Hele weekenden har jeg været i København for at arbejde til årets LAKRIDS FESTIVAL 2017, hvor jeg var med til at lave hele 1200 lakridscupcakes. Det er en festival hvor de allerbedste producenter af lakrids i Danmark er samlet og deler passionen for denne råvare med hinanden, og ikke mindst alle de mange besøgende som i weekenden var forbi. Det var en helt igennem fantastisk oplevelse at få lov at være en lille del af denne begivenhed, og jeg ser allerede frem til at skulle afsted med eventholdet til en endnu større Lakridsfestival meget snart.

Jeg var afsted med mine søde kollegaer fra Lakrids by Johan Bülow, hvor vi havde to forskellige workshops og en butik. I den ene workshop var det muligt at ælte sin egen (varme) lakrids med forskellig smag. Der var blandt andet havtorn, hindbær, stikkelsbær og rabarber. I den anden workshop, hvor jeg var tilknyttet, havde vi bagt ca. 1200 mini lakrids-cupcakes, og gæsterne fik så mulighed for at pynte deres egen lille kage og tage den med sig hjem. Der var stor begejstring i begge workshops, og det var virkelig en god oplevelse at få lov at være med til at dekorere kage med så mange forskellige og rare mennesker. Flere af spurgte efter opskriften, og derfor deler jeg i dag denne opskrift.

Jeg håber meget at I har lyst at kaste Jer ud i disse, og der må hellere end gerne hashtagges med #nipunijulie på Instagram eller sendes et billede til mig af Jeres kager, så bliver jeg helt-ind-i-knoglerne-glad.

Rigtig dejlig og sød torsdag til Jer alle,
Kærligst fra Nip


MINI LAKRIDSCUPCAKES MED FROSTING (ca. 15-20 stk)

LAKRIDS CUPCAKES
150 g mørk chokolade
75 g smør
150 g sukker
3 æg
50 g mel
1 tsk bagepulver
1 tsk vaniljepulver
10-15 g Fine Liquorice powder (Johan Bülow)
2-3 spsk Sweet Liquorice Syrup (Johan Bülow)

Start med at tænde ovnen på 175 grader.
Smelt chokolade og smør over vandbad.
Tag skålen af vandbadet og rør sukker i.
Pisk æggene sammen i en anden skål og rør dem herefter sammen med chokolademassen.
Tilsæt de resterende ingredienser og rør det hele godt sammen.
Hæld dejen i mini cupcakeforme og bag dem i ca. 12-15 minutter. Hold godt øje hele tiden.
Stil kagerne på køl og lad dem gerne sætte sig natten over, eller minimum i et par timer.

CREAMCHEESE FROSTING MED VANILJE
100 g hvid chokolade
100 g blødt smør
75 g flormelis
125 g cream cheese (Philadelphia Original synes jeg er den bedste)
Korn fra 1/2 vaniljestang
Evt. passionsfrugtpulver / hindbærpulver

Smelt chokolade over vandbad og sæt det til side.
Pisk smør og flormelis til en let, lys og luftig masse.
Tilføj de resterende ingredienser og vend det hele godt sammen.
Du kan evt. tilsætte passionsfrugtpulver eller hindbærpulver, hvis du ønsker en anden smag.
Kom frostingen i en sprøjtepose med en stor stjernetyl og lav fine ’toppe’ på dine lakridscupcakes.

DEKORATION
Ved lakridsfestivalen i weekenden havde vi følgende dekoration med, men det står dig selvfølgelig frit for om du har lyst at dekorere på en anden måde:
Passionsfrugtpulver
Hindbærpulver
Guld glitter
Sølv glitter
Bronze glitter
Rosa glitter
Raw Liquorice powder (Johan Bülow)
Fine Liquorice powder (Johan Bülow)
+ En masse forskellige lakridskugler

Skriv et svar