når I skal spise den 🙂
Mange Hilsner Nip
Kan du sige 1 til 10 hvor svært det er at lave den?
Hej Mette,
Det vil nok være 4 (på en skala hvor 10 er det sværeste). Det her er en af de nemmere opskrifter, men den skal have god tid til at sætte sig i, for ellers er den svær at skære Mange Hilsner Nip
Det ser helt sikkert ud som noget jeg må prøve, hvor stor skal formen være?
Hilsen Søs
Hej Søs,
Min form er vidst omkring 22×22 cm, så ca. i den størrelse, men du kan også bruge en som er lidt større.
Mange Hilsner Nip
Jeg er også på team salt
Det er godt nok dejligt at høre Jenny 😉 Tak for din besked.
Mange kærlige hilsner,
Nip
Dulce er en flødechokolade som har omkring 40% kakaoindhold
Whatever
Det lyder super lækkert Hvad er det for en chokolade du foreslår? Mærke?
Hej Brit,
Jeg anvender næsten altid Callebaut, hvilket jeg har gjort ved disse snitter. Ellers er jeg også ret glad for Valrhona.
Jeg håber du kunne bruge svaret. Rigtig god dag.
Mange Hilsner Nip