Julebagedysten blev i lørdags, på selveste lillejuleaften, sendt og det var for mig ikke et hvilket som helst program. Nej der skete simpelthen mirakler i det telt, og ENDELIG fik jeg også mesterbagerforklædet sammen med min bage-makker, Lucia.

Læs hellere end gerne med herunder hvis du vil høre mere og se mere fra julebagedysten. Jeg fortæller også hvad jeg gjorde med mesterbagerforklædet og hvorfor Rosa måtte fælde en lille tåre.

6 programmer var jeg med i, da Den Store Bagedyst løb over skærmen dette efterår. I ingen af programmerne var jeg den som løb med mesterbagerforklædet, men det ændrede sig i lørdags i julebagedysten. Det var FANTASTISK og jeg kan faktisk ikke huske hvad jeg tænkte. Jeg blev bare sindsygt glad. Så glad at det er svært at beskrive.

Jeg håber at I alle havde en dejlig juleaften i går, og at I må få nogle dejlige juledage med dem som I holder allermest af.

De kærligste hilser,
Nip


BAG OM JULEBAGEDYSTEN

6 par var vi med i Den Store Julebagedyst, men desværre gik kun 4 par videre til Nytårsbagedysten som sendes på fredag kl. 20:00 på DR1.
Anton og (moster) Malene måtte desværre forlade teltet, og det samme med Rosa og hendes datter Trine. Begge par holder jeg rigtig meget af og snakker så godt med.
Da vi blev kåret som mesterbagere og Rosa efterfølgende fik at vide at hun ikke skulle være med mere, fældede hun en tårer. Jeg troede at det var fordi at hun var ked af at ryge ud, MEN istedet var det fordi at jeg var blevet mesterbager. Rosa ved hvor meget jeg gerne har villet have det forklæde, så det var virkelig rørende for mig at hun blev så glad på mine vegne. Rosa, Trine, Malene og Anton vil uden tvivl mangle i køkkenerne under Nytårsbagedysten!

 

Så fandt jeg sørme alligevel et billede af Lucia og jeg i vores mesterbagerforklæder lige inden at vi gik ned i kantinen for at spise aftensmad.
At have øvet og øvet og øvet, og se at det (endelig) bar frugt, dét var bare helt og aldeles fantastisk. Forklæderne tog vi med os hjem, og jeg lagde det under min hovedpude og sov på det lige indtil at vi skulle tilbage til DR for at optage nytårsbagedysten. Jeg havde SÅ forfærdelig lyst til at vise det frem til alle og enhver, men det gik jo ikke. Vi er piv-stolte over mesterbagertitlen, og det tror jeg også var til at se i programmet fra i lørdags. Nu skal der kæmpes endnu hårdere, for at vise at vi er værdige til at have det på i Nytårsprogrammet.

 

Da vi optog Den Store Bagedyst på Clausholm Slot i foråret, var en stor OB-vogn (og ikke Opium-vogn, som jeg synes de sagde i starten) parkeret ved siden af slottet. Herfra sidder en masse søde mennesker og holder øje med alt hvad der sker på de forskellige kameraer som står inde i teltet, og i et lille rum ved siden af styres alle lydoptagelserne. Jeg var sammen med en af OB-folkene inde og se det hele og lige her er det Kirsten og Nadines mesterværk som filmes.

 

Rigtig mange har spurgt mig hvordan det var, ikke at stå alene i køkkenet denne gang og det var specielt. Både fordi at det var rigtig hyggeligt at have Lucia med, men også fordi at jeg i Den Store Bagedyst tidligere har været vant til at have styr på alle processerne selv. Heldigvis ved jeg at Lucia er rigtig dygtig i et køkken, så mit kontrol-gen forsøgte jeg at beherske så meget som muligt. Jeg har jo fortalt ALT til hende omkring bagedysten, så det var rigtig sjovt at kunne dele denne oplevelse med hende.
Lige her er jeg igang med at lave snefnug og juletræer til vores mesterværk og Lucia er igang med at lave pynt til de tykke snemænd.

