Altså hvor jeg dog længes efter forår, små blomster der titter frem og solens stråler lige i smasken. Er jeg den eneste? Nej vel? Denne forårskage med hindbær og lakrids hjælper heldigvis med lidt farve og sommerlige smage i en ellers grå måned.

Opskriften (hvis du springer over pynten) er en af de nemme kager, men stadig med et knivskarpt snit. Se snittet længere nede i teksten.

Kagen består af en syrlig citronkage med hvid chokolade og ovenpå er der et lækkert lag cremet lakridsganache med et strejf af citron. Kagen er støbt ind i syrlig hindbærmousse og dekoreret så den til sidst blev en vaskeægte forårskage.

De som har smagt den har været begejstret, så det er nok ikke ligefrem sidste gang jeg laver denne kage. Jeg håber også at du vil prøve, for det der med hindbær og lakrids er ret vanedannende.

Rigtig god weekend til dig og dine,
Kærligst fra Nip


FORÅRSKAGE MED HINDBÆR & LAKRIDS (8 personer)

LAKRIDSGANACHE
100 g hvid chokolade
50 g piskefløde
1/2 økologisk citron
Groft lakridspulver (fx fra Bülow)

Varm piskefløde og fintrevet citronskal op til lige under kogepunktet og hæld det over chokoladen.
Rør i midten af skålen til det samler sig til en blank chokoladeganache.
Tilføj groft lakridspulver og smag til. Sæt skålen med lakridsganache på køl i ca. 1-2 timer.

CITRONKAGE
75 g sukker
75 g blødt smør
75 g marcipan (groftrevet)
2 æg
1 økologisk citron
50 g hvid chokolade
35 g hvedemel

Start med at tænde ovnen på 180 grader.
Smelt smøret og lad det køle af.
Pisk sukker og æg sammen til en luftig æggesnaps.
Vend mel, fintrevet citronskal, groftrevet marcipan og hakket hvid chokolade i dejen.
Til sidst vendes den afkølede smør i.
Fordel det hele i en foret springform (20 cm) og bag kagen i 20-22 minutter, til den er gylden.
Lad kagen køle helt af og udstik så en mindre kage med en 14-15 cm udstikker.
Når kagen er kold smøres et godt lag lakridsganache på og kagen sættes på køl.

HINDBÆRMOUSSE
3 blade husblas
250 g hindbær
Saft af 1/2 citron
50 g sukker
Korn af 1/2 vaniljestang
2 dl piskefløde
2 spsk neutral skyr

Start med at udbløde husblas i koldt vand.
Kog hindbær, sukker, vaniljekorn og citronsaft op og lad det simre i ca. 10 minutter.
Stavblend og si herefter det hele, og smelt husblassen i. Lad det køle af.
Pisk fløden til flødeskum og vend det sammen med skyr. Tilsæt hindbærsiruppen.
Hæld det i en cylinder silikoneform (18 cm) og pres forsigtigt kagen ned (med lakridsganachen ned af).
Sæt kagen i fryseren til den er gennemfrossen og kan fjernes uden besvær fra formen.
NIPS TIPS! Du kan også støbe kagen på almindeligvis ved at lægge kagen i en springform og fordele moussen rundt om og over kagen. Ved at bruge en silikoneform opnås et lidt skarpere look, men en springform er også god!

DEKORATION
Jeg har sprayet kagen med pink velvetspray for at få et nubret look. Derudover har jeg lavet et lyserødt chokoladebånd af RUBY chokolade, grønne chokolade grene af lime-chokolade og nogle smørblomster.

2 comments on “Forårskage med hindbær og lakrids”

  1. Hej Nip!
    Jeg er gået i gang med at lave din lækre kage, men jeg har lidt problemer med citronkagen. Jeg er ved at lave dobbeltportion, men nu har kagen bagt meget længere tid, end den normalt skal, og den er stadig helt “våd” inde i midten, selvom den er kølet helt af, og ude i kanterne er den helt færdigbagt. Jeg er lidt i tvivl om, min æggesnaps var luftig nok. Kan det have noget at sige?

    • Hej Laura,
      Er det i en større form du har bagt den eller er det i samme størrelse som jeg har brugt? Det kan have noget at sige. Æggesnapsen skal også være godt luftig, men jeg ved ikke om det har indflydelse på at den fortsat er våd. Jeg håber at du fandt ud af det.
      Mange Hilsner Nip

Skriv et svar