Dette indlæg har været svært at skrive og faktisk har jeg slet ikke haft lyst til det, men det skal jo gøres. Eller det skal det jo egentlig ikke, men jeg vil gerne fortælle jer om hvad der skete i program 6, hvor temaet var varmere himmelstrøg.
Læs med herunder hvis du er interesseret i at vide mere.
6 ud af 9 programmer blev det til, og så varede min rejse i Den Store Bagedyst desværre ikke længere. Jeg ville det SÅ SÅ SÅ meget og jeg håbede inderligt på at jeg kunne tage den længere end 6 programmer, men den gik ikke. I sidste uge gik det helt igennem fantastisk i dessertprogrammet, men i det eksotiske program i dag .. Ja der gik det altså bare ikke min vej og jeg havde slet ikke rigtigt lyst til at se programmet. Jeg gjorde det selvfølgelig.
Jeg synes heldigvis ikke hverken da vi optog programmet, eller nu hvor jeg ser det, at jeg går ned med et stort brag, men jeg måtte istedet se mig slået af nogle mennesker som ærlig talt bare gjorde det bedre i alle tre udfordringer end jeg. Rent udseendes mæssigt var jeg den mest eksotiske tilbage i teltet, men kagemæssigt var jeg det ikke. Slet ikke. Min rejse i Den Store Bagedyst slutter derfor desværre her i program 6.
TAK fordi at I har haft lyst til at læse med, stille spørgsmål og ikke mindst
TUSINDE HJERTELIG MANGE GANGE TAK for alle de søde beskeder, kram og hilsner jeg hver dag modtager. Det er virkelig hyggeligt at få jeres hilsner og møde jer på gaden, i lufthavnen, på arbejde og hvor jeg ikke snart har mødt en masse bagedyst-tilhængere. Det her program er langt større og rammer langt flere end jeg overhovedet havde turde at tro på.
Tak fordi at I har heppet med. Lad os nu sammen heppe på de andre søde og dygtige deltagere!
Snart vil der komme flere opskrifter fra både bagedysten, men også fra mine egne kageprojekter.
Jeg håber meget at I stadig har lyst til at følge med, og så laver jeg selvfølgelig også et blogindlæg omkring FINALEN, når den løber over skærmen i slutningen af denne måned.
De allerstørste og allermest kærlige hilsner, Nip
BAG OM BAGEDYSTEN – PROGRAM 6
Jeg gætter umiddelbart på at dette billede er taget lige efter at mesterværket er bedømt. Det er hvertfald en rimelig stram mine jeg har på, må man sige.
Da vi alle sammen havde krammet hinanden (som I også ser på TV), kom Timm ind i teltet med jakke på, fordi at han skulle videre med en færge, og da han kom for at sige farvel, der forstod jeg virkelig alvoren i det og fældede lige nogle tåre i hans (heldigvis) vandtætte jakke. Jeg pakkede alle tingene, spiste aftensmad med de andre og kørte herefter mod Aarhus. Jeg kørte hjem, pakkede ikke ud, men gik istedet direkte i køkkenet for at øve mig på at blive endnu bedre til at bage. Nu, næsten et halvt år efter at jeg røg ud, synes jeg at jeg er blevet bedre og jeg kan takke Den Store Bagedyst for det. Jeg har lært SÅ meget!
Jeg nåede efter den hemmelige udfordring at tage et billede af mit køkken, som mest af alt lignede .. Ja det ved jeg ikke engang om jeg har ord for. HOLD NU KAJE hvor jeg da nærmest aldrig har svinet så meget i et køkken før. I sådanne situationer er man lige ekstra ekstra ekstra meget taknemlig for, at der er en masse søde mennesker som rengør ALT. Også det hvor man tænker “det her bliver jo aldrig godt igen”. De kan lave mirakler efter sådan en omgang rod.
Katrine fik lige nogle gode billeder af os efter favoritbagningen. Den ene hænger på den anden. Disse tre mennesker, har sammen med hele holdet fra DR, make-up artister og de andre 9 deltagere været intet mindre end fantastiske. Alle har gjort deres til at det skulle blive en fantastisk sæson af Den Store Bagedyst, og det har det virkelig været. Jeg er taknemlig, glad og stolt over at have været med. Det har været ubeskriveligt!
Lige inden bedømmelsen af mesterværket, fik en af de andre deltagere dette billede af Buddha og jeg. Og NEJ, så glad var jeg da slet ikke, for jeg havde allerede her stærkt på fornemmelsen at jeg ville være den næste til at forlade teltet. Sådan noget kan man mærke. Trods at spændingen på TV strækker sig til det sidste, så vidste jeg godt at jeg stod for skud. Så eksotisk var jeg bare heller ikke 😉
Altså det her mesterværk. Kig lige på det!
