I anledningen af at håndboldherrerne i går vandt guld til verdensmesterskabet har jeg lavet denne Danmarkskage. En kage som kan anvendes i alle festlige anledninger, blandt andet fødselsdage, sportslige begivenheder, jubilæum eller noget helt andet.

Kagen har et smukt snit med 6 skarpe lag og en spejlblank dobbeltglaze. Selve kagen er lavet af red velvet kagebunde, som Jacob fra Den Store Bagedyst har inspireret mig til at lave i netop denne kage. Det er godt med lidt Bagedyst-sparing.

Hvis du synes at det er bøvlet med glaze, så kan du måske få hjælp ved at se min youtube-video omkring hvordan jeg laver min glaze lige her. Lige netop det hvide (spider)net og (guld)bolden på kagen passer rigtig godt i denne sportslige anledning, men en helt anden form for dekoration og topping på kagen kan selvfølgelig også anvendes.

Jeg håber at denne Danmarkskage kan inspirere dig til at komme igang med en rød/hvid kage.

Kærligst fra Nip


DANMARKSKAGE (ca 10-12 personer)

RED VELVET KAGEBUNDE
280 g hvedemel
2 spsk kakao
200 g sukker
2 spsk vaniljesukker
1 nip salt
1 tsk natron
1 spsk eddike
2 æg
2 dl kærnemælk
2 dl smagsneutral olie
1 hel rød pastafarve

Tænd ovnen på 200 grader.
Alle de tørre ingredienser blandes sammen i en skål.
De resterende ingredienser piskes sammen i en skål eller røremaskine og de tørre ingredienser vendes i.
Fordel det hele på en bradepande med bagepapir og bag den i ca. 20 minutter. Lad bunden køle af.
Udstik 3 bunde (ca. 14-15 cm) og gem fx resterne af kagen til disse luksus træstammer.
I en 20cm springform lægges bagepapir i bunden og kageplast i kanten.
Én af bundene placeres i midten, så der er klar til at komme mousse i.

VANILJEMOUSSE MED CITRON
3,5 blad husblas
80 g sukker
Korn af 1 vaniljestang
Saft af 2 citroner
4 dl piskefløde
200 g skyr

Læg husblas i blød i koldt vand.
Sukker, vaniljekorn og citronsaft varmes op til en sirup og husblassen smeltes deri. Lad det køle af.
Pisk fløden til flødeskum og vend først skyr i og herefter citron-vanilje-siruppen.
Kom det på en sprøjtepose og sprøjt nu først rundt i kanten af den første bund og så et lag mousse ovenpå.
På denne måde fortsættes med alle bunde, og kagens top dækkes til sidst med et hvidt lag mousse.
Sæt kagen i fryseren til den er gennemfrossen og kan glazes.

GLAZE + SPIDERGLAZE
3,5 blad husblas
2 dl sødmælk
180 g sukker
210 g hvid chokolade
190 g miroir gelé
Rød pastafarve
Sølvstøv
+ 50 g miroir gele og hvid pastafarve (spiderglaze)

Læg husblas i blød i koldt vand.
Varm sødmælk og sukker op til sukkeret er helt opløst. Smelt husblassen i.
Hak chokoladen og hæld det i en høj kande. Hæld mælkeblandingen over.
Tilføj miroir gelé, farve og sølvstøv. Stavblend meget forsigtigt.
Sæt stavblenderen skråt ned, for herefter at rejse den op igen uden at løfte den.
Glazen skal ramme en temperatur på ca. 34-35 grader før den er klar.

I en anden skål smeltes miroir gelé og hvid farve over vandbad.
Denne skal også ramme en temperatur på min. samme temp. som den røde glaze, men gerne højere.

Tag kagen ud af fryseren og læg den på noget, så glazen kan rende af i et fad eller på et stykke bagepapir.
Hæld den røde glaze over kagen så den dækkes over det hele – også på siderne.
Dyp en stor paletkniv i den hvide glaze og stryg den helt forsigtigt henover den røde glaze.
Frem kommer en smuk spiderglaze til syne og kagen kan nu tø op på et kagefad i køleskabet i ca. 2 timer.
Dekorér lige inden servering.

2 comments on “Danmarkskage – udenpå og indeni”

Skriv et svar