Nytår i Danmark for første gang i mange år, skulle jeg lige til at sige, men det er da faktisk ikke helt sandt. De seneste mange år har jeg fejret nytår (og juleaften) i Thailand, Tenerife, Mexico og på Sri Lanka. Denne gang blev det i Sverige, med udsigt over Øresund. Det var særdeles fint da klokken slog midnat og vi med et glas champagne i hånden kunne se hele himmelen lyse op af fyrværkeri over København. SÅDAN en hyggelig aften med virkelig virkelig god mad, fantastisk hyggeligt selskab og alle vores små søde desserter. Heldigvis lavede vi lidt ekstra, så jeg ved udemærket godt hvad menuen i dag står på.

Vi stod for at levere en nytårsdessert: Mini cupcakes med saltkaramel & vanilje creamcheese frosting samt banankage med Nutella og sølvstøv. Faktisk var der foruden disse små desserter også både apple crumble med vaniljesauce & flødeskum, friske bær og masser af snoller.

Hvad end at du nu i øjeblikket føler at ti små mænd banker indvendigt i dit hoved med en hammer, har en lang arbejdsdag forude, hygger med dyner på sofaen, rejser rundt og oplever noget nyt, eller noget helt andet, så håber jeg inderligt at du er kommet dejligt ind i 2017. For mit vedkommende har det den 1. Januar i mange år været med hvide sandstrande, et turkisblåt hav og massage. I år er det med nattøj hele dagen (vigtigt!), dyner i sofaen, gårsdagens kagerester og serier i flimmeren. Anderledes fra tidligere, men jeg ville faktisk ikke bytte det for noget som helst andet.

Og så er der det der med nytårsfortsæt. Dem er jeg altså ikke så forfærdelig god til hverken at finde på, huske (hvis jeg altså finder på nogle) eller følge op på. Jeg ønsker dog hvert år at rejse mere, kramme de som jeg holder allermest af noget mere og spise mere kage. Ja ja, den sidste har jeg måske lige fundet på nu imens jeg skrev 😉

RIGTIG SØDT OG GLÆDELIG GODT NYTÅR!
Kindkys og store kram, Nip


NYTÅRSDESSERTER (10 personer)

1. DESSERT: MINI CUPCAKES MED SALTKARAMEL & VANILJEFROSTING

BROWNIE CUPCAKES
150 g mørk chokolade
75 g smør
150 g sukker
3 æg

Start med at tænde ovnen på 175 grader.
Smelt chokolade og smør over vandbad.
Tag skålen af vandbadet og rør sukker i.
Pisk æggene sammen i en anden skål og rør dem herefter sammen med chokolademassen.
Hæld dejen i 24 mini cupcakeforme og bag dem i ca. 17-20 minutter.
Stil kagerne på køl og lad dem gerne sætte sig natten over.
Gør imens saltkaramel og frosting klar til når kagerne har kølet og sat sig.

SALTKARAMEL
1 dåse kondenseret mælk
1 tsk flagesalt

Tag etiketten af dåsen.
Læg den herefter i en gryde med vand, og kog den under et låg i sådan cirkus 3,5-4 timer.
OBS! Dåsen skal hele tiden være dækket af vand.
Tag dåsen op og lad den køle inden, at du rører flagesalt i.
Lav en lille ‘dut’ af saltkaramel i midten, på toppen af hver cupcake.
Hvis der er mere tilbage kan du spise det eller måske gemme det til en anden sød dessert.

VANILJE CREAMCHEESE FROSTING
100 g hvid chokolade
100 g blødt usaltet smør
75 g flormelis
125 g cream cheese (Philadelphia Original synes jeg er bedst)
Korn fra 1/2 vaniljestang

Smelt chokolade over vandbad og sæt det til side.
Pisk smør og flormelis til en let, lys og luftig masse.
Tilsæt de resterende ingredienser og vend det hele godt sammen.
Kom frostingen i en sprøjtepose med en stor stjernetyl og lav fine ’toppe’ rundt om saltkaramel-dutten.

2. DESSERT: BANANKAGE MED NUTELLA

BANANKAGE
150 g smør
4 æg
200 g rørsukker
Korn fra 1 vaniljestang
150 g hvedemel
1 tsk bagepulver
5 (meget) modne bananer – ikke brune!
100 g mørk chokolade

Start med at tænde ovnen på 180 grader
Smelt smøret og sæt det til side
Pisk æg, rørsukker og korn fra én vaniljestang til en lys, luftig og let masse
Vend herefter mel, bagepulver og det afkølede smør i.
Stavblend de modne bananer og vend dem i dejen.
Hak chokoladen groft og vend det i dejen som det sidste.
Beklæd en kvadratisk form (21×21) med bagepapir og bag kagen i ca 40 minutter.
Lad kagen sætte sig nogle timer eller natten over, imens Nutella frostingen forberedes.

NUTELLAFROSTING
140 g mørk chokolade
150 g blødt usaltet smør
80 g flormelis
100 g Nutella

Smelt chokolade over vandbad og sæt det til side.
Rør smør og flormelis sammen til det er let, lyst og luftigt.
Tilføj de resterende ingredienser og vend det hele godt sammen.
Stil frostingen på køl i ca. 15-20 minutter.
Kom frostingen i en sprøjtepose med en fin tyl og lav ’dutter’ ovenpå kagen. (8 x 8 rækker)
Drys evt. med lidt sølv støv, hvis du vil gøre dem ekstra festlige og skær kagen ud i passende stykker.

Skriv et svar