Jeg har stadig ikke sådan helt lært at drikke kaffe, men denne kaffe-choko kage kan spises af alle. Også vi som ellers ikke er begejstret for at drikke kaffe. Denne her er nemlig blevet udover alle mine forventninger og jeg håber at I også vil kunne lide den.
Både den meget intense og tunge brownie indeholder kaffe, og mælkechokolademoussen gør det samme. Derudover er der et sprødt lag hasselnødde praliné mellem de to lag af brownie og mousse. Chokoladecremen udgør roserne og dutterne på kagen, men kan undlades. Det smager dog himmelskønt sammen med de andre komponenter.
Husk at læse opskriften godt igennem, da det kan være smart at starte med både at lave chokoladecreme og mousse som det første. En anden yderst god kaffe-kage med flydende karamel kan du desuden finde lige her.
Kærligst fra Nip
KAFFE-CHOKO KAGE (12 personer)
KAFFEBROWNIE
200 g smør
200 g mørk chokolade
1,5 dl friskbrygget kaffe
3 æg
200 g sukker
200 g mel
1/2 tsk flagesalt
Start med at tænde ovnen på 175 grader.
Smelt smør og chokolade i en skål over vandbad eller i mikroovn og tilføj herefter kaffe. Rør godt rundt.
Pisk æg og sukker til en lys og luftig æggemasse og bland det med choko-kaffe blandingen. Vend mel og salt i.
For en springform (ca. 24 cm) med bagepapir og hæld dejen i. Bag kagen i ca 25 minutter og lad den herefter køle af.
HASSELNØDDE PRALINE
100 g sukker
100 g vand
200 g hasselnødder
80 g mælkechokolade
Tænd ovnen på 200 grader og rist hasselnødderne i ca 6 minutter. Nulr så meget skal af hasselnødderne som muligt.
Sukker og vand varmes op til en gylden karamel på en pande.
Nødderne hældes i karamellen imens panden fortsat står på blusset. Rør godt rundt.
Hæld det hele ud på et stykke bagepapir og lad det køle helt af.
Blend det hele indtil de naturlige olier kommer ud og massen er let-flydende og lind i konsistensen.
Smelt mælkechokolade og bland det med nødde-blandingen. Sæt det herefter til afkøling.
Når det er kølet af smøres et godt lag ud på brownien og kagen sættes i køleskabet.
CHOKO-KAFFE MOUSSE
2 blade husblas
1 dl piskefløde
1/2 dl friskbrygget kaffe
150 g mælkechokolade
1,5 dl piskefløde (pisket til flødeskum)
Læg husblas i blød i koldt vand.
Kog 1 dl piskefløde og kaffe op, smelt husblassen i og hæld det over chokoladen så det dækkes helt.
Lad det stå i 1 minuts tid, og rør så fra midten af skålen til det samler sig til en homogen creme.
Vend flødeskum i til en en choko-kaffe mousse og hæld det på silikoneforme. Sæt formen i fryseren.
Når moussen har sat sig helt tages de ud af fryseren og placeres tilfældigt ovenpå kagen.
NIPS TIP! Moussen kan også hældes direkte ovenpå praliné-laget, hvis ikke du ønsker at støbe dem i en silikoneform.
CHOKOLADECREME
220 g piskefløde
100 g mælkechokolade (hakket)
110 g piskefløde varmes op til lige under kogepunktet og hældes over chokoladen. Rør det til en homogen masse.
De resterende 110 g (kold) piskefløde røres nu i. Læg husholdningsfilm helt ned på cremen, og sæt skålen i køleskabet.
Når det er helt kold piskes det til en tyk chokoladecreme, som herefter kan sprøjtes tilfældigt ud på kagen.
Jeg kan ikke få cream til at sætte sig hvad gør jeg forkert sidst blandede jeg den kolde flødeskum i selve gryden da den var kølet ned men da jeg satte den i køleskabet til natten over var den stadig splattet og flydende…Skal man hæle det flydende over i flødeskummen i den anden skål så den ikke bliver flydende
Hej Emma,
Det lyder mærkeligt. Jeg har ikke prøvet det du beskriver før. Du skal piske chokoladecremen op når den er blevet iskold, har du læst det? 🙂 Altså dvs at cremen vil være flydende efter du har haft den på køl og indtil at du har pisket den op.
Mange Hilsner
Nip
Når jeg vil lave karamellen, ender jeg bare med helt hvide krystaller.. hvad gør jeg forkert?
Hej Nadia,
Det lyder mærkeligt, det har jeg ikke oplevet før. De kan dog komme hvis du rører for meget i det 🙂
Mange Hilsner Nip
Hej Nadia,
Du skal bare blive ved med at varme krystallerne, så smelter de tilsidst og bliver til karamel.
Kh Anna
Hej Nip!
Jeg ønsker at støbe moussen og kagen ned i en silikone-form, men jeg er lidt bekymret for om der vil være nok mousse?
Min tanke er at putte mousse i en form og så kagen bagefter, så når kagen tages ud af formen, så ligger kagen i bunden. Er der nok mousse til det, eller er der kun nok mousse til at lave et par stykker mousse-halvkugler, som du har gjort?
Miky
Hej Miky,
Jeg tror at jeg for en sikkerhedsskyld ville lave dobbeltportion af moussen. Du kan altid fylde det resterende (hvis der er noget) i små glas eller i en anden form 🙂
Mange Hilsner Nip
Hej Nip
Hvilken størrelse silikoneformer bruger du til halvkuglerne øverst på kagen?
Hej Katrine,
De er vidst omkring 4,5 cm eller sådan. Bare brug den størrelse du har 🙂
Mange Hilsner Nip
Hej Nip. Hvilken tylle har du brugt til de store roser?
Hej Maiken,
De store roser er lavet med Wilton 2D og de små dutter er lavet med Wilton 32 🙂
Mange Hilsner Nip
Du skriver en kvadratisk form på 24cm. Men kan kagen bages i en kagering på 25cm på en bageplade? og skæres til bagefter
Hej Heidi,
Jeg har skrevet forkert i opskriften kan jeg se. Det kan være en hvilken som helst form (ca. 24-26 cm i diameter), så en kagering på en bageplade er rigtig fint. Den behøver ikke være 24 cm, så du skal endelig ikke skære den til. Godt Nytår 🙂
Mange Hilsner Nip
Sikke en smuk og absolut lækker kage:-)
Opskriften lyder himmelsk og skal gemmes og afprøves efter nytår.
Tak for dine mange spændende indlæg i årets løb, jeg har nydt dem alle og “savlet” over det meste:-)
Rigtig godt nyt, spændende, fantastisk, roligt, trygt, givende 2019 til du og dine:-)
Hej Tina,
Tusinde tusinde tak for sådan en sød besked, det gør mig glad at læse 🙂
Jeg håber at du følger med igen i det nye år, for der skal nok komme en masse nye opskrifter. Rigtig godt nytår til dig.
Mange Hilsner Nip
Kan kagen fryses når den er færdiglavet?
Hej Anette,
Ja det kan den sagtens. Intet problem 🙂 Jeg vil blot tage den ud 2 timer før servering, og sætte den i køleskabet indtil at den skal spises. Godt nytår!
Mange Hilsner Nip