En klassisk retrodessert er citronfromage. Det er simpelthen umådelig lækkert og så er det simpelthen bare supernemt at lave.

Det er egentlig rigtig længe siden at jeg fik det serveret sidst, men om ikke andet så smager det bare så godt og er nemt at forberede inden at gæsterne kommer.

Når jeg laver citronfromage anvender jeg både citronskal og citronsaft, da jeg virkelig elsker den syrlige dessert. Jeg har derimod valgt at dekorere desserterne med sød marengs og hvid chokolade, som gør at der kommer lidt sødt til den ellers syrlige dessert.

Det tager næsten ingen tid at forberede citronfromage, og derfor er det også optimalt at lave når man venter gæster og det skal gå lidt hurtigere end normalt. Jeg håber at I vil kunne lide disse.

Kærligst fra Nip


CITRONFROMAGE (6-8 personer)

CITRONFROMAGE
4,5 blade husblas
120 g sukker
60 g past. æggeblomme
3 økologiske citroner
2 dl piskefløde (pisket til flødeskum)
75 g past. æggehvide (pisket helt stive)
Evt. en lille smule gul farve

Læg husblas i blød i koldt vand.
Sukker og æggeblommer piskes til en lys og luftig masse.
Citronerne rives på et fint rivejern og citronskallen tilsættes æggemassen.
Citronsaft varmes op i en lille gryde (evt. med lidt farve) og husblassen smeltes i. Lad det køle af.
Hæld nu citronsaften ned i æggemasen imens at der hele tiden piskes.
Flødeskum vendes først i, og herefter de stiftpisket æggehvider.
Hæld det hele på glas og sæt dem i køleskabet i en times tid til de har sat sig.

DEKORATION
Jeg har dekoreret med mini marengs, hvide chokoladespåner, chokoladekugler, bladguld og citronmelisse.

2 comments on “Citronfromage”

  1. Ej hvor lækkert! Jeg elskede citronfromage som barn men har ikke fået det i 100 årså det skal helt klart laves snart.
    Men min mand kan ikke lide marengs, så kan du anbefale en anden slags pynt?? Flødeskum måske??

    • Hej Gudlaug,
      Det er også længe siden jeg har fået det, men nu fik jeg lyst til det igen 🙂
      Du kan sagtens komme flødeskum på toppen, det smager også rigtig lækkert.
      Mange Hilsner Nip

Skriv et svar