Daimkage er en anelse retro, eller er det kun mig som synes det? Anyway, jeg har længe haft lyst til at lave en daimkage og det er så blevet denne her lille bombe af en chokolade-karamel kage.

Jeg har lavet den i dag i forbindelse med at jeg har inviteret mine veninder og familie til Den Store Nytårsbagedyst i aften, og der hører sig jo selvfølgelig kage til.

I min folkeskoleklasse gik jeg i klasse med en pige hvis farmor (tror jeg at det var) kunne lave den vildeste og bedste Daim-islagkage. Jeg husker den SÅ tydeligt og det var med den i tankerne, at jeg valgte at lave min helt egen daimkage, som smager helt vanvittig godt hvis I spørger mig.

Kagen består af en chewy hasselnøddebund, cremet saltkaramel-ganache, knasende Daim-stykker, en fløjlsblød mælkechokolademousse og selvfølgelig en masse fin dekoration på toppen. I dette blogindlæg er der billeder af forskellige måder som kagen kan dekoreres på.

Kærligst mange hilsner,
Nip

 


DAIMKAGE (12 personer)

HASSELNØDDEBUND
50 g æggehvider
100 g sukker
50 g marcipan
75 g hasselnødder

Start med at tænde ovnen på 180 grader.
Pisk sukker og æggehvider til en lys og stiv marengsmasse.
Riv marcipanen direkte ned i marengsen og vend det sammen.
Blend hasselnødderne til groft ‘mel’ og vend også det i.
Fordel dejen i en foret springform (20 cm) og bag den midt i ovnen i ca. 20-25 min.
Lad kagen køle helt af og læg den herefter i midten af en større springform (24 cm) beklædt med bagepapir i bunden og kageplast på siderne.

SALTKARAMEL MED DAIM
180 g karamelliseret chokolade (fx ‘GOLD’ fra Callebaut eller ‘Dulcey’ fra Valrhona)
20 g lys sirup
2 dl piskefløde
100 g sukker
1 tsk havsalt
150 g Daim (3 x 2-pak)
Alternativt kan du købe en dåse dulce de leche og blande havsalt i og ca. anvende 1/4 af dåsens indhold.

Hak chokoladen og kom den i en skål sammen med siruppen. Stil skålen til side.
Varm piskefløden op til lige under kogepunktet og sæt herefter gryden til side.
Smelt sukker til karamel i en anden gryde.
Hæld forsigtigt den varme fløde og havsalt ned i karamellen og rør godt rundt.
Hæld den varme karamel-fløde hen over chokoladen.
Lad det stå i cirka 1 minut før den, fra midten af skålen, røres helt ensartet.
Stilles herefter på køl i et par timer inden at et tykt lag smøres over den nu holde hasselnøddebund.
Knus Daim, evt. ved at lægge dem i en pose og banke med en kagerulle ovenpå.
Drys herefter Daim-stykkerne ovenpå saltkaramellen og gem evt. lidt til at dekorere med senere.
Du kan gemme en god portion til fx fyldte chokolader og i macarons

MÆLKECHOKOLADEMOUSSE
3 blade husblas
2 dl piskefløde
200 g mælkechokolade
2 dl piskefløde (pisket til flødeskum)

Læg husblas i blød i koldt vand.
Kog 2 dl piskefløde op, smelt husblassen i og hæld det over chokoladen så det dækkes helt.
Lad det stå i 1 minuts tid, og rør så fra midten af skålen til det samler sig til en homogen creme.
Vend den afkølede chokoladecreme med flødeskum og hæld det over kagen.
Sæt den i fryseren eller køleskabet til den har sat sig helt og dekorér lige inden servering.

40 comments on “Daimkage”

  1. Hej Nip,
    Jeg har et spørgsmål til dig ang. nøddebunden på din fine kage.
    Jeg har en søster, som godt kan lide smagen af nødder sålænge det er total finthakket uden store stykker af nødder.

    Vil du tro at bunden stadigvæk bliver god af at blende hasselnødderne så fint at det bliver ligesom mandelmel, eller vil det ødelægge bunden?

    Mvh Selina

    • Hej Selina,
      Du kan sagtens blende nødderne til fint mel – det gør jeg også nogle gange 🙂
      Jeg håber at din søster og dig vil kunne lide kagen.
      Mange Hilsner Nip

  2. Hejsa.
    Hvis nu man er allergisk overfor nødder, har du så et forslag til, hvilken bund man kan bruge i stedet for?

