Den hele sandhed

I dag er det præcis fire uger siden at jeg rejste til Sri Lanka for at forsøge at komme tættere på mine biologiske rødder. Jeg har forsøgt utallige gange, men håbet og troen på at det skulle ske var alligevel større denne gang.

Jeg har givet flere interviews og mange medier har skrevet artikler om rejsen og om mødet med min biologiske mor, men for første gang får I nu den hele sandhed fra min egen mund og med alle mine egne billeder til. I er nemlig mange som har vist en enorm interesse, så derfor synes jeg også at I skal høre min personlige historie.

EN DRØM OG ET HÅB

Så langt tilbage som jeg overhovedet kan huske det, har jeg altid drømt om at møde min biologiske mor. Når jeg udelukkende siger mor (og ikke far) er det fordi at jeg altid har fået fortalt at min biologiske far ikke er fra Sri Lanka. Faktisk skulle han efter signende være en kinesisk forretningsrejsende, som kom til Sri Lanka hvor han mødte min biologiske mor. Efter hun blev gravid ville han rejse til sit hjemland for at ordne nogle papirer, men returnerede aldrig til Sri Lanka. Netop derfor har han altid været helt udelukket, for hvor pokker er han mon? Min biologiske mor har også været en nål i en høstak at finde fra tidligere søgninger, men stadigvæk fandtes der håb for at finde hende. Det var jeg overbevist om. Med tsunamien i 2004 og terrorangreb på øen dette forår blev tankerne igen sat i gang, for mange mennesker omkom på tragisk vis begge gange. Kunne min mor mon være iblandt de omkomne? Det spørgsmål stillede jeg mig selv flere gange, men jeg blev ved at tro på at hun selvfølgelig stadig var i live.

INSTAGRAM-OPSLAGET

Den 12. maj – nærmere betegnet Mors Dag, lavede jeg et opslag på Instagram som så mange andre for at hylde min mor. For første gang nogensinde valgte jeg dog også at dele et billede af min biologiske mor og i teksten nedenfor skrev jeg bl.a. om mit brændende ønske for at møde netop hende. Opslaget var ikke planlagt og jeg skrev det frit fra hoften (er der egentlig overhovedet noget som hedder det?). Nuvel, det gjorde jeg og det blev taget overraskende godt imod. Jeg havde ikke selv tænkt de største tanker om det, men pludselig poppede utalligvis af likes og kommentarer op. Flere blev rørt, mange faktisk. Jeg selv, not so much. Jeg har trods alt gået med disse tanker nærmest hele mit liv, men jeg blev glad for alle de som tog sig tiden til at skrive en kommentar eller en privatbesked. Jeg fik beskeder fra nær og fjern. Både fra andre adopterede, fra forældre til adopterede, fra venner og veninder, fra bekendte og såmænd også fra nuværende og tidligere kollegaer. Sidstnævnte endte med at blive startskudet til hvor jeg står nu.

(I kan se mit opslag på Instagram HER, og også se billedet af min biologiske mor og jeg)

KAN JEG HJÆLPE DIG?

Det var en tidligere kollega fra Star Tour, eller TUI som I kender det i dag. Jeg arbejdede dengang 3,5 år som rejseguide for TUI og hjemme på vores salgskontor sad en anden srilanksk-adopterede kvinde. En kvinde som jeg kendte til af navn, men aldrig havde mødt. Faktisk har jeg stadig ikke mødt hende, men vi har snakket i telefon sammen og har selvfølgelig planer om det. Til mors dag i maj måned læste hun mit Instagram-opslag, og samme aften skrev hun og fortalte mig at hun under en ferie til Sri Lanka ved en tilfældighed havde mødt sin biologiske familie. Det var en chauffør / agent som havde fundet hendes familie, og flere andre biologiske familier til adopterede børn. Hun tilbød mig at sende mine adoptionspapir til agenten samt nogle billeder. Hun var ganske overbevist om at han både gerne ville og kunne finde hende. Efter utallige forsøg gennem børnehjemmet jeg er adopteret fra og gennem casting til Sporløs var håbet desværre ikke blevet større, men noget virkede anderledes denne gang. Min tidligere kollega fik mig overbevist om at håbet stadig var der og det gjorde noget. Jeg blev ivrig efter at give det et forsøg igen.

