De der helt gammeldaws fastelavnsboller med vaniljecreme går bare aldrig af mode, og efter at jeg lagde de første billeder op på Instagram er der rigtig mange som vidst også deler samme glæde for fastelavnsbollerne.

Det her er ultimativt de BEDSTE FASTELAVNSBOLLER jeg har fået og lavet selv. De er væk lige om lidt, så jeg tænker snart at bage dem igen. De er både nemme og relativt hurtige at lave. Det kan vi li’.


Vaniljecremen er bagefast og det er vigtigt, for det er godt nok ualmindelig træls når man synes at fastelavnsbollerne ellers er helt perfekte, og så åbner man ovnen for at se at der er kagecreme over alt. Det er endnu ikke sket for mig med denne nye opskrift når jeg har testet den, og jeg har lavet fastelavnsbollerne en hel del gange nu.

Fastelavnsbollerne kan dekoreres lige efter eget ønske, og der kan selvfølgelig også tilføjes andet fyld som remonce & nougat, marmelade eller andet godt, men disse er de helt klassiske fastelavnsboller med vaniljecreme, og de er ski’ gode!

De kærligste hilsner,
Nip

 


FASTELAVNSBOLLER MED VANILJECREME (8-12 stk)

VANILJECREME
Korn af 1 vaniljestang
1 tsk sukker
3 dl sødmælk
60 g æggeblommer
50 g sukker
2,5 spsk maizena

Vaniljekorn mast sammen med 1 tsk sukker, den tomme vaniljestang og sødmælk
varmes op til lige under kogepunktet.
I en skål piskes æggeblommer, sukker og maizena let sammen.
Under piskning hældes vanilje-mælken ned i æggemassen og herefter hældes det tilbage i gryden.
Varm det op i gryden imens at der hele tiden piskes i cremen til den tykner.
Det hældes i en skål og dækkes med film som rører ved cremen, så der ikke dannes kondens.
Sæt cremen på køl og gå i gang med selve fastelavnsbolledejen.

FASTELAVNSBOLLER

115 g smør
75 ml sødmælk
25 g gær
190 g hvedemel
1/4 tsk salt
25 g sukker
Korn af 1/2 vaniljestang
1/2 æg
+ 1/2 æg til pensling

Smelt smøret og tilsæt herefter mælken. Lad det køle til stuetemp. og rør gæren ud i det.
Bland mel, salt, sukker og vanilje sammen og vend det sammen med de flydende ingredienser.
Tilsæt som det sidste 1/2 æg, som piskes let (Gem den anden halvdel til pensling).
Bland det hele godt sammen til dejen er lind og lad det hæve i 30 minutter.
Rul dejen ud til en stor firkant og inddel den i 8-12 mindre firkanter.
Fordel en klat vaniljecreme ovenpå hvert stykke.
Bøj alle hjørnerne mod midten og klem dem godt sammen.
Vend bollerne rundt og læg dem til hævning på en bageplade i 20-30 minutter.
Tænd ovnen på 200 grader.
Pisk 1/2 æg let sammen og pensel bollerne, inden at de sættes i ovnen og bages i ca. 20 minutter.
Lad fastelavnsbollerne køle helt af inden at du dekorerer dem.

DEKORATION
100 g mørk chokolade (evt. Callebaut 54,5 %)
1 dl piskefløde
20 g glukosesirup
Spiseligt guld
Nøddekrokant / Hakkede nødder

Hak mørk chokolade og kom det i en skål.
Varm piskefløde op til lige under kogepunktet og hæld det over chokoladen så det smelter.
Hæld glukosesirup i og rør det hele til en ensartet chokoladeganache
Drys med spiseligt guld, nøddekrokant / hakkede nødder eller noget helt andet. Du bestemmer!

 

4 comments on “Fastelavnsboller med vaniljecreme”

  1. Jeg vil prøve at lave dem i weekenden, og jeg glæder mig helt vildt! Men jeg har lige et spørgsmål omkring chokoladeganachen. Hvilken funktion har glukosesiruppen? Gør den det mere “stift” eller hvad? 🙂

    • Hej Daniella,
      Den gør ganachen blank og fin 🙂
      Jeg håber at du kan lige dem. Jeg elsker fastelavnsboller og kan snildt spise dem hele året rundt.
      Mange hilsner Nip

  2. Rigtig god opskrift, tak for den 🙂
    Jeg brugte 3 æggeblommer fra mellemstore æg, som jeg vejede, det svarede til 60 gram.

    • Hej Andreas,
      Det var så lidt 🙂 Dejligt at høre at du har kunnet bruge den og fik beregnet dig godt frem med æggene.
      Mange Hilsner Nip

Skriv et svar