Daimkage er en anelse retro, eller er det kun mig som synes det? Anyway, jeg har længe haft lyst til at lave en daimkage og det er så blevet denne her lille bombe af en chokolade-karamel kage.

Jeg har lavet den i dag i forbindelse med at jeg har inviteret mine veninder og familie til Den Store Nytårsbagedyst i aften, og der hører sig jo selvfølgelig kage til.

I min folkeskoleklasse gik jeg i klasse med en pige hvis farmor (tror jeg at det var) kunne lave den vildeste og bedste Daim-islagkage. Jeg husker den SÅ tydeligt og det var med den i tankerne, at jeg valgte at lave min helt egen daimkage, som smager helt vanvittig godt hvis I spørger mig.

Kagen består af en chewy hasselnøddebund, cremet saltkaramel-ganache, knasende Daim-stykker, en fløjlsblød mælkechokolademousse og selvfølgelig en masse chokolade på toppen.

Jeg håber at I har lyst til at begive jer i kast med denne. Det er en af de nemmere kager, og skal det gøres endnu nemmere, kan laget med saltkaramel evt. undlades. Prøv jer ad og lad mig endelig høre hvad I synes om den.

Kærligst mange hilsner,
Nip

 


DAIMKAGE (12 personer)

HASSELNØDDEBUND
50 g æggehvider
100 g sukker
50 g maricpan
75 g hasselnødder

Start med at tænde ovnen på 180 grader.
Pisk sukker og æggehvider til en lys og stiv marengsmasse.
Riv marcipanen direkte ned i marengsen og vend det sammen.
Blend hasselnødderne til groft ‘mel’ og vend også det i.
Fordel dejen i en foret springform (20 cm) og bag den midt i ovnen i ca. 20-25 min.
Lad kagen køle helt af og læg den herefter i midten af en større springform (24 cm) beklædt med bagepapir i bunden og kageplast på siderne.

SALTKARAMEL MED DAIM
180 g karamelliseret chokolade (fx ‘GOLD’ fra Callebaut eller ‘Dulcey’ fra Valrhona)
20 g lys sirup
2 dl piskefløde
100 g sukker
1 tsk havsalt
150 g Daim (3 x 2-pak)

Hak chokoladen og kom den i en skål sammen med siruppen. Stil skålen til side.
Varm piskefløden op til lige under kogepunktet og sæt herefter gryden til side.
Smelt sukker til karamel i en anden gryde.
Hæld forsigtigt den varme fløde og havsalt ned i karamellen og rør godt rundt.
Hæld den varme karamel-fløde hen over chokoladen.
Lad det stå i cirka 1 minut før den, fra midten af skålen, røres helt ensartet.
Stilles herefter på køl i et par timer inden at et tykt lag smøres over den nu holde hasselnøddebund.
Knus Daim, evt. ved at lægge dem i en pose og banke med en kagerulle ovenpå.
Drys herefter Daim-stykkerne ovenpå saltkaramellen og gem evt. lidt til at dekorere med senere.
Du kan gemme en god portion til fx fyldte chokolader og i macarons

MÆLKECHOKOLADEMOUSSE
3 blade husblas
2 dl piskefløde
200 g mælkechokolade
2 dl piskefløde (pisket til flødeskum)

Læg husblas i blød i koldt vand.
Kog 2 dl piskefløde op, smelt husblassen i og hæld det over chokoladen så det dækkes helt.
Lad det stå i 1 minuts tid, og rør så fra midten af skålen til det samler sig til en homogen creme.
Vend den afkølede chokoladecreme med flødeskum og hæld det over kagen.
Sæt den i fryseren eller køleskabet til den har sat sig helt og dekorér lige inden servering.

DEKORATION
Jeg har dekoreret min kage med følgende, men det står dig helt frit for hvad du vil anvende.
Chokoladeperler (Callebaut)
Guldstøv (Mill & Mortar)
Rød skovsyre
Knust daim

27 comments on “Daimkage”

  1. Hej Nip.
    Min karamel endte med at blive lidt grynet – havd fjorde jeg galt? Den smager for vildt dog

    • Hej Karina,
      Det kan være at du har rørt for meget i den, så kan den godt blive grynet.
      Men dejligt at den smager godt 🙂
      Mange Hilsner Nip

      • Den smagte MEGA godt. Det endte med at karamellen blev til fudge, så jeg endte med at kalde den for daim/fudge kage. Gæster var svært tilfredse. Tak

  2. Hej Nip.
    Jeg vil lave kagen på søndag og servere tirsdag. Tror du ikke det går?
    Jeg kan ikke finde ud af det der dulcey chokolade. Skal den være mørk eller lys. Kan du linke til den rigtige for os dummies?
    Kh Karina

  3. Hej Nip:)
    Vi er nogle veninder der gerne vil lave den her lækre kage – men hvor lang tid tager det? Vi skal jo være sikre på at nå det:)

    • Hej Julie,
      Skønt at I har lyst til at lave den. Altså hvis den ene af jer laver bunden, imens en anden laver saltkaramel, så kan I sammen lave moussen og så bør I kunne lave den på 2-3 timer (inkl. at den køler og sætter sig). Men sæt den i fryseren så, for så kan I spise den hurtigere 😉 Sæt hellere for meget tid af end for lidt, for I skal jo gerne hygge jer og ikke stresse over det.
      Mange Hilsner Nip

