Denne cremede og gule citronsmørcreme kaldes også lemoncurd. Det kan bruges i alt fra cheesecakes, tærter og kagecreme, til ovenpå is, boller og som fyld i macarons.

Det er hammernemt at lave selv, og så smager det væsentlig bedre end de glas man kan finde i supermarkedet.

I denne weekend lavede jeg det sammen med Jette Gad, som deltog i Den Store Bagedyst i 2016. Vi lavede chessecake med det på, og opskrift på den kan I finde på Jettes fine blog lige her. Opskriften på lemoncurd som jeg giver jer i dag, er derfor inspireret af opskriften som vi brugte til vores cheesecake.

Jeg har hældt min lemoncurd på små fine glas, og tænker at spise det på mine vafler i morgen tidlig og desuden har jeg også tænkt mig at lave macarons med lemoncurd. Kun fantasien sætter grænser for hvad det kan anvendes til.

Rigtig dejlig mandag til dig,
Kærligst fra Nip


LEMONCURD (ca. 7 dl)

LEMONCURD
240 g sukker
125 g smør
4 økologiske citroner
4 past. hele æg

Sukker og smør hældes i en skål (som senere skal over vandbad).
Skallen af citronerne rives på et fint rivejern direkte ned i skålen og saften presses også deri.
Varm det hele op over vandbad til smøret er smeltet og sukkeret opløst.
Tilføj de 4 past. æg og rør hele tiden i skålen, ved medium varme.
Når det hele er tyknet hældes det i en kande og denne skal stå til det er kølet af.
Lemoncurden hældes nu på skoldede glas, og kan opbevares i køleskabet i ca. 3 ugers tid.

Skriv et svar