En knasende og sprød kiksebund, en sød hvid-chokolade-creamcheese, en syrlig citronmousse, en spejlblank gul glaze, krystalliseret hvid chokolade, brændt marengs og tørrede citronskiver er hvad denne Lemon Cheesecake indeholder.
Jeg har efterhånden lavet cheesecake mange gange, men denne her er allerede blevet min favorit af dem alle.

Og så vender vi lige lige tilbage til farven, er den ikke bare knaldhamrende fin? Jeg tænker at kagen ville være rigtig yndig på et påskefrokostbord eller måske til sommer. Jeg hungrer efter varmere vejr, sol fra en skyfri blå himmel og blomster i masevis. Indtil videre må jeg nøjes med at sidde i vindueskarmen når solen skinner og købe blomster på markedet her i Aarhus.


Tilbage til kagen. Bunden her er lavet af de sprødeste og lækreste glutenfri kiks, som jeg fik i min Verde Snackbox. Det er ret heldigt at jeg fik mere end én pakke, for jeg har allerede spist en hel pakke inden at jeg overhovedet kom i gang med at lave kagen. Ups!

Min veninde kom på besøg i går og var derfor sød at hjælpe mig med at spise en del af denne kage og den anden del har min barndomsveninde og hendes lille familie fået med sig hjem.

De kærligste weekendhilsner,
Nip


LEMON CHEESECAKE (6-8 personer)
150 g Lemon Zest Cookies (Kan erstattes med en anden slags kiks)
75 g smør

Blend kiksene til krummer og hæld dem i en skål.
Smelt smøret og bland det sammen med kiksekrummerne.
Tryk kiksemassen godt fast i bunden af en foret springform (16 cm) og stil den på køl.

CREAMCHEESE
2 blade husblas
100 g hvid chokolade
Korn fra 1/2 vaniljestang
30 g flormelis
100 g græsk yoghurt (10 %)
150 g flødeost
1 dl fløde

Læg husblas i blød i koldt vand.
Smelt den hvide chokolade over vandbad og lad den køle helt ned.
Pisk vaniljekorn, flormelis, græsk yoghurt og flødeost godt sammen.
Når den hvide chokolade er kølet helt af vendes den i.
Smelt husblassen over vandbad, køl den kort ned og rør den til sidst i ostecremen.
Fløden piskes til flødeskum og vendes i.
Hæld det hele ovenpå kiksebunden og stil kagen på køl i et par timer.

CITRONMOUSSE
2 blade husblas
1 økologisk citron (saft og fintrevet skal)
70 g sukker
1 dl piskefløde
100 g græsk yoghurt (10%)
Evt. lidt gul farve

Læg husblas i blød i koldt vand.
Varm citronskal, citronsaft og sukker op til lige under kogepunktet og smelt husblassen i.
I ovenstående kan man tilføje lidt gul farve hvis man ønsker en lidt mere skarp farve.
Pisk fløde til flødeskum og vend det sammen med den græske yoghurt.
Vend fløde-yoghurten sammen med den afkølede citronsaft. Lidt af gangen.
Hæld citronmoussen over creamcheesen og stil kagen tilbage på køl i et par timer til den har sat sig.

GUL GLAZE
2,5 blad husblas
1 dl sødmælk
120 g sukker
140 g hvid chokolade
125 g miroir gelé
Gul pastafarve

Læg husblas i blød i koldt vand.
Varm sødmælk og sukker op til sukkeret er helt opløst. Smelt husblassen deri.
Hak den hvide chokolade og hæld mælkeblandingen over. Rør til massen er homogen.
Hældes i i en høj kande og stavblendes forsigtigt sammen med miroir gelé og farve.
Sæt stavblenderen skråt ned, for herefter at rejse den op igen uden at løfte den.
Lad glazen køle ned til 32-34 grader før den hældes over den iskolde kage.
Når glazen har sat sig helt kan du dekorere kagen inden servering.

DEKORATION
Jeg har dekoreret denne lille kage med krystalliseret hvid chokolade, brændte marengstoppe, tørrede citronskiver og nogle gule sukker dimser.

11 comments on “Lemon Cheesecake”

  1. Hej igen 😉
    Kagen var SÅ stor en succes sidste år at jeg igen i år til påske vil lave den..
    Dog har jeg overvejet at lave den i silikomart eclipse formen? Tror du det kan lade sig gøre mht at kiksebunden skal i til sidst? Istedet for glace vil jeg så prøve mig frem med velvet spray som giver den der flotte lidt mere ru overflade 🙂 Håber det kan lykkedes!

  2. Jeg tror jeg skal springe ud i den til påskebordet når min datter fylder 2 år – men har lige lidt spørgsmål 😉

    1. Tror du man som pynt kan lave en ‘rede’ midt på kagen med sådan nogle chokoladepinde og chokolade æg i midten uden at ødelægge glazen?

    2. Hvis nu jeg gerne vil lave den i en springform på 22 eller 24 cm hvordan ser det så ud med ingredienserne? Altså mængden.

    3. Er den meget svær og hvordan anretter man den uden at fadet bliver svinet til at glazen der flyder nedover :)?

    På forhånd tak, ser utrolig lækkert ud!

    • Hej Louise,
      Det lyder dejligt at du vil springe ud i denne her.
      1) Ja det tror jeg sagtens at du kan gøre. Det ville være rigtig fint. Jeg havde også selv tænkt at jeg ville lave en kage med en rede på.
      2) I en form på 22-24 cm ville jeg nok lave dobbelt op på alt andet end glaze, som jeg nok ville lave 1,5 portion af.
      3) Nej jeg synes ikke at den er svær. I forhold til glaze, så sæt evt. den iskolde kage på en bagerist med en bageplade (med bagepapir) under, så løber det fint ned der.
      Kæmpe held og lykke med kagen. Du må hjertens gerne sende et billede til mig af den og/eller tagge med #nipunijulie på instagram, hvis du bruger det.

      Mange kærlige hilsner, Nip

      • Tusind tak for svar 😀 Jeg vil gøre som du siger her 🙂

        Du kan tro jeg vil smide et billede op på instagram når den er lavet 🙂

        • Hvor er du bare sød, tusinde tusinde tak <3 Jeg glæder mig virkelig meget til at se hvilken fin påskekage du får fremtryllet. Kærligst fra Nip

          • Hej igen 😉
            Så kommer lørdag snart hvor kagen skal laves!
            Vil lige høre om man med godt resultat kan lave meste dagen før, så man kun skal lave glaze og komme over på dagen? Og skal der film eller noget henover eller er det bare på køl uden noget? 🙂
            På forhånd tak!

          • Hej Louise.
            Årh hvor spændende. Jeg glæder mig så meget til at se din kage. Du kan sagtens lave kagen i dag og hælde glaze over i morgen. Husk at det er bedst når kagen er iskold 🙂 Du kan godt lægge film over, men det behøves ikke. Rigtig god fornøjelse og dejlig påske til dig!
            Mange kærlige hilsner, Nip

    • Det er noget man bruger i Glaze, for at gøre den helt blank. Det kan blandt andet købes hos Specialkøbmanden og andre bagebutikker. Både i fysiske butikker og online 🙂
      Mange Hilsner Nip

    • Det er virkelig dejligt at høre at du har lyst til det. Du må hellere end gerne sende mig et billede af den 🙂 Rigtig god og sød fornøjelse. Kærligst fra Nip

Skriv et svar