Annonce – I samarbejde med Sinnerup.
Til nytår havde jeg lavet mini hindbærsnitter til børnene. Jeg vidste nemlig ikke om de var til kransekage, men jeg tænker at de fleste børn (og voksne) formentlig kan lide en helt klassisk hindbærsnitte.

Børn kan nemt være med til at lave dem og kun fantasien sætter grænser ift. formen på snittern, størrelsen, valg af marmelade og topping. Måske du har en god idé til en helt ny slags?

Mørdejsbundene har fået en omgang vanilje hvilket kun gør dem bedre. Jeg har desuden brugt spiseligt guld og tørrede blomster på toppen. De her er ca. 4 cm i diameter, men du kan selvfølgelig sagtens bruge en større udstikker til bundene.

Et tip når du bager mørdej er at bage det en airmat (evt. både en under dejen og over dejen). Det gør dem ekstra sprøde og de buler ikke nogle steder.

Til servering har jeg valgt at servere dem på en sort “Stone“-tallerken fra Sinnerup, som giver en flot kontrast med det lyserøde og røde.

Kærligst fra Nip


MINI HINDBÆRSNITTER

VANILJE BUNDE
150 g hvedemel
40 g flormelis
1 tsk vaniljesukker
1 nip salt
85 g koldt smør
1/2 æg

Hvedemel, flormelis, vaniljesukker og salt blandes i en skål og det kolde smør (skåret i små tern) tilsættes.
Nulr smøret godt sammen med de tørre ingredienser til det ligner rasp.
Tilføj æg og og saml dejen. Husk kun lige at samle dejen hurtigt, den må ikke æltes for meget.
Pak dejen ind i husholdningsfilm og læg den på køl i min. 30 minutter. Den kan også ligge til næste dag.
Tænd ovnen på 200 grader. Når dejen er kold rulles den ud (2 mm) og udstikkes til fine runde cirkler (ca. 4 cm).
Bag bundene i ca. 6-8 minutter til de er gyldne. Lad dem køle helt af.

SAMLING & DEKORATION
Hindbærmarmelade
Past. æggehvider (kan erstattes med vand)
Flormelis
Lyserød farve
+ evt. pynt på toppen

Halvdelen af bundene vendes med bunden op og der smøres et lag hindbærmarmelade på.
Bland lidt past. æggehvider og flormelis sammen og tilføj en smule lyserød farve.
Dekorer de resterende bunde med glasur og saml nu mini hindbærsnitterne. Pynt evt. på toppen.