Det er sæson for kager med æbler, og derfor har jeg nu kastet mig ud i at fortolke en gammeldaws ævlekage, som nu er blevet en moderne æblekage.

Den har fået SÅ meget og flot ros af de som jeg har serveret den for, og den må betegnes som værende en af de allerbedste kager jeg til dato har lavet. Både på smag og udseende.

To hasselnøddebunde lagt sammen med syrlig æblekompot med æbler fra mine forældres have, er hvad selve kagen består af. Uden om er den dækket af hvid chokolademousse og en masse forskellig pynt, for jeg kunne simpelthen ikke lade være med at dekorere og dekorere.

I bunden af denne opskrift har jeg skrevet hvad jeg har brugt til at dekorere med, lagt links til både tuiles og macarons, og så er der selvfølgelig et billede af det fine snit som denne moderne æblekage heldigvis også har.

Mange kærlige hilsner,
Nip


MODERNE ÆBLEKAGE (10 personer)

ÆBLEKOMPOT & ÆBLEGELE HALVKUGLER
2 blade husblas
300 g æbler (skrællet og skåret i små stykker)
100 g sukker
Korn af 1 vaniljestang
Saft af 1 citron

Start med at lægge husblas i blød i koldt vand.
Kog æblestykker, sukker, vaniljekorn og citronsaft i ca. 10 minutter.
Efter at det hele er kogt ind, skrues ned for blusset og det hele skal simre i et kvarters tid.
Si æblekompotten, smelt 1 blas husblas i kompotten og sæt det på køl.
Det andet blad husblas smeltes i den æble-sirup der er tilbage fra æblekompotten,
og dette hældes nu i små silikone halvkugleforme og sættes i fryseren til at den skal dekoreres.

HASSELNØDDEBUNDE
150 g æggehvider
200 g sukker
100 g maricpan (groft revet)
100 g hasselnødder (groft hakket)

Start med at tænde ovnen på 180 grader.
Pisk æggehviderne og sukkeret til en stiv marengsmasse.
Vend maricpan og hasselnødder i.
Fordel dejen i 2 springforme (2 x 20 cm) som er foret med bagepapir.
Bag bundene i ca 25 minutter og lad dem køle helt af inden at de tages ud af formen.
Udstik begge bunde med en 16 cm udstikker og spis resterne.
Tag en springform (20 cm) og placér den ene kage (16 cm) i midten og kageplast i kanten.
Smør halvdelen af æblekompotten ovenpå bunden, efterfulgt af endnu et lag (bund + kompot).
Sæt kagen i køleskabet.

HVID CHOKOLADEMOUSSE
4 blade husblas
200 g hvid chokolade
1/2 L piskefløde

Læg husblas i blød i koldt vand.
Hak den hvid chokolade og hæld det i en skål.
Piskefløden varmes op til lige under kogepunktet, husblassen smeltes i og det hældes over chokoladen.
Lad det stå i 1 minuts tid, og rør herefter det hele til en ensartet masse.
Dæk det med film så det rører ved chokoladecremen, og sæt det på køl.
Når det er helt koldt piskes det til en hvid chokolademousse og hældes over kagen så den dækkes helt.

KARAMELCREME
1 dl piskefløde
50 g karamelchokolade (fx. Callebaut Gold)

Varm piskefløden op til lige under kogepunktet og hæld over chokoladen som skal være hakket.
Rør det til en ensartet masse, og sæt det i køleskabet til det er helt koldt.
Pisk det til en karamelcreme og anvend det ovenpå kagen og evt. også i macarons.

DEKORATION
Hvid velvet spray (fx fra Silikomart)
Æblegelé halvkugler
Tuiles
Macarons
Karamelcreme
Chokoladekugler

Ovenstående er hvad jeg har dekoreret min moderne æblekage med, men det står dig selvfølgelig
helt frit for at anvende en helt anden form for dekoration.

19 comments on “Moderne æblekage”

    • Hej Janni,
      Eftersom at der kommer æblekompot ovenpå, så vil de blive fugtige. Decideret klistrede vil jeg ikke sige at de bliver 🙂
      Mange Hilsner Nip

  1. Så fin en kage ! Skal lave den til på lørdag men har lige 2 spørgsmål.

    Hvor langtid før kan man lave den, hvis den står på frost ?

    Og kan man godt stille den på frost igen efter en time(den skal transporteres nemlig)

    Håber du kan hjælpe

    -katrine

    • Hej Katrine,
      Tusinde tak skal du have 🙂
      – Du kan lave den lige når du vil og bare sætte den på frost til den skal bruges
      – Og du kan godt sætte den på frost igen, efter den er lavet færdig. Noget af pynten vil måske ikke være så pænt når den tøs op, men den kan snildt fryses.

      Tag hellere end gerne med #nipunijulie på Instagram, hvis du lægger den op.
      Jeg ville elske at se den 🙂

      Mange Hilsner
      Nip

  2. Hejsa..
    Nu har jeg forsøgt at lave kagen, den smager rigtig godt. Mit eneste problem var den hvide chokolade mousse- den blev simpelthen så gummi agtig Opskriften er fulgt til punkt og prikke, mon du har et bud på hvad problemet kunne være?

    • Hej Emilie,
      Dejligt at den smagte godt 🙂 Knapt så dejligt at din mousse var sådan. Jeg ved faktisk ikke hvad der har gjort det, for sådan har jeg ikke oplevet den. Kan du have pisket for meget?
      Mange Hilsner Nip

      • Måske jeg har pisket for meget, for jeg var faktisk i tvivl om hvornår jeg opnåede den rigtige konsistent. Vildt svært at bedømme synes jeg, for den var jo stadig tynd og medgørlig.. men tak for svar, jeg prøver at begrænse næste gang 😉 Tak for svar!

        • Ja det er nemlig rigtig svært at vide, men det kan du prøve at fokusere på hvis du laver den igen en anden gang 🙂

  3. Hej Nip.
    Når jeg læser om velvet spray, står der man skal gøre det på en frossen kage.
    Har du frosset kagen ned eller bare gjort det på en kold kage?
    Mvh Thor

    • Hej Thor,
      Det er helt korrekt at det skal være på en frossen kage og jeg har også haft min i fryseren over natten 🙂
      Mange Hilsner Nip

    • Hej Nicole,
      Dejligt du synes det, mange tak 🙂
      Eftersom at der er en del steps, så vil jeg anbefale at lave den dagen før, men det behøver man bestemt ikke.
      Håber at du fik noget ud af svaret, og ellers skriver du bare igen.
      Mange Hilsner Nip

Skriv et svar