Jeg er ikke den morgenmads-spisende type, men lige nu er jeg måske ved at blive det alligevel. I hvertfald er denne kokos chiagrød med hindbær virkelig virkelig himmelsk cremet, blød og lækker. Sådan rigtig god hvis jeg selv skal sige det!
Det føles faktisk som at spise en dessert klokken (alt for) tidligt om morgenen og derfor egner den sig faktisk også ganske glimrende som netop det en eftermiddag eller aften.
Chiafrøene kan suge op til 12 gange deres egen vægt, og er samtidig frø som er rige på protein og fiber (hvis man går op i sådan noget). Det er lige ved og næsten at det er for sundt til at komme fra mig, men nu hvor jeg selv er begyndt at spise det som snack, så skal I altså heller ikke snydes.
Jeg har prøvet at lave chiagrød med alle mulige slags mælkeprodukter tidligere hen og jeg synes altid at det er blevet en omgang klistret gelé, indtil at jeg lavede det fornylig igen. Denne her er FANTASTISK god og så er den smaddernem at lave, da det hele tilberedes aftenen før. Ret smart, hvis man som mig hellere vil sove længere, end at bruge oceaner af tid på at forberede morgenmad.
Jeg blander chiagrøden med græsk yoghurt, da det kun gør den endnu mere frisk og cremet, og det kan vi jo godt lide. Jeg kan godt lide at toppe min chiagrød med bærkompot, chokolade, hakkede nødder, frysetørrede bær eller hvad der ellers lige findes af ting og sager i køkkenet, men det er nu bare fantasien og som sætter grænser for hvilken topping der kan anvendes.
Rigtig god fornøjelse og god uge,
Kærligst fra Nip
KOKOS CHIAGRØD MED HINDBÆR (3-4 portioner)
KOKOS CHIAGRØD
4 spsk chiafrø
1 dåse kokosmælk (en cremet én af slagsen)
1/2 tsk vaniljepulver
100-150 g græsk yoghurt (10%)
Tilføj mere/mindre vaniljepulver og græsk yoghurt, efter smag
Med et piskeris piskes chiafrø og kokosmælk sammen i en skål, så frøene skilles ad.
Lad det stå i ca. 10 minutter og pisk igen, så frøene ikke falder til bunds i skålen.
Sæt skålen i køleskabet (stadig med piskeriset i).
Efter en halv time og piskes der herefter igen, så frøene igen løftes fra bunden.
Lad skålen stå i køleskabet natten over, og om morgenen vil frøene have suget væsken til sig.
Tilføj vaniljepulver og græsk yoghurt og pisk det hele sammen.
HINDBÆRKOMPOT
400 g hindbær
Saft af 1 citron
50-75 g sukker
Kog hele molevitten i en gryde og pres hindbærsaften igennem en si, så kun de moste bær er tilbage.
Lad det køle af indtil at det skal anrettes med kokos chiagrøden.
Hindbærkompotten kan ligesom chiagrøden nemt gemmes i køleskabet i et par dage.
(Selve hindbærsaften kan gemmes og bruges i dessert, til saft eller andet)
ANRETNING
Lille håndfuld mandler
Nogle friske hindbær
I et glas (eller hvad du ønsker at spise af) hældes en god mængde kokos chiagrød i.
Lidt hindbærkompot fordeles ovenpå og herefter endnu et lag kokos chiagrød.
Hak mandlerne groft og fordel både dem og nogle friske hindbær på toppen.
Voila, så er der morgenmad eller måske dessert.
Der er nok til 3-4 portioner, som sagtens kan gemmes i køleskabet i et par dage.
KAn nan bruge alm mælk i stedet for kokosmælk?