Tre smukke pastelfarver og her som macarons med 3 slags fyld. Saltkaramel ganache (lysegule), hindbær ganache (lyserøde) og pistacie frosting (lysegrønne).

De kan være nok så svære at lave i starten og jeg lavede også omkring 500, før de blev rigtigt gode, MEN de er det hele værd!

Hvis ens macarons ikke sidder i skabet første gang, så fortvivl ikke. De kan SNILDT spises selvom de ikke ser ud som de skal og det kan man jo ikke klage over. Når de så sidder i skabet, så er det bare med at slippe kreativiteten løs i forhold til fyldet. Her får I min basic macaronopskrift og så følger der tre forskellige slags fyld. Del evt. portionen op og brug forskellige farver, eller lav dem alle sammen i samme farve og prøv så med forskelligt fyld.

Glædelig dejlig søndag aften,
De kærligste hilsner
Nip


MACARONS (ca. 45-50 stk)

MAKRONER
200 g mandelmel
300 g flormelis
160 g æggehvider
8-10 spsk sukker
Pastafarve efter eget ønske

Blend mandelmel og flormelis til det er helt fint og sigt herefter hele molevitten.
Pisk æggehviderne helt stive og tilsæt herefter sukker og farve lidt af gangen til det er en stiv marengsmasse.
Vend mandelmel og marengsmasse sammen til en homogen masse.
Makronmassen må ikke være så tynd at den løber, men heller ikke så tyk at den står som små toppe.
Sprøjt cirkler på et par bageplader med bagepapir. Husk at lave lidt plads mellem hver.
Bank pladerne hårdt ned i et bord for at fjerne eventuelle luftbobler.
Lad dem herefter tørre ved stuetemperatur i ca. 30-40 min.
Tænd ovnen på 140 grader og bag kagerne i ca. 15 minutter. Dette afhænger meget af ovnen.
Lad makronerne køle helt af inden at de forsigtigt løftes af bagepapiret og fx. fyldes med:

3 SLAGS FYLD

SALTKARAMEL GANACHE
1 dåse kondenseret mælk
Flagesalt efter smag

Tag etiketten af dåsen.
Læg den herefter i en gryde med vand, og kog den under et låg i ca 3,5-4 timer.
Dåsen skal konstant være dækket med vand.
Tag dåsen op og lad den køle inden, at du rører flagesalt i.
Hæld det på en sprøjtepose med en glat tylle og tryk en dut saltkaramel ud på halvdelen af makronerne,
og sæt dem herefter sammen med den anden halvdel.

HINDBÆR GANACHE
75 g piskefløde
150 g mælkechokolade
Frysetørret hindbærpulver efter smag

Varm piskefløden op til lige under kogepunktet og hæld det herefter over den hakket chokolade.
Lad det stå i 1 minuts tid, inden at det røres til en blank ganache.
Tilsæt frysetørret hindbærpulver efter smag og rør godt rundt inden at det stilles på køl i ca. 30 min.
Hæld det på en sprøjtepose med en glat tylle og tryk en dut hindbærganache ud på halvdelen af makronerne og sæt dem herefter sammen med den anden halvdel.

PISTACIE FROSTING
100 g hvid chokolade
100 g blødt usaltet smør
75 g flormelis
125 g cream cheese (Evt. Philadelphia Original)
Usaltede pistacienødder efter smag

Smelt den hvide chokolade over vandbad og sæt det til side.
Pisk smør og flormelis til en let, lys og luftig masse. Tilsæt creamcheese og pisk igen.
Vend den hvide chokolade i når denne er kølet lidt af.
Blend usaltede pistacienødder til fint mel og tilsæt den mængde du synes smager bedst.
Hæld det på en sprøjtepose med en glat tylle og tryk en dut pistacie frosting ud på halvdelen af makronerne og sæt dem herefter sammen med den anden halvdel.

27 comments on “Macarons med 3 slags fyld”

  1. Hej Nip.

    Tak for en god opskrift 🙂 Når jeg laver marcarons har jeg altid vildt svært ved at få dem af bagepladen bagefter de har været i ovnen, fordi de klistrer. Det resulterer i at noget af fyldet ryger af.. Gør jeg noget forkert, siden de bliver sådan og er der evt noget jeg kan gøre anderledes? Mvh Rikke

    • Hej Katrine,
      Jeg har ikke prøvet det, men umiddelbart ville jeg ikke selv fryse dem med fyld 🙂
      Mange Hilsner Nip

    • Hej Dorthe,
      Du kan godt opbevare dem (uden fyld) på frys i flere uger. Du kan også opbevare dem i en lufttæt bøtte i køleskabet i nogle dage 🙂
      Mange Hilsner
      Nip

