De her Nutella cupcakes med saltkaramel stryger lige ind på førstepladsen over mine bedste cupcakes til dato. Måske du har lyst at prøve dem?

Her får du både en video med fremgangsmåde og en opskrift som jeg håber at du (også) vil elske.

De er lette choko-cupcakes med en tung og lækker chokoladefrosting på toppen. Inde i gemmer sig en saltkaramel-overraskelse som du uden tvivl vil blive kæmpe fan af. Saltkaramellen kan også bruges i andre opskrifter af mine kager eller måske du bare har lyst til at spise den med ske. I dont blame you!

Her kan du finde en fremgangsmåde: Video-guide

Lad mig endelig vide hvad du synes om opskriften.
Kærligst fra Nip


NUTELLA CUPCAKES MED SALTKARAMEL (20 stk)

NUTELLA CUPCAKES
275 g sukker
175 g hvedemel
75 g kakao
1/2 tsk salt
1 tsk natron
1 tsk bagepulver
2 tsk vaniljesukker

4 æg (stuetemp)
1,5 dl sødmælk (stuetemp)
1,5 dl fløde (stuetemp)
1,75 dl smagsneutral olie (stuetemp)

Bland de tørre ingredienser og sigt det.
I en anden skål piskes de våde ingredienser sammen og bagefter piskes begge dele sammen.
Fordeles i ca. 20 cupcake forme og desuden gerne i en metalholder.
Bages i ca. 23 minutter ved 175 grader (alm ovn)

SALTKARAMEL
200 g karamelchokolade (hakket eller knapper)
200 g sukker
100 g smør
1 dl piskefløde (stuetemperatur)
1/2 dl vand
1 tsk salt (gerne flagesalt)

Smelt sukker ved medium varme, UDEN at røre, i en (tykbundet) pande eller gryde.
Tilføj smør og rør rundt til det er smeltet.
Ved lav varme tilsættes fløde og lidt vand.
Nu vil det (måske) begynde at klumpe lidt, men du skal bare blive ved at røre rundt til din karamel er helt glat.
Det tager et par minutter. Hæld det herefter over chokoladen og tilføj flagesalt.
Lad det stå i 1-2 minutter og stavblend. Lad det køle af i skålen.
Lav små fordybninger med en lille kniv i alle cupcakes og hæld saltkaramel i.
Gem den resterende saltkaramel i en lufttæt bøtte i køleskabet. Det bliver ikke sten-hårdt.

NUTELLA FROSTING
200 g flormelis
200 g smør (stuetemperatur)
150 g Nutella
50 g mørk chokolade (smeltet og afkølet)

Pisk flormelis og smør sammen til en ensartet masse. Tilføj resten og pisk igen.
Kom det på en sprøjtepose med en stor flot tyl og sprøjt fin topping på hver cupcake.