    • Hej Camilla,
      Du kan evt. bruge lagkagebund eller en brownie – det vil også være lækkert! 🙂
      Mange Hilsner Nip

  3. Hej Nip,
    Tak for helt fantastiske opskrifter 🙂

    Et måske dumt spørgsmål – Hvis jeg laver karamellen ud af kondenseret mælk og havsalt, skal denne så bringes i kog/varmes op OG derefter hældes over den karameliserede chokolade? Eller “udgår” chokoladen, ved at jeg selv bruger karamel af kondenseret mælk.. Håber mit spørgsmål giver mening 😉

    På forhånd mange tak.
    Mvh. Louise

    • Hej Louise,
      Tak for dine meget søde ord. Tusind tak!
      Jeg tror jeg forstår dit spørgsmål – hvis du selv laver karamel på kondenseret mælk og tilsætter havsalt, så skal du ikke bruge chokolade. Det er to helt forskellige opskrifter, men du kan bruge dem begge – alt efter hvad du foretrækker 🙂 Jeg håber at det gav svar, og ellers skriver du jo bare igen.
      Mange Hilsner Nip

  4. Hej Nip. Kagen ser fantastisk lækker ud. Jeg har lige to spørgsmål. Hvis jeg bruger Dulce de leche, så blander jeg bare salt op i den og hælde det ud over chokoladen?
    Og hvordan opbevarer du kagen hvis den skal stå på fyrs i længere tid? Skal den ikke pakkes ind i et ellar andet?
    Vh Katrin

    • Hej Katrin,
      Tusinde tak skal du have 🙂
      – Yes! Når det er blandet smører du det bare ovenpå bunden med en kniv eller ske.
      – Jeg opbevarer den blot i springformen (med kageplast) i fryseren, og evt med en pose omkring.
      Mange Hilsner Nip

  5. Hej Nip,

    Min kæreste er mere til karamel end chokolade – tror du man kan udskifte mælkechokoladen med gold-chokoladen? og hvad med mængde?

    Mvh Rie

    • Hej Rie,
      Det kan du tro at du kan og du anvender bare den samme mængde 🙂
      Jeg er sikker på at din kæreste bliver glad for at du bager til ham.
      Kærligst fra Nip

  6. Hvor lang tid kan kage holde sig på frost?

    Kan man brug en uåbnet piskefløde som har været frosset ned ?

    • Hej Camilla,
      Den kan holde sig flere uger på frost 🙂
      Og du kan godt bruge en uåbnet piskefløde som har været på frost, men jeg synes nu at en ikke-frosset er bedst.
      Mange Hilsner Nip

  7. Hej Nip.
    Min karamel endte med at blive lidt grynet – havd fjorde jeg galt? Den smager for vildt dog

    • Hej Karina,
      Det kan være at du har rørt for meget i den, så kan den godt blive grynet.
      Men dejligt at den smager godt 🙂
      Mange Hilsner Nip

      • Den smagte MEGA godt. Det endte med at karamellen blev til fudge, så jeg endte med at kalde den for daim/fudge kage. Gæster var svært tilfredse. Tak

  8. Hej Nip.
    Jeg vil lave kagen på søndag og servere tirsdag. Tror du ikke det går?
    Jeg kan ikke finde ud af det der dulcey chokolade. Skal den være mørk eller lys. Kan du linke til den rigtige for os dummies?
    Kh Karina

  9. Hej Nip:)
    Vi er nogle veninder der gerne vil lave den her lækre kage – men hvor lang tid tager det? Vi skal jo være sikre på at nå det:)

    • Hej Julie,
      Skønt at I har lyst til at lave den. Altså hvis den ene af jer laver bunden, imens en anden laver saltkaramel, så kan I sammen lave moussen og så bør I kunne lave den på 2-3 timer (inkl. at den køler og sætter sig). Men sæt den i fryseren så, for så kan I spise den hurtigere 😉 Sæt hellere for meget tid af end for lidt, for I skal jo gerne hygge jer og ikke stresse over det.
      Mange Hilsner Nip

  10. Det lyder som verdens lækreste kage! Jeg skal forsøge at bage den til min fødselsdag på søndag, men erindrer ikke lige at jeg har set karamelliseret chokolade i normale supermarkeder – hvor kan det købes henne?? 🙂

    • Hej Simone,
      Både Valrhona, Callebaut og Summerbird laver karamelliseret chokolade. Hvis ikke du kan finde det, så kan du også bruge mælkechokolade. Det smager ikke helt på samme måde, men det er et fint alternativ 🙂
      Rigtig god fornøjelse med kagen. Jeg håber du bliver fan!
      Mange Hilsner Nip

  11. Vil man sagtens kunne lave kagen aftenen før og stille på køl? Er lidt i tvivl når nu det er marengs bund Glæder mig til at skulle severe den for fødselsdags gæsterne!