EFTERSØGNINGEN & OPKALDET

Der gik ikke lang tid før at chaufføren / agenten ved navn Neel satte gang i eftersøgningen af mine biologiske rødder. Han sendte opdateringer til min tidligere kollega, som sendte dem videre til mig. Blandt andet besøgte han børnehjemmet hvor jeg boet med min biologiske mor da jeg var spæd. Jeg har også selv været der mange gange i forbindelse med mine mange ferier på øen.
Den sidste fredag i juni sad jeg i en bus på vej til København sammen med alle mine nye kollegaer. Jeg kendte ikke en eneste, men alle fik de mig til at føle mig som en del af kollegaflokken. Vi gjorde et kort stop i Middelfart, og sprang ind på Burger King efter en coffeeshake. Jeg lod min taske og dermed også telefon ligge i bussen. Da jeg kom tilbage så jeg at jeg havde et ubesvaret opkald fra netop Neel. Han havde ikke før ringet til mig, da al kommunikation havde foregået gennem min tidligere kollega. Jeg tænkte ‘NU må der være sket et eller andet’. Det kunne være godt, men det kunne også være skidt. Mine tanker fløj rundt i et stort virvar. Jeg sad midt i en bus med latter, sang  og nye kollegaer, men mine tanker var kun på at få åbnet den besked som også var tikket ind på telefonen. Et billede var det, ingen tekst, blot et billede. Billedet var af en mørk lille kvinde i en brun kjole. Billedet var en smule sløret, men jeg følte af jeg kunne genkende kvinden. Jeg fik skrevet noget ala Is this my mother? og svaret jeg fik tilbage var YES! Det er det mest vanvittige jeg længe har oplevet.

Trods Neel havde skrevet at det var min biologiske mor og at jeg havde billeder tilbage fra 1989, så blev jeg nødt til at sende billedet videre til begge mine forældre. Jeg ringede også begge mine forældre for at være sikker på at det nu også var min biologiske mor som var på det billede. Hverken min mor eller far var i tvivl, de kunne uden at tøve genkende hende. De havde trods alt også mødt hende for snart 30 år siden.

Billedet som Neel sendte af min biologiske mor, på dagen hvor han fandt hende

DEN HELE SANDHED

Udover at holde min deltagelse i Den Store Bagedyst hemmeligt, så har jeg aldrig før holdt på en hemmelighed så stor og som jeg SÅ gerne ville dele med hele verden. Jeg havde lyst til at skrive til alle og på alle sociale medier at min biologiske mor ENDELIG var fundet. Hende jeg havde haft lyst til at møde altid, hun var i live, hun ville gerne møde mig og jeg ville bare dele det med alle og enhver. Og dog, for jeg gjorde det ikke. Jeg delte næsten ikke med nogen at hun var fundet, kun meget få veninder og venner samt min tætteste familie – dvs mine brødre og mine forældre. Tankerne omkring at hun måske ville trække i land gjorde at jeg ikke valgte at dele hele sandheden med andre end mine aller nærmeste. Jeg kunne simpelthen ikke bære tanken om at indvolvere alle i fundet af hende, for tænk sig hvis hun fortrød at have sagt ja til at mødes med mig. Jeg havde SÅ lyst, men jeg måtte passe på mig selv. Det er jeg den dag i dag stadig glad for at jeg gjorde, også selvom at hun heldigvis gerne ville mødes med mig. Jeg tror og håber på at I som har fulgt med på de sociale medier vil forstå hvorfor jeg valgte at gøre som jeg gjorde i situationen. Jeg deler meget af mit liv på de sociale medier, men det her kom pludselig for tæt på.