  2. Hej Nip!
    Jeg vil høre om du kender til lyserød fyld i lyserød macaron, som IKKE laves på hvid chokolade!

    hilsen Liselotte

    • Hej Liselotte,
      Du kan evt. prøve noget hindbærcreme eller ruby-creme. Jeg har en opskrift ved mine petit fours du måske kan bruge 🙂
      Mange Hilsner Nip

  3. Hejsa
    Jeg har prøvet at bage lyserød macarons men farven forsvinder når de bliver bagt. De bliver brunlige. Hvad er grunden til det

    • Hej Lone,
      Årh øv, det har jeg også prøvet. Prøv enten at tilføje mere farve og/eller skru ovnen lidt ned i temperatur. Ovne varmer forskelligt, så der kan være forskel på samme temperatur i to forskellige ovne. Ofte vil det dog også have noget med mængden af farve som tilføjes. Jeg håber at de bliver bedre næste gang 🙂
      Mange Hilsner Nip

  4. Hej Nip,

    Jeg har lige forsøgt mig med din opskrift, og det generede lige et par spørgsmål 🙂 Kommer du flere bageplader i ovnen samtidig, og bruger du bare helt almindelige bageplader til ovnen?

    Hilsen Julie

    • Hej Julie,
      Jeg bager altid kun en plade i ovnen af gangen – hvad end det er macarons, cookies, flødebollebunde eller andet. Altid kun én 🙂
      Det er kun almindelige bageplader jeg bruger, men der er også mange som bager på perforeret bageplader.
      Mange Hilsner Nip

  5. Jeg vil gerne have dem hvide – men overvejer at si mørk cacaopulver ud over inden jeg bager dem. Kan man det?

    • Hej Rikke,
      Det har jeg faktisk aldrig prøvet, men du kan jo evt. prøve ved nogle af dem 🙂
      Mange Hilsner Nip

    • Hej Tina,
      Tilføj lidt af gangen, så farven bliver som du gerne vil have det. Jeg bruger blot en knivspids farve 🙂
      Mange Hilsner Nip

  6. Hej Nip
    Din opskrift på macarons er til 45-50 stk.
    Hvad med de 3 slags fyld hvor mange macarons er der til i hver opskrift? Jeg står og skal lave ca 160 macarons og vil være sikker på der er fyld nok..
    Kh Anja

    • Hej Anja,
      Der er også fyld til ca. 50 macarons i hver portion fyld 🙂
      Det er den helt store portion du skal igang med kan jeg høre. God fornøjelse med det.
      Mange Hilsner Nip

      • ja det er det og tak for svaret
        Jeg tænker om du nogensinde har prøvet at tilføje lidt karamel til macaronsopskriften.
        Og har du prøvet at lave med lakrids. Jeg har kun lakridspulver og syntes godt nok de blev hårde. Jeg har masser af pastafarve men købte en sort konditorfarve som jeg forsøgte med sammen med lakridspulveret i selve skallerne.. blev overrasket over de blev så hårde nogen gode råd fra dig?

        • Hej Anja,
          Jeg har aldrig anvendt hverken lakrids eller karamel i selve skallerne, kun som fyld. Kun chokoladeskaller, altså lavet på kakaopulver.
          Jeg tror at jeg lige nu hvert fald, kommer til at holde mig til at lave ganache (eller andet fyld) med smagene, og ‘neutrale’ skaller.
          Mange hilsner Nip

    • Hej Julie,
      Ja sagtens, men så vil jeg lægge skallerne i lufttætte beholdere eller i fryseren. Og så først (på dagen de skal serveres) samle dem med ganache eller andet lækkert. God fornøjelse 🙂 Mange Hilsner Nip

  7. Hej Nip! Det ser så lækkert ud hurtigt spørgsmål: Hvordan ændrer man på konsistensen hvis man indser at den er for tyk eller for flydende? Og hvad er gået galt hvis konsistensen ikke er rigtig?:-)

    Med venlig hilsen
    Maria

    • Hej Maria,
      Tak skal du have 🙂 Hvis den er for tyk kan (som oftest) blive ved med at vende den rundt i skålen, og hvis den er for tynd så tror jeg at jeg enten ville lave en ny portion eller bare prøve at lave dem alligevel. Men konsistensen er ret afgørende for at de bliver til macarons som vi kender dem 🙂 Hvis konsistensen ikke er rigtig kan det have noget at gøre med tiden hvor man har vendt marengsmassen og mandelmel/flormelis sammen. Mange Hilsner Nip

Skriv et svar