Jeg var ved at falde ned af stolen (og der er altså langt ned for en smølfe-størrelse som mig), da jeg så Andreas mesterværk. Blomsterne har hun siddet og lavet i hånden, og er de ikke fuldstændig enormt smukke?! Aldrig tror jeg at jeg har set blomster lavet i hånd OG på tid på så højt niveau. Jeg troede i starten at de var købte, men Andrea er bare sindsygt dygtig og sirlig. Hun har tidligere lavet blomster som ingen anden.
Hver (køkken)side i teltet er delt op, så dem i den ene række interviewes af én tilrettelæger/interviewer, og den anden række interviewes af en anden tilrettelægger. Der kommer selvfølgelig også andre rundt, men hovedsageligt er det ens tilrettelægger som er med. Jeg havde hende her, den søde Merete, med mig i køkkenet under bagningerne til program 6 og det er jeg SÅ glad for. Hun heppede og heppede for at jeg skulle komme godt i mål og var virkelig en støtte at have med sig. Også selvom at hun selvfølgelig ikke hjalp mig med at lave mine kager, så var hun der med den bedste moralske opbakning når det ikke gik som det skulle. Hun og alle de andre tilrettelæggere gør et fantastisk job, og så er de altid rare og hyggelige at omgåes. De kan sku noget de damer!
Igennem min tid i Den Store Bagedyst har jeg mødt så mange skønne mennesker og fået venskaber og en bagefamilie, som jeg ikke ville være foruden. Rosa og jeg har fulgtes lige fra den allerførste casting i Aarhus, helt tilbage i Aarhus i januar måned. Vi klikkede bare med det samme og jeg har sammen med både Rosa og de andre deltagere haft en fantastisk tid i teltet på Clausholm Slot.
Efter optagelserne af programmet har jeg mødtes med de andre deltagere til blandt andet middage, bryllup, forpremiere på det første program af Den Store Bagedyst, sejltur ved Glyngøre og ikke mindst har vi skrevet og snakket en masse sammen. Jeg er jer alle dybt taknemmelige for en fantastisk sæson og nogle fantastiske minder. Lad os lave mange flere snarest muligt.
FAVORITUDFORDRING:
Butterdejs-snacks i min værste disciplin, DET SALTE KØKKEN. Eller rettere sagt Butterdejs-dimser, for jeg vidste ikke hvad jeg skulle kalde disse fittelihutter som I ser her.
Da jeg boede i Tyrkiet spiste vi mange snacks med blandt andet spinat og frisk ost. Selv syntes jeg at de smagte godt, men sådan yderlige kønne kan man så heller ikke sige at de var. Dommerne syntes for 3. gang at min saltmængde var for høj, men denne gang skyldtes det osten, og ikke en decideret tilførelse af salt. Jeg bruger ikke salt overhovedet fra nu af.
HEMMELIG UDFORDRING:
Det var skide sjovt at lave isvafler i sidste uge, men det var faktisk endnu sjovere at lege “Kongens efterfølger” i denne hemmelige udfordring. Den eksotiske kage-dessert-ting smagte smaddergodt, og var endnu sjovere at lave. Det var svært at følge med i det tempo som Katrine og Markus satte, og deres håndværk sidder selvfølgelig også bare lige i skabet hver gang. Det gjorde mit ikke, og jeg må nok snart tilmelde mig Antons klub med “Den hæslige udfordring”. Jeg synes at gitteret ovenpå blev fint, og jeg fik også alle elementer med på min kage-dessert-ting, men der var godt nok nogle af de andre som havde væsentlig finere afleveringer end jeg. Jeg vil prøve at lave den herhjemme en dag, for den var rigtig god.
MESTERVÆRK:
Mit mesterværk som jeg på dagen tilføjede 2 ekstra lag på og lavede anderledes pynt til, end hvad var tænkt fra start. Jeg troede nemlig ikke på at mit oprindelige mesterværk ville kunne bære den hjem, efter de første to udfordringer. Min dråbeformet kage skal ligne Sri Lanka og kagefadet med en sol symboliserer mit navn, som betyder Solstråle. Jeg synes selv at kagen smagte godt og så var lagene knivskarpe. Det valgte jeg så at pakke ind i et chokoladebånd, fordi jeg tænkte at dommerne ville synes at der ellers manglede noget Dum beslutning, men jeg synes nu at mit mesterværk (sådan oppe fra) blev ret flot.
Hej nip jeg er normalt.Ikke den type der ser kage programmer over hovedet medmindre jeg er tvunget til det ;)) denne her gang trickede det mig.på en anden måde. Syntes du gjorde en sindssyg flot indsats og noget du kan være stolt af.. Jeg nød især programmet ved at se på dit kønne ansigt og smilene og latteren du kunne finde frem.Det smittede virkelig af på mig , (nu tror du sikkert allerede freeeeak) ::) det Jeg mener er den livs glæde du formåede og.få i programmet kunne få et smil frem på mit ansigt i en ellers stresset hverdag..Jeg håber du driver dit talent til noget videre da du tydeligvis har ramt den rigtig hylde..så bare gi den gas 🙂