REJSEN OG MEDIERNE

Tirsdag den 9. Juli, for præcis fire uger siden i dag, rejste jeg med mine forældre fra Hamburg til Dubai. I Hamburg lagde jeg nedenstående billede op på min Instagram-profil og inden jeg var kommet til Dubai var historien allerede ude i de første medier. Hverken det eller den store interesse under og efter havde jeg været forberedt på. Jeg ville bare afsted for at møde min biologiske mod. Vi fløj fra Dubai videre mod Colombo – hovedstaden på Sri Lanka. Jeg har ikke besøgt landet siden 2015, og vidste ikke helt hvad jeg skulle forvente, efter terrorangrebene i april måned. Alt var dog som det plejede, udover at der (desværre) ikke er mange turister og sikkerheden er steget. Jeg har aldrig følt mig utryg, og slet heller ikke nu.

I Hamburg lufthavn

NEEL OG FAMILIEN

Ved ankomsten til lufthavnen i Colombo blev vi hentet af Neel, men faktisk ikke bare ham. Han havde sin 16-årige søn og sin kone med sig. Til trods for flere telefonsamtaler med Neel inden afrejsen havde jeg ikke opfanget at hans søn og kone også har bistået eftersøgningen, og de var derfor naturligvis også med i lufthavnen. Alle tre har de kørt rundt, snakket og ledt efter min biologiske mor. Neels kone og min biologiske mor taler tilsyneladende i telefon i omtrent en time om dagen, så de har da virkelig fundet hinanden kan man sige. De synes også jævnaldrende, og jeg tror at Neels kone har været en fantastisk støtte for min biologiske mor.
Vi fik sat alt bagage ind i Neels fine van og sammen kørte vi mod Unawatuna (sydlige del af Sri Lanka), hvor jeg har været på ferie mange gange. En fantastisk hyggelig og smuk badeby. Faktisk mit yndlingssted på øen og et sted vi altid kommer når vi er på ferie på Sri Lanka. Neel og familien overnattede også i Unawatuna, for dagen efter var mødet med min biologiske mor planlagt.

BEVISET FOR AT DET ER HENDE

Eftersom at både Neel og hans familie havde snakket meget med min biologiske siden de fandt frem til hende, fortalte de os hvordan det hele var gået til. De havde spurgt hende om hun havde fået en datter for snart 30 år siden, hvortil hun svarede Nej. Da Neel så havde vist hende et billede (som jeg har sendt ham) af mig og min biologiske mor måtte hun krybe til kors. Hun gik ind i sit hus og fandt præcis det samme billede frem, hvorfor der hvertfald slet ingen tvivl er om hvorvidt hun har født mig eller ej.

ET NEUTRALT MØDESTED

Torsdag den 11. juli kørte min mor, far og jeg sammen med Neels familie mod byen hvor min biologiske mor er fra. Vi snakkede ikke det store i bilen, for vi var alle bare spændte. Jeg husker næsten ikke køreturen og faktisk heller ikke hvad jeg tænkte på. Neel satte os af ved en lille café, som skulle danne ramme for et neutralt mødested. Det skulle ikke være hos hende, da alle i hendes familie ikke kender vi eksistens. Neel og hans kone kørte mod hendes hjem, imens at mine forældre, Neels søn (som er vanvittig dygtig til engelsk) og jeg sad og fik en juice på caféen. Efter ca. 10 minutters tid rullede den hvide van ind og bag muren kom Neels kone og min biologiske mor gående. Min mor har filmet det og efter at have genset videoen nu kan jeg høre at jeg siger Is it her? Jeg tog nemlig mig selv i at synes at det ikke lignede hende på billedet, men selvfølgelig var det hende. Skulle de måske bare have samlet en eller anden tilfældig op på gaden .. Come on Nip! Jeg gik mod hende og vi krammede / kyssede (på begge sider, som der er kotume for på Sri Lanka). Hun snakker ikke et kvæk engelsk og jeg kan ikke tale srilankansk, så heldigvis stod Neels kone klar til at oversætte. Hun havde tårer i øjnene, men decideret græd det gjorde hun ikke. Ikke før senere hvert fald. Jeg derimod var bare ét KÆMPE smil. Fra øre til øre faktisk. Jeg ved ikke om jeg nogensinde har grædt af glæde, men det tror jeg ikke. Det var heller ikke tilfældet her, selvom at det uden at tøve er det STØRSTE jeg nogensinde har oplevet. Ord kan ikke beskrive det, og jeg bliver stadig ligeså spændt bare af at se videoen af mødet.

