I dag er det ikke en kage fra Den Store Bagedyst I skal få, og dog. Faktisk er kagen nemlig inspireret af mine passionsskud, som jeg lavede i dessertprogrammet.

Denne her er mere overskuelig at kaste sig ud i, men indeholder smagene, samt et fint og strengent udtryk. Jeg håber at I har lyst at læse mere og forhåbentlig prøve kræfter med denne mango- passionskage.

Kagen ser sommerlig og fin ud, men den kan snildt spises en kold efterårsdag som i dag. Mango -passionskagen består af en citron-mazarinkage med hvid chokolade, mango- passionsmousse, passionshot-gelélåg (med 16,4% alkohol) og en masse fin dekoration. Du bestemmer selvfølgelig helt og aldeles selv hvad du har lyst til at anvende, og kagen kan gøres nemmere ved at anvende anden dekoration. Prøv dig frem og anvend lige præcis det som du synes er finest.

Jeg tager tre stykker med i aften når jeg skal middag hos min veninde og hendes kæreste, hvor vi skal se Den Store Bagedyst. Ingen onsdage uden kage. Lad os nu alle sammen heppe på Anton, Jesper, Andrea, Kirsten og Rosa i aften.

Solgule og varme hilsner,
Nip


MANGO- PASSIONSKAGE (12 personer)

CITRONKAGE
150 g sukker
150 g blødt smør
150 g marcipan
3 æg
1,5 økologisk citron
100 g hvid chokolade
50 g hvedemel

Start med at tænde ovnen på 180 grader.
Pisk sukker, blødt smør og marcipan sammen og tilsæt herefter ét æg af gangen.
Riv økologisk citronskal på et fint rivejern og tilsæt.
Hak den hvide chokolade og vend det i dejen sammen med sigtet mel.
Fordel det hele i en springform (24 cm) og bag den i ca. 20-25 minutter. Lad kagen køle af.
Vask springformen, sæt kageplast i kanten og læg kagen tilbage i formen.

MANGO -PASSIONSMOUSSE
3 blade husblas
2 dl mangopuré
1 spsk citronsaft
50 g sukker
1 spsk passionsfrugtpulver
2 dl fløde
100 g græsk yoghurt (10 %)

Læg husblas i blød i koldt vand
Varm mangopuré, passionsfrugtpulver, citronsaft og sukker op.
Vrid husblassen fri for vand og smelt den i. Lad det køle til stuetemperatur.
Pisk fløden til flødeskum og vend det sammen med den græske yoghurt.
Vend den afkølede mango- passionsfrugtpuré i til en homogen mousse.
Hæld over den afkølede citronkage og sæt kagen på køl til at den har sat sig.

PASSIONSHOT-GELÉLÅG
2 blade husblas
Saft af 1 citron
2 dl PURE passion (16,4% alkohol)

Læs husblas i blød i koldt vand.
Varm citronsaft op og tag gryden af varmen og tilsæt PURE passion.
Vrid husblassen fri for vand og smelt den i. Lad det køle lidt.
Hæld passionshot-geléen over kagen og sæt den på køl til låget har sat sig.
PURE passion kan skiftes ud med passionsfrugtsaft eller lignende

DEKORATION
Krystalliseret hvid chokolade
Mini marengs
Guldstøv (Mill & Mortar)
Rød skovsyre

18 comments on “Mango- passionskage”

  1. Hej Nip.
    Kagen ser vildt lækker ud, og jeg overvejer at lave den som nytårskage. Kan man bruge passionsfrugtsirup i stedet for pulver?

    • Hej Emma,
      Hvor dejligt at du har lyst til det 🙂 Ja det kan du sagtens eller frisk saft fra passionsfrugter.
      Mange Hilsner
      Nip

    • Hej Dorthe,
      Hvor dejligt at høre 🙂 Jeg vil ikke anbefale at du fryser den med gele, men du kan godt. Geléen trækker sig sammen i fryseren, men det ændrer dog kun på udseende – ikke smag.
      Mange Hilsner Nip

  2. Hej Nip

    Virkelig lækker opskrift! Jeg har lavet kagen nu, men den skal først spises om 24 timer. Kan moussen godt stå på køl til i morgen eller bliver den dårlig inden da?

    På forhånd tak.
    Med venlig hilsen
    Emilie

    • Hej Emilie,
      Jeg håber at du fandt ud af det. Den kan godt stå på køl i 24 timer 🙂
      Dejligt at du kan lide opskriften. Ha en dejlig dag.
      Mange Hilsner Nip

  3. Hej Nip,
    Håber du kan hjælpe, jeg skulle lave denne kage til konfirmation på søndag. Men kan hverken finde passionfrugtspulver eller friske nogle steder? Hvad kan jeg erstatte det med?

    Mvh Louise

    • Hej Louise,
      Passionsfrugter skulle du gerne kunne finde i alm. supermarkeder. Hvis ikke du kan det, så skal du evt. erstatte med en helt anden slags frugt 🙂
      Mange Hilsner Nip

  4. Wow den ser virkelig lækker ud! Hvordan laver du dine marengs? De er jo i forskellige størrelser, og er i tvivl om, hvordan jeg gør 🙂

    • Hek Kristina,
      Tusinde tak skal du have 🙂 Jeg blander dem på slum, men det er æggehvider og sukker og så har jeg brugt forskellige tyller til at sprøjte dem ud på bagepapir. Jeg giver dem ca. 100 grader i en times tid og lader dem efterfølgende stå i ovnen til den er kold før jeg tager dem ud. Godt nytår. Kærligst fra Nip

    • Tusinde tak Maryam 🙂
      Ja du kan lave det af saft / juice / puré eller sådan fx. Du kan sagtens lave det helt uden alkohol.
      Mange Hilsner Nip

    • Hvor er du bare sød, tusinde tak Tina 🙂
      Jeg håber at du kaster dig ud i den, for den er ret god hvis jeg selv skal sige det.
      Smuk og dejlig november til dig også.
      Kærligst fra Nip

      • Hejsa.
        Jeg har spurgt på FB hvor du har lagt opskriften op og jeg ville gerne lave den i dag og evt. I morgen da den skal bruges på søndag.
        Kan jeg jeg det ?
        Hilsen Jens

        • Hej Jens,
          Jeg ser desværre først din kommentar nu, men kagen kan godt laves en eller to dage før at den skal spises. Jeg vil anbefale en dag før. Rigtig god weekend. Mange hilsner, Nip

    • Tusinde tak Pia, det er godt nok dejligt at du synes det 🙂
      Hvis du googler ‘passionsfrugt pulver’, så kommer der mange steder op det kan købes. Blandt andet hos Specialkøbmanden, Bagebixen og Rawfoodshop.
      Jeg håber at du finder det.

      Kærligst fra Nip

Skriv et svar