Min mest læste opskrift herinde er mine Snickerssnitter, så jeg håber derfor at I også vil kunne lide disse Snickers kager.

Smagene fra den klassiske Snickers bar indgår selvfølgelig, så derfor finder du både karamel på flere måder, chokolade og saltede peanuts. Her i små fine kager, eller tærter som det jo faktisk også er.

Jeg har lavet dem af flere omgange, og hele tiden justeret på opskriften, men nu synes både jeg og de søde mennesker som har hjulpet mig med at teste dem, at de sidder lige i skabet.

Jeg håber inderligt at du og dem du holder af også vil kunne lide dem. Nu vil jeg skylle de mange valnødder jeg har været ude at samle på gården, og mon der så ikke inden længe dukker en opskrift op med valnødder. Det tænker jeg at der gør.

Kærligst Nip


SNICKERS KAGER (6 personer)

KARAMELMOUSSE
2 blade husblas
175 g karamelisseret chokolade (fx. Gold fra Callebaut)
2,5 dl piskefløde

Læg husblas i blød i koldt vand.
Hak chokoladen og smelt den i en skål over vandbad eller i mikroovn.
Varm 1/2 dl piskefløde op, smelt husblassen deri og vend det med chokoladen til en homogen creme.
Pisk resten af piskefløden til let skum og vend det i, når chokoladecremen ikke er varm længere.
Hæld karamelmoussen i de hvide silikoneforme og sæt dem i fryseren til de er helt frosne.
Imens laves tærtebundene med fyld.

TÆRTEBUNDE
150 g hvedemel
40 g flormelis
1 nip salt
1/2 æg
85 g koldt smør

Hvedemel, flormelis og salt blandes i en skål og det kolde smør (skåret i små tern) tilsættes.
Nulr smøret godt sammen med de tørre ingredienser til det ligner rasp.
Pisk ægget let og saml dejen med det. Pak den ind og læg den på køl i ca. 20-30 min.
Tænd ovnen på 200 grader og når dejen er kold rulles den ud og kommes i små tærteforme.
Bag bundene i ca. 12 minutter og lad dem herefter køle helt af inden at der kommes fyld i.
TIP! Jeg bruger en perforeret bageplade og tærteforme & silikoneforme.

FYLD
1/2 dl piskefløde
75 g mælkechokolade (hakket)
6 spsk dulce de leche (fx Tørsleffs)
100 g saltede peanuts (hakket)

Smelt chokoladen i en skål over vandbad eller i mikroovn.
Varm fløden op og hæld det over chokoladen. Rør det godt sammen og lad herefter cremen køle af.
Hæld chokoladecreme i bundene, så det ca. fylder 1/3 indvendig i tærten. Lad det sætte sig lidt.
Herefter smøres et lag dulce de leche ovenpå chokoladecremen, ca. en spsk pr. tærte.
Drys med saltede peanuts, men ikke højere end tærtens kant, og sæt dem herefter på køl.

KARAMELGLAZE
1,5 blad husblas
1/2 dl mælk
70 g glukosesirup
100 g karamelisseret chokolade (fx. Gold fra Callebaut)
60 g miroir gelé
Evt. lidt guldstøv

Læg husblas i blød i koldt vand.
Varm mælk og glukosesirup op til det er smeltet og smelt herefter husblassen i.
Hak chokoladen og hæld mælkeblandingen over. Rør til massen er homogen.
Hældes i i en høj kande og stavblendes forsigtigt med miroir gelé og evt. lidt guldstøv.
Sæt stavblenderen skråt ned, for herefter at rejse den op igen uden at løfte den op af glazen.
Glazen skal ramme en temperatur på ca. 34-35 grader før at den er klar.
De 6 små karamelmousser lægges på en bagerist med bagepapir under og glazen hældes over.
Hver mousse løftes nu forsigtigt over på hver sin tærtebund.
Lad kagerne tø op i køleskabet i ca. 1/2 times tid, inden at de dekoreres, serveres og spises.

OBS! Der er glaze nok til 12 små mousser, men da det er svært at lave en mindre portion uden at der kommer luftbobler i glazen, kan du istedet gemme det resterende til en anden gang eller en anden kage.

8 comments on “Snickers kager”

  1. Hej Nip.
    Kan man bruge Valrhona Dulcey til denne dessert ? Eller skal det være Gold fra Callebaut.

    Med venlig hilsen Sandra

  2. Hej Nip
    Hvis jeg nu vil lave en stor tærte på 19 cm, skal jeg så lave dobbelt portion eller er der nok i en portion?
    Mange hilsner Maria

Skriv et svar