Neels kone – min mor – min biologiske mor – mig – min far – Neel – hans søn

TUSINDVIS AF SPØRGSMÅL

Fra caféen kørte vi mod en lille bitte restaurant ved vandet. Her havde vi det hele for os selv og det er jeg glad for. Vi kunne koncentrere os om at tale sammen, stille spørgsmål, vise billeder og ellers bare nyde hinandens selskab. Min biologiske mor ikke bare kiggede, men stirrede på mig. Som om det ikke kunne være rigtigt, men det var det heldigvis. Det synes vi begge er stort, kæmpe stort. Jeg havde printet ca. 25-30 billeder fra min barndom i Danmark, fra studie, fra rejser, af mine venner, fra Bagedysten osv. Hun interesserede sig primært kun for babybillederne, for jeg tror kke at hun forstår den verden jeg bor i nu. Det er simpelthen for langt fra det liv hun lever, men billederne fra da jeg var barn syntes hun om at kigge på. Vi spiste et stort måltid kylling og ris, for samtalen glider altså altid nemmere over et godt måltid. Det ved vi alle, er det ikke sandt?
Jeg fik endelig muligheden for at stille hende nogle af de spørgsmål jeg har gået med så længe, og det var en forløsning endelig at få svarene som jeg har gået med.

HVEM ER MIN FAMILIE?

Først og fremmest er min far slet ikke kineser eller det der ligner. At jeg er en meget lys srilankaner ved hun ikke hvorfor, men hun sagde at jeg var det blegeste barn på børnehjemmet. MEN min biologiske far er 100% srilankaner og desuden kulsort som hun beskrev det. Hun fortalte også at hun ikke er blevet gift og/eller har fået andre børn, ergo har jeg ingen søskende. Derimod er vi (nu med mig inkluderet) 20 fætre og kusiner, hvoraf jeg er den ældste. Her i Danmark har jeg altid været den yngste (udover min lillebror), men i min srilankansk familie er jeg den ældste i kusine/fætre-flokken. Den yngste er bare 10 år gammel. Min mor kommer ud af en søskendeflok på 13, så nu undrer det jer nok ikke hvorfor vi er så mange. Hun boede kun kort tid i Colombo hvor hende og min biologiske far (vidst nok) arbejdede sammen inden at han stak af, da han fandt ud af at hun var gravid. På Sri Lanka var det dengang, og er det stadig, ikke velset at have børn uden for ægteskabet, og derfor var det helt naturligt for hende at adoptere mig væk. Det har jeg altid vidst, så det kommer ikke som en overraskelse.

Jeg kommer ikke til at dele hele samtalen med hende her, da jeg holder nogle ting for mig selv, men nu har I hvert fald også fået svar på nogle af dem som jeg også selv søgte svar på.

HVORDAN HAR DINE FORÆLDRE MED DET HELE?

Hvis der er noget jeg er blevet spurgt om mange gange, så er det hvordan mine forældre (her i Danmark) har det med at jeg SÅ gerne ville møde min biologiske mor. Svaret tror jeg måske I kender allerede, men mine forældre synes det var mindst ligeså fantastisk at møde hende som jeg. For dem var det jo et gensyn, da de mødte hende flere gange under adoptionen i ’89. De havde sådan glædet sig og man kunne virkelig tydeligt se (og høre) at de nemt kunne genkende hinanden. De snakkede blandt andet om ting fra dengang jeg blev adopteret m.m. Gensynsglæden var stor fra begges side og jeg tror da også at der var nogle forældre som fik trillet en tåre eller to.

