Denne her, min New York New Year, kage er der rigtigt mange af jer som har spurgt efter opskriften til. I dag skal I få den og der er både billeder af hvordan den skulle have set ud, og hvordan den kom til at se ud i programmet.

Læs med her for opskriften. Der kan snildt skæres elementer fra, så den bliver lidt mere overskuelig at kaste sig ud i.


Billederne her er billeder af hvordan min New York New Year kage skulle have set ud, men desværre knækkede bogstaverne, eller nærmere sagt N’t, for mig hele to gange i programmet og derfor valgte jeg selvfølgelig ikke at sætte Y’t på for sig selv. Det giver jo ikke så meget mening.
Og noget andet som gik yderst galt, som man ikke så på TV var, at da jeg skulle tage kagen med glaze ud af køleskabet banker jeg den op i en køleskabshylde, så glazen sidder fast. HELDIGVIS kunne jeg tage den af, og den var stadig flot, men det var godt nok tæt på at det var gået helt galt.

Jeg har været i USA én enkelt gang, og dette var kun i 3-4 dage. Det var da jeg boede i Mexico at min veninde og jeg tog til Miami for at holde mini-ferie. Det var helt fantastisk, men det var ikke meget af landet jeg fik oplevet.

Idéen med min kage var derfor at vise dommerne at jeg utroligt gerne vil holde nytår på Times Square. Kagen indeholder æbler for at symbolisere The Big Apple (New York), samt jordbærmousse og cavamousse for at symbolisere nytår, altså at drikke cava og spise friske jordbær til. Jeg valgte at beklæde kagen med en sort skyline og NY på kagen for at symbolisere New York og med både blå glaze, hvide stjerner og et rødt bånd for at symbolisere farverne i USAs flag.

Orker du ikke at lave hele molevitten, så drop evt. jordbærmousse, glaze, marcipanbånd og bogstaver og lav istedet bare selve kagen med cavamousse.

Jeg håber at I har lyst til at læse med igen, når jeg senere i denne uge deler flere insidertips, samt egne billeder og mine tanker omkring program 4. Husk endelig at sende mig jeres spørgsmål hvis der er noget som I spekulerer på.

Og så er det jo i aften at det 4. afsnit løber over skærmen.
Jeg skal se det med nogle af de andre deltager og jeg glæder mig helt enormt!

Glædelige, kærlige hilsner,
Nip


NEW YORK – NEW YEAR (12 personer)

Læs samlingsbeskrivelsen inden at du starter
MANDEL-MARCIPAN FRAGILITE BUNDE
250 g past. æggehvider
350 g sukker
200 g maricpan (grof trevet)
200 g mandler (groft hakket)

Start med at tænde ovnen på 180 grader.
Pisk æggehviderne og sukkeret til en stiv marengsmasse.
Vend maricpan og mandler i.
Fordel dejen i 2 springforme (2 x 20 cm) som er foret med bagepapir.
Bag bundene i ca 30 minutter og lad dem køle helt af inden at de tages ud af formen.

ÆBLEKOMPOT
2 blade husblas
500 g æbler (skrællet)
100 g sukker
Korn af 1/2 vaniljestang
50 g brun farin
Saften af 1 citron

Start med at lægge husblas i blød i koldt vand.
Skær æblerne i små stykker.
Kog æblerne ind i 10 min. med sukker, vaniljekorn, brun farin og citronsaft.
Efter at det hele er kogt ind, skrues ned for blusset og det hele skal simre i et kvarters tid.
Rør husblassen ud i den lune æblekompot og lad den herefter køle af.

CAVA MOUSSE
7 blade husblas
1/2 dl æblemost
Saft af 2 limefrugter eller 1 citron
2,5 dl Cava
3 dl piskefløde
120 g past. æggehvider
50 g sukker

Start med at lægge husblas i blød i koldt vand.
Varm æblemost og limesaft/citronsaft op og lad det koge ind i 5-10 minutter.
Tag gryden af blusset, hæld Cava i og herefter smeltes husblassen i. Lad det køle af.
Pisk fløden til flødeskum og vend den kolde cavasirup i.
Pisk herefter æggehvider og sukker til marengs og vend også det i.
Stil moussen på køl indtil at den skal hældes over kagen.

JORDBÆRMOUSSE
3 blade husblas
120 g jordbær
Saft af 1 citron
100 g sukker
1 dl piskefløde
100 g græsk yoghurt (10%)

Start med at lægge husblas i blød i koldt vand.
Varm jordbær, citronsaft og sukker op til lige under kogepunktet.
Lad det herefter simre til jordbærene er heltbløde og stavblend hele molevitten i gryden.
Si det i en skål og smelt husblassen i jordbærpuréen. Lad det køle af.
Pisk fløden til flødeskum og vend den græske yoghurt i.
Vend til sidst jordbærpuréen i og hæld det i en 16 cm springform/kagering med kageplast.
Sæt den i fryseren til at den har sat sig helt og glazen kan hældes over.

BLÅ GLAZE
1,5 blad husblas
1/2 dl sødmælk
60 g sukker
70 g hvid chokolade (hakket)
60 g miroir gelé
Blå farve
Sølvstøv
Krymmel-stjerner (hvid)

Start med at lægge husblas i blød i koldt vand.
Varm sødmælk og sukker op til sukkeret er opløst. Smelt husblassen deri.
Kom den hvide chokolade i en kande og hæld mælkeblandingen over.
Tilsæt miroirgelé, blå farve og glitter og stavblend det hele.
Sæt stavblenderen skråt ned, for herefter at rejse den op, så der ikke kommer luftbobler.
Lad glazen køle ned til et sted mellem 34-36 grader før den hældes over jordbærmoussen.
Dekorér med hvide krymmel-stjerner

MARCIPAN BÅND
200 g marcipan
20 g glukosesirup
80 g flormelis
Rød farve
Sort farve

Ælt marcipan, glukosesirup og flormelis godt sammen.
Indfarv 1/3 af marcipanen med rød farve, rul det ud og læg det som et bånd om jordbærkagen.
Indfarv resten af med sort farve, udrul et sort bånd og skær New York Skyline ud.
Svøb det om den hvide kage.

NEW YORK BOGSTAVER
100 g isomalt
Neutral olie til at smøre formene med
Hvid farve
Guld støv

Opvarm isomalt i en gryde til det er flydende. Tilsæt hvid farve.
Hæld det i to forme N og Y (smurt med lidt neutral olie) med en silikonemåtte under.
Lad det størkne helt i køleskabet inden at bogstaverne tages ud af formen.
Tag bogstaverne ud og pensl dem med guld støv.
Dyb to små pinde i lidt flydende isomalt og ‘lim’ dem fast på bagsiden af hvert bogstav.
Læg dem til side.

SAMLING AF KAGEN
Læg én kagebund i springformen (20 cm) foret med kageplast og bagepapir i bunden.
Fordel halvdelen af æblekompotten ovenpå og tilføj endnu et lag (bund + æblekompot).
Hæld cavamoussen over kagen og sæt den i fryseren til at den har sat sig helt.
Når kagen har sat sig helt tages den ud og sættes på et fad.
Rul det sorte marcipanbånd med New York skyline udenom.
Læg herefter jordbærmoussen med blå glaze ovenpå.
Rul det røde marcipanbånd rundt om den blå kage.
Til sidst stikkes ‘NY’-bogstaverne ned i den blå glaze.

Sådan så min “New York New Year” kage ud i program 3, hvor temaet var USA.

Skriv et svar