Denne dessert-kage er min uden tvivl favorit hvis det skal gå stærkt og tiden er knap. Det var den i går, juleaftensdag, da gæsterne var på trapperne. Jeg fik derfor bikset denne sammen og alt blev spist, trods at den var ganske stor og der tilmed var flere forskellige kager og julegodter på bordet. Men man går altså ikke galt i byen med en Pavlova med chokoladecreme, flødeskum og bær.

Denne består af en chokolademarengs (Pavlova), chokolade-Nutella-creme, flødeskum, friske brombær & jordbær, samt chokoladespåner og guldglitter. En (forholdsvis) let, uimodståelig sød og helt perfekt dessertkage, inden at den tunge og dejlige julemad blev indtaget.

Jeg håber at I alle sammen havde en smadder hyggelig juleaften.
I dag spiser jeg julemads-rester med familien, ser Alene Hjemme filmene og har smidt både dyner og puder på sofaen. Det er lige netop sådan vi allerbedst kan lide det og lige netop sådan det altid har været 1. juledag. De næste par dage skal der derimod øves og planlægges nytårskager og desserter.

Jeg håber at du nyder juledagene og får hygget lidt ekstra netop nu.

De kærligste og sødeste hilsner,
Nip


PAVLOVA MED CHOKOLADECREME, FLØDESKUM & BÆR (10 PERSONER)

MARENGSBUND
3 æggehvider
200 g sukker
75 g mørk chokolade

Start med at tænde ovnen på 125 grader.
Hak chokolade, smelt den over vandbad og sæt den herefter til side.
Pisk æggehviderne helt stive og tilsæt sukkeret.
Pisk til marengs-massen er blank og vend den smeltede chokolade i.
Fordel massen i en cirkel (ca 26 cm) på et stykke bagepapir.
Bag marengsbunden i 60 minutter og lad den efterefter køle af. Imens kan du lave chokoladecremen.

CHOKOLADECREME
100 g mælkechokolade
125 g blødt smør
75 g flormelis
75 g Nutella

Smelt chokolade over vandbad og sæt det til side.
Rør smør og flormelis sammen til det er ’fluffy’ og lyst.
Tilføj de resterende ingredienser, vend det hele godt sammen og fordel over marengsbunden.

DEKORATION
5 dl fløde
1 bakke brombær
1 bakke jordbær
Guldstøv
Chokoladespåner

Pisk fløden til flødeskum og smør det ovenpå chokoladecremen
Skær brombær og jordbær i halve og fordel tilfældigt på kagen.
Drys med guldstøv og chokoladespåner eller hvad du ellers synes vil klæde kagen.

Skriv et svar