Mine forældre

GENSYN OG GAVER

Dagen før vi rejste mod Danmark, cirka 14 dage efter det første møde, kom Neels familie og min biologiske mor til vores hotel i Unawatuna. Stemningen var anderledes denne gang, mere afslappet og der var mange flere grin og små historier. Min biologiske mor er lattermild og snakkesaglig, så det tror jeg at jeg har fra både hende og mine forældre her i Danmark. Jeg havde købt to bluser til hende på Sri Lanka, og så gav jeg hende også penge. Hun arbejder ikke, men passer huset hvor hende og hendes søster bor. Desuden bor deres 12-årige nevø (altså min fætter) hos dem. Hendes søster forsøger dem alle, men nu har jeg givet hende penge til at hun blandt andet kan få opereret sit øje, som hun venter på at få opereret. Hun blev meget meget glad, selvom at det på Sri Lanka er sjældent at de takker når de får en gave. Det gjorde mig selvfølgelig glad. Vi fik god srilankansk frokost, gik tur på stranden og hyggede ved hotellet hele dagen. Om eftermiddagen kørte Neels familie og jeg hende hjem, imens at mine forældre blev på hotellet og pakkede deres kufferter. Jeg så mit snit til at køre hende hjem, for så kunne jeg måske møde hendes familie.

Neels familie – mig, min far og min biologiske mor i Unawatuna

EN FÆTTER OG EN MOSTER

Da vi kom til hendes (i øvrigt meget flotte og store) hus inviterede hun os indenfor. Det havde hun også gjort ved første møde, men der var ingen hjemme første gang. Denne gang var min fætter på 12 år og min moster hjemme. Min biologiske mor fortalte dem at Neels familie OG jeg var hendes venner fra hendes fortid i Colombo, og så rettede jeg selvfølgelig ind. Jeg er dog ikke sikker på om de købte den, for nevøen spurgte min biologiske mor hvorfor jeg snakkede engelsk, hvis jeg også var fra Colombo. Jeg ved ikke hvad hun svarede ham, men mon ikke hun fandt på noget.

DEN EFTERFØLGENDE KONTAKT

Siden at jeg sagde farvel til hende den 23. Juli ved hendes hus, har jeg ikke set hende eller hørt fra hende. Det havde jeg bestemt heller ikke forventet. Vi kan ikke kommunikere med hinanden med mindre en tredje person er inde over. Heldigvis ringer og skriver Neel og hans familie til mig, og hvis jeg ønsker det kan jeg få dem til at ringe og spørge ind til hende. Jeg er sikker på at jeg vil besøge hende næste gang jeg besøger Sri Lanka, men indtil da forventer jeg ikke at vi kommer til at have kontakt. Naturligvis har jeg haft mange tanker både før rejsen, under og også efter jeg er kommet hjem til Danmark igen. Jeg fik svar og billeder på nogle af de spørgsmål jeg altid har gået rundt med, og det var det vigtigste for mig. Hun er kvinden der fødte mig og dette møde er vitterligt det største jeg har oplevet. Men mor-far-følelsen den har jeg for mine forældre her i Danmark. De har haft mig siden jeg var 6 uger gammel, de har opdraget mig og de har været der og er det – altid. Disse følelser kan ingen ændre, men at have familie i to vidt så forskellige lande og dele af verden, det kan jeg kun være taknemlig og beæret over.

Jeg har desuden lavet et langt interview med DR som journalisten Trine har fanget på bedste vis. Hun har lavet den fineste artikel som I kan læse her, hvis det skulle have interesse at læse endnu mere.

Af hjertet TAK skal I alle sammen have for at have fulgt min rejse, mødet og at have læst dette. Hvis I da har orket at læse hele molevitten. Hvis ikke, så er det selvfølgelig helt forståeligt, for det var et længere blogpost end en kageopskrift. Hvis nogen skulle have spørgsmål eller andet, så er I mere end velkomne til at skrive dem i kommentarfeltet nedenfor.

Kærligst fra Nip