  4. Det lyder som verdens lækreste kage! Jeg skal forsøge at bage den til min fødselsdag på søndag, men erindrer ikke lige at jeg har set karamelliseret chokolade i normale supermarkeder – hvor kan det købes henne?? 🙂

    • Hej Simone,
      Både Valrhona, Callebaut og Summerbird laver karamelliseret chokolade. Hvis ikke du kan finde det, så kan du også bruge mælkechokolade. Det smager ikke helt på samme måde, men det er et fint alternativ 🙂
      Rigtig god fornøjelse med kagen. Jeg håber du bliver fan!
      Mange Hilsner Nip

  5. Vil man sagtens kunne lave kagen aftenen før og stille på køl? Er lidt i tvivl når nu det er marengs bund Glæder mig til at skulle severe den for fødselsdags gæsterne!

    • Hej Anne,
      Ja det kan du hvert fald. Den bliver nærmest kun endnu bedre 🙂
      Hvis jeg var dig, ville jeg sætte den i fryseren indtil den dag I skal spise den, og så lade den tø op i køleskabet 2 timer inden at den skal spises. Rigtig god fornøjelse. Mange Hilsner Nip

      • Tusind tak for dit hurtige og fyldestgørende svar.
        Dejligt at den kan laves på forhånd.

        Tak fordi du deler de mange lækre opskrifter.
        Søndag skal jeg prøve at lave fødselsdagskagen

        Weekend hilsner Anne

  6. Hej Nip.
    Den kage bliver jeg simpelthen nødt til at lave
    Kan man bruge noget andet i stedet for marcipan?
    Mange hilsner fra Trine

    • Hej Trine,
      Ja den er også virkelig virkelig god, hvis jeg selv skal sige det 😉
      Der er endnu ikke en som jeg har serveret den for, som ikke har kunnet lide den.

      Årh jeg ved ikke lige hvad du skulle erstatte marcipanen med, med mindre du helt undlader at bruge det.
      Jeg har ikke prøvet det, men du kan lave en test. Bunden tager ikke så lang tid at lave.

      Mange Hilsner
      Nip

  7. Hej Nip.

    Elsker dine lækre kager. 🙂

    Skal lige høre, om du tror det vil kunne gå med karamelliseret mælk (altså den der på dåse, ligesom man kan få kondenseret mælk) ?
    Mere fordi den skal laves en dag, hvor der ikke lige er så meget tid til det. Så søger lige de nemme løsninger her – fail, I know. 😉

    Mvh. Julie

    • Hej Julie,
      Hvor er du bare sød, det gør mig rigtig glad at høre.
      Hvis du tænker på at koge en dåse kondenseret mælk i nogle timer og tilsætte havsalt, så kan du snildt gøre det og bruge det i kagen. Og hvis du har en anden måde at lave saltkaramel på, så fungerer det helt sikkert også. Jeg håber det bliver en dejlig kage.
      Mange Hilsner
      Nip

  8. Hej Nip – tak for en hyggelig blog. Jeg bliver lidt i tvivl mht til kagen – du skriver den skal på frost til sidst med det er ikke en islagkage vel – den skal bare sætte sig?

    vh
    Anne Marie

    • Hej Anne Marie,
      Dejligt at du kan lide min blog, mange tak.
      Ja det er bare for at den kan sætte sig. Du kan også sætte den i køleskabet, men så tager det lidt længere tid 😉
      Kærligst fra Nip

  9. Vi glæder os til at smage den i morgen. 🙂
    Må vi se et billede af snittet? Jeg synes nemlig vi har ekstremt meget af karamelcremen og får et meget tykt lag af den.

    • Hej Heidi,
      Jeg har lige lagt et billede op af den nederst i opskriften 🙂 Ja der er ekstra karamelcreme, så bare gem noget i et syltetøjsglas eller anden beholder og anvend det til noget andet. Jeg har givet et par eksempler på hvad det kan bruges til.
      Kærligst fra Nip

  10. Hej Nip,
    Den her kage lyder så lækker, og jeg tænker den skal laves til nytår. Jeg har dog lige to spørgsmål, du skriver karamelliseret chokolade – skal man lave det ved at bage chokolade, og er det i så fald hvid chokolade eller mælkechokolade?

    Den varme piskefløde skal stilles til side og karamellen laves – når fløden ikke at blive for kold, eller skal den bare stå mens man varmer til karamellen?

    Glæder mig til at lave kagen!

    • Hej Line,
      Kagen blev virkelig virkelig god, og lige nu sidder jeg faktisk og spiser den til morgenmad 😉
      Karamelisseret chokolade kan du købe. Valrhona laver en som hedder ‘Dulcey’, den er fantastisk.

      Fløden skal bare stå imens, for den forbliver varm. Du kan også varme begge dele op på samme tid i to forskellige gryder.
      Jeg håber at du kan lide den, og får et dejligt nytår.

      Mange Hilsner
      Nip

      • Tusind tak for svar! Jeg endte med selv at lave karamelliseret chokolade, blev super godt.
        Kagen står på køl og alt smagte fantastisk hver for sig, så jeg er virkelig spændt. Lidt bange for at karamellen er for stiv, men det må vi se i aften. Jeg regner også med at skulle spise den den 1 😉

Skriv et svar