 

Jeg tror vitterligt aldrig nogensinde at jeg har SVINET et køkken så meget til som vi gjorde i den hemmelige udfordring. Vi havde på intet tidspunkt regnet ud hvordan det flettede julehjerte i midten skulle laves og samles, så derfor tænkte vi på det og slet ikke på hvordan køkkenet så ud. Her har vi lige fået afleveret kagen og se lige hvordan det ser ud. Tænk at vi selv har kunnet stå i det rod. Jøsses altså. Nå, men en kage kom der hvert fald op til dommerne. Heldigvis lavede vi jo pakkeleg (om ekstra tid til alle par), og ingen af de første fire par slog en seks´r. Det var derfor SINDSYGT heldigt at både Anton og jeg gjorde, for ellers tør jeg da ikke tænke på hvad vi havde afleveret. De 10 minutter ekstra gjorde lige præcis at vi kom i mål. Det var sku bare heldigt!

 

Under Den Store Bagedyst er der et dommer-telt ved siden af bageteltet, men under Jule- og nytårsbagedysten er der indrettet et hjørne hvor dommernes stole og bord står. Her laver de optagelserne, som vi andre (af gode grunde) ikke ser.
Hele bageteltet er sat op inde i et kæmpestort studie på DR her i Aarhus, og over teltet hænger ca. 200 lamper som lyser det hele op, og rundt hele teltet står de fineste juletræer.

 

Vi boede alle sammen på hotel i Aarhus under optagelserne, og tidligt om morgenen kørte vi ud på DR hvor morgenmad og make-up artister stod klar. Kenneth, Anne og Ann (på billedet) tog sig så godt af os og gjorde os fine. Alle tre kender jeg fra tidligere modeljobs, og derfor har det været virkelig hyggeligt at se dem igen på optagelserne til både den alm. bagedyst og også igen nu. Oftest får jeg farvet og klippet mit hår i Tyrkiet, hvor jeg også tidligere har boet og arbejdet som guide, men om vinteren (når jeg ikke kommer til Tyrkiet), er det Ann som ordner mit hår her i Aarhus. Ann har jeg kendt lige siden at jeg var barn, for hun gik nemlig i folkeskole med en pige som jeg blev adopteret sammen med. Ret pudsigt at vi så lige har mødtes igennem et modeljob og nu på Den Store Bagedyst. Snart forvandler hun mit hår igen, og det glæder jeg mig rigtig meget til.

 

FAVORITUDFORDRING:
Lucia og jeg brainstormede så det batter, da vi skulle finde på kagerne til programmet. Vi endte ud med at lave en æske med julekugler eller jule-flødeboller som det er og resultatet i teltet blev endnu bedre end da vi øvede derhjemme. Heldgivis i den rækkefølge. De består af peberkagebunde, solbærskum, et amarenakirsebær, en mørk chokoladeskal med guld og et lille isomalt-vedhæng med guldsnor. Alt i alt en virkelig fin mandelgave, som vi fik enormt meget ros for af dommerne. 

 

HEMMELIG UDFORDRING:
Denne her udfordring var nok den sværeste jeg nogensinde har lavet, men det skyldtes uden tvivl at vi ikke kunne finde ud af hvordan vi skulle lave det flettede hjerte i midten. At vi ikke kunne det resulterede også i, at vores kage blev en hel del kortere end de andres og så manglede vi lidt flet i den ene ende af kagen. Vores kage er nummer to på det her billede. Den blev rigtig flot både indeni og udenpå synes jeg, men desværre for kort.
Hvis I har lyst at give jer i kast med at lave den, så er opskriften tilgængelig lige HER.

 

MESTERVÆRK:
Her skal I se det mesterværk som jeg til dags dato er allermest STOLT over at have serveret. Ingenting gik galt og vi leverede denne kage for dommerne i julebagedysten, hvorefter Markus gav os en stor krammer. Så bliver det ikke meget bedre, hva? Katrine sagde efterfølgende til mig, at det er en af de allerbedste kager hun har fået i programmet. Snefnug-kagefadet har min storebror og mine to nevøer lavet til os, og det var bare så fint sammen med. Kagen deler jeg snarest en opskrift på, så I også kan få den smagt.

2 comments on “Bag om bagedysten – JULEBAGEDYSTEN”

  1. Hej Nip,
    Den maskine som du sprøjtede jeres kage med, hvilken model er det? Endnu engang stort tillykke med jeres flotte titel.

Skriv et svar