Annonce – I samarbejde med Sinnerup.
Jeg skulle bage en fødselsdagskage til mig selv og jeg havde lyst til en tung og snasket kage med en overraskelse i midten. Det blev denne brownie med solbær og fudge på toppen. Den tog kegler!
På toppen har jeg pyntet den med store brombær, friske figner og spiselige blomster. De mørke farver gør den lidt efterårsagtig at se på og det passer jo meget godt til årstiden vi går i møde.
Du selv nemt lave syltetøj, men du kan også snildt købe et glas. Jeg har fået et glas hjemmelavet syltetøj af en af mine gode venner og det fik jeg lyst til at kombinere sammen med den tunge brownie og det snaskede lag fudge. Jøsses de tre elementer er gode sammen. Just saying.
Jeg har endnu engang brugt min gode springform fra Sinnerup. Klart min favorit! Hvis du vil se hvordan jeg har lavet kagen, så har jeg i øvrigt lavet en lille video af processen. Hvis du kan lide denne kage, skal du også prøve min browniebombe!
I ønskes den dejligste mandag aften,
Kærligst fra Nip
BROWNIE MED SOLBÆR OG FUDGE (12 personer)
BROWNIE
150 g smør
3 æg
300 g sukker
1 tsk vaniljesukker
120 g hvedemel
45 g kakaopulver
75 g mørk chokolade (grofthakket)
Flagesalt efter smag (jeg bruger ca. 1 tsk)
+ ca. 1/3 glas solbærsyltetøj
Start med at tænde ovnen på 180 grader.
Smelt smøret og lad det køle af.
Pisk æg, sukker og vaniljesukker til en luftig æggemasse og si herefter hvedemel og kakaopulver i.
Tilsæt herefter det afkølede smør og bland det godt sammen.
Vend hakket chokolade og flagesalt i dejen og fordel det i en foret springform (ca. 22-23 cm).
Bag kagen i ca. 30-35 minutter og lad den køle helt af før du smører et godt lag solbærsyltetøj på.
Sæt kageplast rundt om kagen.
CHOKOLADE FUDGE
70 g sukker
70 g lys sirup
150 g piskefløde
55 g smør
70 g mørk chokolade
150 g lys chokolade
Sukker, lys sirup og piskefløde varmes op til lige under kogepunktet. Smelt smøret heri.
Hæld det over de to slags chokolade og lad det stå i et minuts tid og rør det herefter helt blankt.
Lad det køle en smule af og hæld det så over kagen. Sæt den på køl i min. 3 timer – gerne natten over.
DEKORATION
1 bakke figner
1 bakke brombær
evt. spiselige blomster
Dekorér kagen med halve eller kvarte friske figner og store brombær. Du kan også pynte med lidt spiselige blomster på.