Det er vidst ingen hemmelighed at mine Snickers snitter i det første program af Den Store Bagedyst ikke så ud som på billederne her, men det skulle de jo altså have gjort.

Netop sådan her så de nemlig ud da jeg inden programmerne øvede dem herhjemme igen og igen. I dag deler jeg opskriften på mit allerførste bagværk i Den Store Bagedyst, så læs endelig med. De er MUMS!

Jeg tænkte på Snickers snitter med det samme jeg fik at vide at Favoritudfordringen skulle være snitter. Jeg er helt pjattet med saltkaramel, og tydeligvis også med lidt for meget salt. Upsi woopsi! Heldigvis kan man snildt skære noget af saltmængden væk i opskriften, og så er de virkelig virkelig gode med både en sprød peanutsbund, fyld af saltkaramel og masser af chokolade på toppen.

Mønsteret laves ved at sprøjte tynde striber chokolade vandret på kagen, med omkring 1-2 centimers afstand. Når der er striber på tværs af hele kagen tages en tynd og spids genstand som fx en tandstik, kødnål eller kniv, og så køres den lodret igennem de vandrette striber. Dette skal gøres med ca 4 cm afstand. Bagefter køres der imellem de lodrette striber den modsatte vej, og så skulle mønsteret som her gerne komme frem. Det er lidt svært at forklare det bedre end det her, men jeg håber at det giver bare lidt mening, ellers så skriv.

Hvis du vil læse mere om mine tanker og se billeder fra program 1, så kan det læses HER.

Rigtig dejlig og solrig mandag eftermiddag,
Kærligst fra Nip


SNICKERS SNITTER (8 personer)

PEANUT-KIKSEKAGE
110 g smør
100 g saltede peanuts
250 g hvedemel
100 g sukker

Start med at tænde ovnen på 190 grader.
Smelt smøret og sæt det til side.
Blend peanuts til groft mel og bland herefter alle ingredienserne sammen.
Pres dejen ned i en firkantet form beklædt med bagepapir.
Bag bunden i ca. 18-20 minutter og sæt den herefter på køl.

SALTKARAMEL
180 g caramel chokolade / dulcey chokolade / mælkechokolade
20 g lys sirup
2 dl piskefløde
100 g sukker
1/2 spsk havsalt flager (kan undlades)
200 g saltede peanuts

Hak chokoladen og kom den i en skål sammen med siruppen. Stil skålen til side.
Varm piskefløden op til lige under kogepunktet og sæt herefter gryden til side.
Smelt sukker til karamel i en anden gryde. Rør helst ikke rundt i gryden, da der ellers dannes klumper af karamellen.
Hæld forsigtigt den varme fløde og havsalt ned i karamellen og rør godt rundt.
Hæld den varme karamel-fløde hen over chokoladen.
Lad det stå i cirka 1 minut før den, fra midten af skålen, røres helt ensartet.
Tilføj de saltede peanuts og hæld hele molevitten over kiksebunden og sæt den i fryseren.

DEKORATION
50 g caramel chokolade / dulcey chokolade / mælkechokolade
200 g mørk chokolade
55 g smør
½ dl piskefløde
+ Lidt havsalt og peanuts

Smelt de 50 g chokoladen, lad det køle lidt og hæld det så i lille sprøjtepose.
Smelt de 200 g chokoladen og smøret over vandbad.
Tag det af, hæld fløden i, rør det sammen og hæld det over kagen.
Klip et lille hul i sprøjteposen med chokolade og lav mønster på kagen.
Sæt kagen tilbage i fryseren til den har sat sig helt og herefter kan den skæres.
Dekorer med havsalt flager og peanuts.

8 comments on “Program 1 – Snickers Snitter”

    • Hej Søs,
      Min form er vidst omkring 22×22 cm, så ca. i den størrelse, men du kan også bruge en som er lidt større.
      Mange Hilsner Nip

    • Hej Brit,
      Jeg anvender næsten altid Callebaut, hvilket jeg har gjort ved disse snitter. Ellers er jeg også ret glad for Valrhona.
      Jeg håber du kunne bruge svaret. Rigtig god dag.
      Mange Hilsner Nip

Skriv et svar