Appelsin og chokolade i en lækker lille choko-orange kage. Jeg håber SÅDAN at du har lyst til at kaste dig ud i den. Du kan godt gøre dekorationen nemmere for dig selv eller holde den helt simpel uden spray og chokoladebånd.

Jeg har gjort den lidt efterårsagtig, men kagen fungerer hele året rundt. Har du mod på at kaste dig ud i den?

 

Selve kagen består af en brownie med flagesalt, orangeknas (som kan laves på to måder), appelsingelé og en silkeblød chokolademousse med et strejf af appelsin. Kagen er derfor slet ikke så chokoladetung som den kan lyde, da appelsinen tilføjer noget frisk til kagen. Jeg håber at du har lyst til at kaste dig ud i denne lille choko-orange kage. Jeg elsker at se jeres fortolkninger af mine kager.

Kærligst fra Nip


CHOKO-ORANGE KAGE (8 personer)

BROWNIE
100 g mørk chokolade (hakket)
50 g smør
100 g sukker
2 æg
1 spsk mel
+ flagesalt efter smag

Start med at tænde ovnen på 180 grader.
Smelt mørk chokolade og smør i mikroovn eller over vandbad. Tilsæt herefter sukker og rør det sammen.
Pisk et æg i dejen ad gangen og vend til sidst mel og flagesalt i.
Bag kagen i en springform/kagering (14 cm) i ca. 25 minutter. Lad kagen køle af imens den er i formen.
Læg kageplast i kanten af formen.

ORANGEKNAS
2 spsk pralin feuilletine fra Callebaut (kan købes online)
Skallen af 1/2 økologisk appelsin

Smelt forsigtigt pralin feuilletine og tilføj appelsinskal. Smør det ud på den afkølede browniebund.
NIPS TIPS! Du kan også vælge at smelte lidt lys chokolade, knuse en smule cornflakes i + tilsætte appelsinskal.

APPELSINGELE
1 blad husblas
0,75 dl appelsinsaft (svarer til saft af ca. 1 appelsin)
1 tsk citronsaft
1 spsk sukker

Læg husblas i blød i koldt vand.
Varm appelsinsaft, citronsaft og sukker op til sukkeret er smeltet. Smelt husblassen heri.
Lad det køle godt af og hæld det så over kagen. Sæt kagen på køl til geléen har sat sig.

CHOKO-APPELSINMOUSSE
2 blade husblas
150 g lys chokolade
0,5 dl appelsinsaft
2 dl piskefløde (pisket til flødeskum)

Læg husblas i blød i koldt vand.
Smelt chokoladen i mikroovn eller i en skål over vandbad. Vær forsigtig.
Varm appelsinsaft op til lige under kogepunktet og smelt husblassen heri. Rør det ud i chokoladen.
Når choko-appelsinblandingen er afkølet vendes flødeskum i og det hele hældes i en silikoneform (16 cm).
Pres forsigtigt kagen ned i moussen – appelsingelé-laget skal vende ned mod moussen.
Sæt kagen i fryseren til den er gennemfrossen. Gerne natten over.

DEKORATION

DEKORATION
Brun velvetspray
50 g mørk chokolade
Kiks (se denne opskrift – det er rigeligt med 1/2 portion)
Bronzestøv

Spray kagen med velvetspray. Kan undlades, da kagen også er flot uden spray på.
Læg en kagering (16 cm) i køleskabet i 15-20 minutter.
Temperér chokolade og smør det på et stykke kageplast i samme omkreds og højde som kagen.
Lad chokoladen sætte sig let og sæt det herefter omkring den kolde kagering. Sæt den i køleskabet.
Når chokoladebåndet har sat sig kan du løfte det væk fra kageringen og sætte det rundt om din kage.
Pensel dine kiks med bronzestøv og placér dem ovenpå kagen.
Lad kagen tø op i et par timer i køleskabet, da kagen ellers er frossen.

1 comment on “Choko-orange kage”

  1. Hej Nip
    Ville lige høre om hvor meget du pisker fløden. Bløde toppe? Stive toppe? Eller bare til den trækker tråde altså hvor man begynder at kunne se piskeriset har været nede i flødeskummet men det forsvinder igen? Håber du forstår hvad jeg mener 🙂

Skriv et svar