Lige præcis i går gik jeg på JULEFERIE og kan nu holde ferie helt til den 4. Januar, og så igen næsten hele januar ud. Det betyder også at der skal bages til den helt store guldmedalje det næste lange stykke tid, og det kan jeg slet ikke vente med. Kageopskrifter og idéer flyver rundt i hovedet på mig næsten 24 timer i døgnet. I dag skal I derfor få opskriften på mit nyeste påfund. En julekage med kanel, marcipan og kaffe. Faktisk drikker jeg slet ikke kaffe eller noget der ligner, men i denne her kage hører det sig virkelig godt til.

Ét af mine sødeste mennesker bor bare 50 meter fra hvor jeg bor, så det er ganske perfekt når jeg skal have testet nye kageopskrifter. I dag var hun ovenikøbet så sød at komme forbi mig og lave jeg-ved-ikke-hvor-meget sushi til os til frokost, og så stod jeg for kagen.


Det blev en meget svampet og saftig æblekage (præcis som jeg allerbedst kan lide det) med masser af marcipan og kanel, som jeg har købt med mig hjem fra Sri Lanka på min seneste ferie der til. Den blev toppet med et tykt lag kaffe-kakao-glasur med guldstøv. Jeg har (selvfølgelig) formået at få Nutella ind i denne opskrift også, og det gør den kun ekstra god. Desuden fik den alt hvad den overhovedet kunne trække af flødeskum. Det passer ganske enkelt perfekt til netop denne kage med flødeskum.

Nu vil jeg smide mig på sofaen med tæpper, en kop varm te og kalenderlyset (som aldrig rammer 24) og heppe på Danmark, når de lige om snart tørner sammen med Holland.

Rigtig dejlig og sød weekend til dig,
Kærligst Nip


JULEKAGE MED KANEL, MARCIPAN & KAFFE (8 personer)

120 smør
120 rørsukker
3 æg
1 tsk stødt kanel
1 tsk bagepulver
120 g hvedemel
180 g marcipan
3 æbler

Start med at tænde ovnen på 180 grader.
Smelt smører og sæt det til side.
Pisk sukker og æg sammen til en luftig og lys masse.
Vend stødt kanel, bagepulver og mel sammen med æggemassen.
Riv både marcipan og æbler på et rivejern direkte ned i dejen og vend det forsigtigt sammen.
Hæld dejen i en kvadratisk form (21cm) foret med bagepapir og bag den i ca 35-40 minutter.
Stil kagen et køligt sted i nogle timer eller natten over.

KAFFE-KAKAO GLASUR
50 g smør
250 g flormelis
1/2 tsk vaniljepulver
1 spsk kakao
4 spsk færdiglavet kaffe
50 g Nutella (kan undlades)

Varm langsomt alle ingredienserne i en gryde og lad det køle kort.
Hæld det over kagen og sæt den på køl til det har sat sig.
Befri kagen fra formen og pynt den præcis som du allerbedst kan lide det.

DEKORATION
Guldstøv
Rød skovsyre
2 dl piskefløde

Lige inden at kagen skal spises kan du dekorere den med lidt guld støv, et par skovsyreblade,
og piske fløden til flødeskum. Jeg synes at den smager ekstra godt med flødeskum, men du kan også enten undlade det eller spise kagen med cremefraiche eller en kugle vaniljeis.

 

Skriv et svar