I weekenden var jeg på besøg i Hobro hos kære Stine, som jeg kender fra castingen til Den Store Bagedyst. Vi valgte at lave denne hjertekage, som også er helt perfekt her til Valentines Day eller en anden kærlig anledning.

Kagen kan pyntes på utallige måder og også laves som et bogstav et tal eller andet, alt efter hvilken anledning det er.

Vi valgte at lave en hvid chokoladecreme og lagde mellem lagene, samt ovenpå. Derudover er den toppet med alverdens slik, spiselige blomster, bær, mini macarons m.m. Du kan dekorere din hjertekage præcis som du vil, og derfor er det også endnu sjovere at lave denne. Fordi den kan personliggøres. Det er bestemt ikke sidste gang at I ser denne slags kage her fra.
Hvis I scroller ned i bunden af denne opskrift, kan I se hvordan vi har dekoreret kagen.

Kærligst fra Nip


HJERTEKAGE (10 personer)

HJERTEBUNDE
300 g hvedemel
80 g flormelis
2 tsk vaniljesukker
1 nip salt
1 æg
175 g koldt smør

Hvedemel, flormelis, vaniljesukker og salt blandes i en skål og det kolde smør (skåret i små tern) tilsættes.
Nulr smøret godt sammen med de tørre ingredienser til det ligner rasp.
Pisk ægget let og saml dejen med ægget. Pak den ind og læg den på køl i ca. 20-30 min.
Tænd ovnen på 200 grader. Når dejen er kold rulles den ud mellem to stykker bagepapir.
Det øverste stykke bagepapir fjernes, hjertet skæres ud i frihånd eller med en skabelon.
Fjern det overskydende dej og lav nu endnu et hjerte.
Hjerterne bages ved 200 grader i ca. 10-12 minutter, til de er gyldne. Lad dem køle helt af.
NIPS TIPS! Dette hjerte har vi selv skåret, men du kan også finde en skabelon på internettet og skære efter den.

HVID CHOKOLADECREME
5 blade husblas
1 L piskefløde
200 g hvid chokolade (hakket)
2 økologiske limefrugter
2 tsk vaniljepulver

Start med at lægge husblas i blød i koldt vand.
Varm fløden op til lige under kogepunktet og hæld den over den hvide chokolade.
Lad det stå i 1 minuts tid, inden at det røres til en homogen chokoladecreme.
Vrid husblassen for vand og smelt den i den varme creme.
Riv skallen af limefrugterne på et fint rivejern og tilsæt sammen med vaniljepulver.
Dæk skålen med husholdningsfilm så det rører ved overfladen af cremen.
Sæt skålen i køleskabet til den er helt kold. Gerne over natten.
Chokoladecremen piskes luftig og stiv på røremaskine eller med elpisker.
Hæld den i en sprøjtepose med stor rund/glat tyl og sprøjt et lag dutter på den nederste bund.

DEKORATION
Bær, slik, spiselige blomster m.m. i lyserøde nuancer
Evt. macarons

Sprøjt store dutter af chokoladecreme på hele det ene hjerte og læg herefter det andet ovenpå.
Igen skal der sprøjtes store dutter på denne, og herefter kan du dekorere med ovenstående eller andet fint.
Videoen herunder viser hvordan vi valgte at lægge alle elementerne på.

Skriv et svar