    • Hej Anne,
      Ja det kan du hvert fald. Den bliver nærmest kun endnu bedre 🙂
      Hvis jeg var dig, ville jeg sætte den i fryseren indtil den dag I skal spise den, og så lade den tø op i køleskabet 2 timer inden at den skal spises. Rigtig god fornøjelse. Mange Hilsner Nip

      • Tusind tak for dit hurtige og fyldestgørende svar.
        Dejligt at den kan laves på forhånd.

        Tak fordi du deler de mange lækre opskrifter.
        Søndag skal jeg prøve at lave fødselsdagskagen

        Weekend hilsner Anne

  12. Hej Nip.
    Den kage bliver jeg simpelthen nødt til at lave
    Kan man bruge noget andet i stedet for marcipan?
    Mange hilsner fra Trine

    • Hej Trine,
      Ja den er også virkelig virkelig god, hvis jeg selv skal sige det 😉
      Der er endnu ikke en som jeg har serveret den for, som ikke har kunnet lide den.

      Årh jeg ved ikke lige hvad du skulle erstatte marcipanen med, med mindre du helt undlader at bruge det.
      Jeg har ikke prøvet det, men du kan lave en test. Bunden tager ikke så lang tid at lave.

      Mange Hilsner
      Nip

  13. Hej Nip.

    Elsker dine lækre kager. 🙂

    Skal lige høre, om du tror det vil kunne gå med karamelliseret mælk (altså den der på dåse, ligesom man kan få kondenseret mælk) ?
    Mere fordi den skal laves en dag, hvor der ikke lige er så meget tid til det. Så søger lige de nemme løsninger her – fail, I know. 😉

    Mvh. Julie

    • Hej Julie,
      Hvor er du bare sød, det gør mig rigtig glad at høre.
      Hvis du tænker på at koge en dåse kondenseret mælk i nogle timer og tilsætte havsalt, så kan du snildt gøre det og bruge det i kagen. Og hvis du har en anden måde at lave saltkaramel på, så fungerer det helt sikkert også. Jeg håber det bliver en dejlig kage.
      Mange Hilsner
      Nip

  14. Hej Nip – tak for en hyggelig blog. Jeg bliver lidt i tvivl mht til kagen – du skriver den skal på frost til sidst med det er ikke en islagkage vel – den skal bare sætte sig?

    vh
    Anne Marie

    • Hej Anne Marie,
      Dejligt at du kan lide min blog, mange tak.
      Ja det er bare for at den kan sætte sig. Du kan også sætte den i køleskabet, men så tager det lidt længere tid 😉
      Kærligst fra Nip

  15. Vi glæder os til at smage den i morgen. 🙂
    Må vi se et billede af snittet? Jeg synes nemlig vi har ekstremt meget af karamelcremen og får et meget tykt lag af den.

    • Hej Heidi,
      Jeg har lige lagt et billede op af den nederst i opskriften 🙂 Ja der er ekstra karamelcreme, så bare gem noget i et syltetøjsglas eller anden beholder og anvend det til noget andet. Jeg har givet et par eksempler på hvad det kan bruges til.
      Kærligst fra Nip

  16. Hej Nip,
    Den her kage lyder så lækker, og jeg tænker den skal laves til nytår. Jeg har dog lige to spørgsmål, du skriver karamelliseret chokolade – skal man lave det ved at bage chokolade, og er det i så fald hvid chokolade eller mælkechokolade?

    Den varme piskefløde skal stilles til side og karamellen laves – når fløden ikke at blive for kold, eller skal den bare stå mens man varmer til karamellen?

    Glæder mig til at lave kagen!

    • Hej Line,
      Kagen blev virkelig virkelig god, og lige nu sidder jeg faktisk og spiser den til morgenmad 😉
      Karamelisseret chokolade kan du købe. Valrhona laver en som hedder ‘Dulcey’, den er fantastisk.

      Fløden skal bare stå imens, for den forbliver varm. Du kan også varme begge dele op på samme tid i to forskellige gryder.
      Jeg håber at du kan lide den, og får et dejligt nytår.

      Mange Hilsner
      Nip

      • Tusind tak for svar! Jeg endte med selv at lave karamelliseret chokolade, blev super godt.
        Kagen står på køl og alt smagte fantastisk hver for sig, så jeg er virkelig spændt. Lidt bange for at karamellen er for stiv, men det må vi se i aften. Jeg regner også med at skulle spise den den 1 😉

Skriv et svar