I dag skal det handle om disse små SNICKERSkugler, som faktisk er en hel del sundere end alt andet jeg laver. Det bedste af det hele er, at de smager mindst ligeså syndigt som alt andet I finder herinde.
Snickerskuglerne er kanon-nemme at lave og består bare af få ingredienser, men de smager virkelig virkelig godt. Meget tæt på den originale smag vi kender fra barerne.
Det er min veninde Stinna, som har udviklet opskriften, og så har jeg ændret lidt på udtrykket. De er kanon-nemme at lave, og tager nærmest ingen tid heller. Til gengæld glæder de virkelig alle som smager dem .. Og ja, jeg har testet.
Snickerskugler er derfor helt geniale hvis man får uventet gæster og hurtigt skal fremtrylle en lækker snack, eller hvis man bare pludselig bliver lækkersulten.
Det var en af mine studiekammerater som i går fik lov at sætte tænderne i de små hapsere, og de var på ingen tid. Faktisk tog han de sidste med sig hjem, så mon ikke jeg skal i køkkenet og lave nogle flere meget meget snart.
Rigtig søde kærlige hilsner,
Nip
SNICKERSKUGLER (12 stk)
SNICKERS MASSE
150 g dadler (dem i papæsker)
100 g peanuts med salt
3 spsk peanutbutter
1/2 tsk havsalt
Start med at tag stenene ud af de friske dadler.
Blend dadler, peanuts, peanutbutter og havsalt til en nogenlunde ensartet masse.
Rul massen til kugler i den ønskede størrelse og sæt dem i fryseren i 15 minutter.
DEKORATION
30 g mælkechokolade (Callebaut)
100 g mørk chokolade (Callebaut 54 %)
Evt. lidt ekstra peanuts og flagesalt som dekoration
Smelt mælkechokolade i en skål over vandbad og hæld det i et kornet / kræmmerhus og sæt det til side.
Smelt ligeledes den mørke chokolade i en skål over vandbad og tril kuglerne og læg dem på en tallerken.
Jeg anvendte fødevarergodkendte latexhandsker og rullede kuglerne i hånden, da der dermed ikke kommer alt for meget chokolade på kuglerne.
Klip et hul i kornetten og lav fine striber over kuglerne, og sæt dem på køl ind til at de skal serveres.
Inspiration: www.stinna.dk